Jean Genet

© John R. Johnsen

Jean Genet. I 1952 udgav Sartre Saint Genet, comédien et martyr, hvori han beskriver Genet som den perfekte eksistentialistiske helt, der bevidst lever op til den af samfundet pålagte rolle som udstødt.

Jean Genet, 1910-1986, fransk forfatter. I den fiktive selvbiografi Journal du voleur (1949, da. Tyvens dagbog, 1955) bygger Genet sit image op som tyv, fængselsfange, bøsse og prostitueret. Hans romaner, bl.a. Querelle de Brest (1953, da. Matrosen og stjernen, 1958), foregår blandt kriminelle og samfundets udstødte. Genet blev internationalt kendt i midten af 1950'erne, da Les Bonnes (1947, da. Stuepigerne, 1962) blev spillet i Paris på et avantgardeteater. Le Balcon (1956, da. Balkonen, 1963), der foregår på et bordel, vakte skandale, men var en enorm succes. Opsætningen i Paris af Les Nègres (1959) ved Roger Blin i 1960 var en stor teaterbegivenhed. Genets teater er beslægtet med det absurde drama, men hans groteske univers af rå vold og erotisk ømhed er helt hans eget, et spejlkabinet, hvor alt er genskin af genskin, et karneval, hvor alle bærer maske, et døds- og kærlighedsritual. Sproget er et fyrværkeri af forfinet poesi og obskønitet. Genet har også arbejdet med film og udgivet digte, som Le condamné à mort (1942, Den dødsdømte). Fra 1968 engagerede han sig aktivt i politik på den yderste venstrefløj. Hans sidste værk, Le Captif amoureux (1986, Den forelskede fange), er et poetisk essay om palæstinenserne.