Simone de Beauvoir

© Gyldendal/Jerry Bauer

Simone de Beauvoir.

Simone de Beauvoir, 9.1.1908-14.4.1986, fransk forfatter og moralfilosof. Udtrykket "Man fødes ikke som kvinde, man bliver det" er fra det 1200 sider store værk, Le deuxième sexe (1949, da. Det andet Køn, 1965), som 1970'ernes kvindebevægelse gjorde til teoribogen om den historisk bestemte undertrykkelse af kvinden. Ved sin fremkomst vakte bogen skandale og begejstring; den blev fordømt af paven. 

I 1970 skrev Simone de Beauvoir La Vieillesse (da. Alderdommen, 1983) om samfundets tilsidesættelse af de gamle. Disse to studier er blandt de mest perspektivrige i forfatterskabet, der også rummer engagerede skrifter om fx tortur under frihedskrigen i Algeriet (Djamila Boupacha, 1962, skrevet sammen med feministen Gisèle Halimi (f. 1927); oversat til dansk s.å.) og om uværdig livsforlængelse (Une Mort très douce, 1964; da. En skånsom død, 1971) om moderens død.

Sammen med livsledsageren Jean-Paul Sartre deltog Simone de Beauvoir 1967 i Russell-tribunalet i Danmark mod Vietnamkrigen.

Ud over egentlige memoirer, hvoraf det første bind, Mémoires d'une jeune fille rangée (1958), er oversat til dansk (En velopdragen ung piges erindringer, 1967), er Simone de Beauvoir kendt for selvbiografisk prægede fiktive værker, bl.a. den prisbelønnede nøgleroman Les Mandarins (1954, da. Mandarinerne, 1957) om striden mellem Sartre og Albert Camus og deres forhold til kommunismen.

Velkendt er også den filosofiske roman Tous les hommes sont mortels (1946), oversat af dronning Margrethe og prins Henrik (Alle mennesker er dødelige, 1981).

Den danske Sonningpris blev tildelt "den store gamle dame" i 1983 for hele hendes livsværk.

© Gyldendal

Simone de Beauvoir og Jean-Paul Sartre.

Simone de Beauvoir voksede op i den borgerlige overklasse, men brød tidligt med sit miljø og blev venstreorienteret intellektuel. Hensigten med Det andet køn var at bevidstgøre kvinder om deres situation, og i 1970'erne blev hun militant feminist.

Hun sluttede sig til den franske kvindebevægelse og engagerede sig aktivt i kampen for kvindens ligeberettigelse på alle niveauer. Hendes holdning blev mere radikal, og hun betragtede nu kvindekampen som autonom, ikke underordnet socialismen.

Da en del af kvindebevægelsen gjorde kvindens biologiske "différence" til slagord og mål, fastholdt Simone de Beauvoir sit syn på — og krav om — kvindens "égalité". Kønnenes forskellighed forblev for hende noget sekundært og især kulturbestemt.