Frankrig - litteratur

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Frankrig. Litteraturens sociale funktion har sjældent været underbelyst i Frankrig. Et eksempel kan ses på Gabriel Lemonniers (1743-1824) maleri En oplæsningsseance i 1755 hos Mme Geoffrin. Med Voltaires buste i baggrunden er tidens ypperste navne samlet for at lytte til oplæsningen af en af hans tragedier. Blandt de afbildede er Fontenelle, Rousseau og d'Alembert. Maleriet findes på Musée des beaux-arts, Rouen.

Krønikeskrivere og poeter stemmer gerne i, når våbnene taler. De tidligste franske tekster vidner herom, fra traktater om våbenfællesskab over helteepos til beretninger om korstogene. Ældst er Strasbourg-ederne, der i 842 beseglede en alliance mellem Karl 2. den Skaldede og Ludvig 2. den Tyske mod Lothar. Denne fransk-tyske forbrødring er bevaret i et håndskrift fra slutningen af 900-t.

Middelalder og renæssance

Nærmere digtekunsten kommer vi i de næste skriftlige vidnesbyrd, fx helgenbeskrivelserne om den hellige Eulalie (29 vers fra 800-t.), om den hellige Leodegar (900-t.) og om Alexis (1000-t.). Disse versificerede levnedsforløb forener from enfold med bevidst formvilje og åbner vejen for en første litterær storhedsperiode fra 1000-t. til 1200-t., hvor der på fransk grund dannedes genrer og udformedes temaer, der skulle vinde udbredelse overalt i Europa — i samtiden, i den nære eftertid og op til i dag. Uden en Roland, en Tristan (se Tristan og Isolde), en Lancelot ville Europas litterære historie være blevet en anden.

Roland er helten i det kvad (se Rolandskvadet), der bærer hans navn (ca. 1100). Hermed åbnes for den store episke digtning (chansons de geste) og mere præcist for kredsen af kvad om Karl den Store og hans mænd. Det gælder forsvaret af de kristne idealer mod hedningene (saracenerne), og vi er midt i en kæmpende mandsverden, hvor der kaldes til forsvar for de feudale og nationale værdier.

Frankrig. I 1100-t. skabtes historien om Tristan og Isoldes lidenskabelige og ulykkelige kærlighed. Her ses de med den fatale trylledrik, der ulovligt binder dem til hinanden. Miniature i et fransk Tristan-manuskript fra 1400-t.

Ca. 60 år senere skabtes Tristan-figuren, som vi tidligst har bevaret i fragmenter af Bérouls og Thomas' værker. Vi er fortsat i den feudale verden; men kvinderne og en lidenskabelig, destruktiv kærlighed får nu afgørende vægt. Den høviske roman, med kærlighed og ridderpligter som bærende temaer, er skabt.

Lancelot-skikkelsen findes i Chrétien de Troyes' roman af samme navn fra omkring 1175. De høviske romaner, fx om Tristan og Isolde og om Lancelot, er nordfranske; men de er både inspireret af den sydfranske trubadurdigtning og af den keltiske sagnkreds med den legendariske kong Arthur som den centrale figur.

Som nævnt og kendt får både Roland, Tristan og Lancelot et langt liv. Den italienske renæssancedigter Ariosto byggede fx sit store epos over Den rasende Roland (1516), Tristan og Isoldes historie blev bl.a. til en norrøn saga, Tristrams saga (1226), og Lancelot figurerer i Dantes Den guddommelige komedie (ca. 1307-21). Den ældste franske digtning er født verdenslitteratur.

Det følgende århundredes digtning kan ses som en reaktion mod 1100-t.s værdier. Realisme og satire er nøgleord for både Ræveromanen, hvis dyr repræsenterer forskellige samfundsklasser, og for de fabliaux (versfortællinger), der håndfast tager fat på fx utroskab og viser forholdet mellem ægteskab og kærlighed i et andet lys end forrige århundredes sværmeriske.

Sideløbende hermed videreførtes det graltema, som Chrétien de Troyes fremlagde i sin roman Le Conte du Graal (ca. 1185). En stor prosafremstilling af riddernes søgen efter den hellige gral og af Arthurriddernes undergang viser nu temaet under en kristen synsvinkel. Versromanen på sin side videreførtes med den allegoriske Roseroman (1200-t.), hvis store anden del (af Jean de Meung) fastholder periodens satiriske holdning.

Af dramatisk litteratur i moderne forstand har især Adam de la Halles komedier (ca. 1280) interesse.

1300-t. står som en nedgangsperiode i forhold til de to foregående århundreder, men lyrikken har markante figurer som Charles d'Orléans, hvis enkle poesi rummer sand naturfølelse. Krønikeskrivningen blomstrede med Jean de Joinville og Jean Froissart. Den sidste er Hundredårskrigens store kronikør og er blevet kaldt den første erhvervsskribent.

Den altdominerende skikkelse i 1400-t. er landstrygeren, småforbryderen og den store digter François Villon. Hans beskedne produktion er forblevet et monument, der både kan læses som et radikalt tidsopgør og som et dybt personligt vidnesbyrd om fornedrelse og forgængelighed, fastholdt i et fandenivoldsk toneleje.

Det opgør med værdierne, som Villon varslede, førtes til fulde igennem i 1500-t. Blodige religionskrige gik forud for katolicismens endelige sejr under kongemagten; men samtidig trængte humanismens nysyn afgørende frem med en underminerende langtidseffekt over for kirken. To skikkelser personificerer for eftertiden disse brydninger: den forløbne tiggermunk og læge François Rabelais og adelsmanden, politikeren og den ensomme tænker Michel de Montaigne.

Rabelais udsendte fra 1532 og tyve år frem fire (nogle mener fem) folkebøger om kæmperne Pantagruel og Gargantua. Med sin vældige viden og sin utrolige sproglige kraft parodierer Rabelais tidens tekster, vender op og ned på normer i en sådan grad, at den moderne russiske forsker Mikhail Bakhtin har taget afsæt i ham til sine teorier om latteren og karnevallet som folkelige udtryksformer for oprøret mod undertrykkelsen.

Montaigne, der er fader til det moderne essay, søger i sine korte, reflekterende tekster fra 1580'erne at formulere holdninger om fx opdragelse, tolerance og venskab, der kan bære igennem borgerkrigenes vanvid. Han samler i sine Essais antik dannelse og moderne splittelse til en skeptisk holdning, der dog aldrig mister troen på fornuftens muligheder.

Men også den rene digtekunst lever i denne turbulente periode: digterskolen Plejaden (med bl.a. Pierre de Ronsard og Joachim du Bellay) gennemførte en poetisk renæssance, der bygger på skønheden i græsk og latin og på digtformer hentet derfra og fra fx Francesco Petrarcas italienske 1300-t.s-lyrik. Varigst betydning fik Ronsards kærlighedslyrik, hvor tema og form undertiden harmonerer sublimt med den personlige inspiration.

Også borgerkrigstilstanden kaldte på digterne. Det stærkeste bidrag kom her fra protestantisk side med T.A. d'Aubignés Les Tragiques (1616), hvis voldsomme skildringer af krigens rædsler rummer storslået poesi.

De klassiske århundrede

De to følgende århundreder blev Frankrigs storhedstid inden for litteraturen. 1600-t. tegnes traditionelt af Ludvig 14. og af Versaillesperiodens klassicisme. Men det er mere givende at se hele dette århundrede som en frugtbar brydningstid mellem barok og klassik.

I første halvdel af århundredet dominerede barokkens æstetik med brug af storslået retorik, regler, der inviterer til overskridelse, og åbne, uafsluttede former, fx alenlange romaner (Charles Sorel, Honoré d'Urfé), selvspejlende komedier (Pierre Corneilles Illusion, 1636) eller lyrik med sindrige rækker af billeder (Marc Antoine Girard de Saint-Amant, Tristan l'Hermite). Kontraster dominerer, således også i det tematiske, hvor livsfylde og overskud konfronteres med tanken om døden.

Det blev dog det klassiske menneske- og kunstsyn, der sejrede i anden del af århundredet: et pessimistisk livssyn, udført i en fint ciseleret kunstnerisk form, hvis foretrukne versemål var aleksandrinerens 12 stavelser. Det blev tiden for den rene franske tragedie, især hos Jean Racine, mens Corneille var splittet mellem sin ungdoms barok og ønsket om at blive anerkendt som klassicist. Samtidig fremelskedes en række kortformer: Blaise Pascals Tanker (1670) og desuden maximen (François de La Rochefoucauld), karakterstudiet (Mme de La Fayette) eller den didaktiske fabel (Jean de La Fontaine). Derved står 1660'erne og det følgende tiår som en enestående rig periode, set i europæisk perspektiv: Den franske indflydelse blev umådelig, tydeligst vel nok gennem Molières overalt skattede komedier.

Den klassiske periode opfattede sig som arvtager af antikkens litterære mønstre, og det blev Nicolas Boileau, der i 1674 opsamlede disse klassicistiske bestræbelser på bestandig videreudvikling af de samme litterære former i sin Art poétique (Om digtekunsten).

Ideologisk passede denne litteratur såvel til tidens politiske tanker om enevælde som til det dystre jansenistiske livssyn, der stod stærkt i disse tiårs teologi. Da Ludvig 14. i sin alderdom vendte kunsten ryggen, ebbede festen ud i Versailles' gemakker; men fransk litteratur havde da etableret et udenlandsk ry, der skulle blive langvarigt.

Det er værd at notere, at såvel denne rige periode som middelalder og renæssance i Valdemar Vedel har haft sin hjemlige formidler par excellence, der i adskillige studier fra første halvdel af 1900-t. har beriget også den internationale forskning på disse felter.

Et afgørende nybrud i det åndelige klima og samtidig de første spæde skridt frem mod oplysningstid og revolution skete ved Ludvig 14.s død i 1715. Den følgende regentskabsperiode blev et frisk pust, hvor strømninger udefra afgørende forrykkede perspektivet: Verden kan anskues med andet end Paris som centrum.

De nye verdener meldte sig med handelsmæssige muligheder, men også med alternativer til den moral og det menneskesyn, der traditionelt var baseret på kirken. Etik syntes ikke længere at være uløseligt knyttet til kristendommen; de mange rejser satte deres spor i både autentiske og opdigtede rejsebeskrivelser, der kunne udnyttes til en mere eller mindre camoufleret samfundskritik.

Det vigtigste eksempel er Montesquieus Persiske Breve (1721), der underfundigt blander åben satire og dybtgående moralske anliggender. Men også teatret genfandt sin vitalitet efter årtiers vågeblus. Med nyt blod og inspiration fra italienske trupper genfødtes hos Pierre Marivaux den franske komedie i et raffineret spil, der forener elementer fra commedia dell'arte med skarp analyse af kærlighedens opståen. Også i Marivaux' teater baner den kritiske tænkning sig vej, og den normale samfundsorden vendes på hovedet.

Men det blev i anden halvdel af 1700-t., at den kritisk-ræsonnerende linje for alvor slog igennem. Et symbol herpå er det store encyklopædiprojekt, som især takket være Denis Diderots utrættelige indsats førtes igennem til sejr på trods af modstand fra både centralmagtens og gejstlighedens side. Den kritiske tænknings folk måtte være indstillet på kamp.

Det fik både François de Voltaire og Diderot at mærke i form af kortvarige fængselsophold i begyndelsen af deres karriere; og livet igennem måtte de kæmpe mod censur og magtmisbrug: Udgivelser i udlandet var blandt deres modtræk, ligesom begge i perioder selv søgte tilflugt i udlandet. Også Jean-Jacques Rousseau, Genèveborgeren, der tilmed bestandig følte sig som en paria i det franske intellektuelle miljø, måtte indimellem søge ly for stormene.

I samtiden havde Voltaire den dominerende rolle af de tre: Tragedier, satirisk-filosofiske fortællinger, historieværker, fortællende digte og engagerede debatindlæg flød fra hans pen. Heroverfor var Rousseau, den latterliggjorte, kun for lidt at regne. Men for eftertiden fik hans idéer om samfundsforhold og børneopdragelse (Émile, 1762) og hans selvbiografiske værker umådelig betydning. Diderot, hvis kamp for Encyklopædien var kendt og beundret, skrev desuden fortællinger og romaner, bl.a. Rameaus nevø og Fatalisten Jacques, der først blev udgivet længe efter hans død, men som gør ham til en af hovedskikkelserne i perioden, et mønster for både et personligt engagement og en reflekterende romankunst.

I en sådan militant periode, der kulminerede med Den Franske Revolution i 1789, havde lyrikken ringe kår. Men teatret kunne udnyttes, i den udstrækning censuren tillod det. Pierre Augustin Caron de Beaumarchais viste både dramatisk talent og politisk skarphed i 1780'erne med Barberen i Sevilla og Figaros bryllup, komedier, der takket være Gioacchino Rossinis og Wolfgang Amadeus Mozarts operaversioner skulle få et langt efterliv på verdensscenerne.

Romantik og realisme

1800-t. blev for skønlitteraturen som helhed en stærk periode, hvor lyrikken blomstrede århundredet igennem, teatret oplevede flere højdepunkter, og romanen bekræftede sin position som borgerskabets foretrukne litterære genre. Til fremme af overblikket kan man ty til fire etiketter fra den litteraturhistoriske tradition: romantik, realisme, naturalisme og symbolisme.

Romantikkens første store navn er François-René de Chateaubriand, der i mange henseender står som en overgangsskikkelse mellem det gamle og det nye århundrede. Førerskikkelsen i den romantiske bevægelse er dog Victor Hugo, hvis dramaer definitivt brød med den klassiske franske tradition og søgte mod Shakespeare, samtidig med at hans visionære poesi og store romanfresker, fx De Elendige (1862), gjorde ham til en enestående figur århundredet igennem. Lyrik og drama dyrkedes også af romantikere som Alfred de Vigny og Alfred de Musset, mens Gérard de Nerval i sin lyrik og i sine fortællinger foregreb surrealismen og moderne fortællekunst.

Stendhal viste i sine romaner Rødt og Sort (1831) og Slottet i Parma (1839), hvordan genren kan favne individets komplekse psykologi og epokens åndelige og sociale liv. I sin vældige romancyklus Den menneskelige komedie (1830'erne og 1840'erne) fulgte også Honoré de Balzac dette realistiske spor. Han viste med stærk indlevelse det lagdelte franske samfund og den enkeltes vilje til opdrift eller kamp mod undergang. Den moderne psykologiske og samfundsskildrende roman var skabt, og modellen udbyggedes fortælleteknisk af Gustave Flaubert (fx Madame Bovary, 1857), mens naturalister som Guy de Maupassant og Émile Zola i høj grad lagde vægten på de sociale aspekter, den første i en række romaner og noveller, den anden i den store romanserie om slægten Rougon-Macquart (1871-93).

En ny blomstring i lyrikken kom i århundredets anden del, hvor symbolisterne aflokkede sproget en suggererende musikalitet, ofte i en skildring af storbyen og dens mennesker. Charles Baudelaire (Syndens Blomster, 1857) og Paul Verlaine fik international betydning, herhjemme især for Johannes Jørgensen og Sophus Claussen, mens Arthur Rimbaud og Stéphane Mallarmé med deres banebrydende formsprog blev faderskikkelser for 1900-t.s lyrik.

1800-t.s franske litteratur fandt herhjemme sin første og fremmeste formidler i Georg Brandes, hvis Hovedstrømninger (1872ff.) placerede fransk digtning centralt i et europæisk perspektiv.

1900-t.s første halvdel

Romanen. En sådan ledende europæisk rolle svarede i høj grad til samtidens franske selvforståelse, og i 1900-t.s første år nød Frankrig fortsat international anseelse, især gennem navne som Zola, André Gide og Anatole France, mens Paul Valéry og Paul Claudel fik deres gennembrud senere.

Valéry, hvis akademiske lyrik var for de få, fik opmærksomhed af teoretikere i anden del af århundredet. Det blev nu hans optegnelser om kunst og æstetik, der talte. Gides største betydning skyldes hans romaner, men han var en central figur i hele første halvdel af århundredet, også i fransk forlagsverden. Hans hovedværk er Falskmøntnerne (1925), der var et første skridt mod de veje, romanen skulle komme til at betræde i de følgende årtier. Claudels afgørende virke ligger som dramatiker, hvor han med en dristig poetisk form gengav teatret en kunstnerisk ambition, der rakte ud over naturalismen.

En væsentlig del af den litterære arv fra 1800-t. var romanen, og den forblev gennem første halvdel af det nye århundrede borgerskabets foretrukne tilgang til litteraturens verden. 1. Verdenskrig ændrede ikke herpå, tværtimod: De væsentlige kunstneriske vidnesbyrd om skyttegravenes rædsler var romaner som Henri Barbusses Ilden (1916) eller R.L. Dorgelès' Trækorsene (1919), ligesom i mellemkrigsårene forfattere som Roger Martin du Gard og Jules Romains indlagde scener fra krigens år i deres store romanfresker, de såkaldte romans fleuves ('roman-floder'). Martin du Gard gav med Familien Thibault (1922-40) et præcist tidsbillede og tegnede samtidig med psykologisk fornemmelse generationskløften i første halvdel af århundredet; Romains forsøgte med De gode Viljer (1932-44) at give et balzacsk billede af det franske samfund. Optaktens tro på den gode viljes muligheder dementeredes undervejs i projektet af krigen, hvilket præger den kunstneriske gennemførelse af det vældige værk.

Men første del af 1900-t. oplevede også et afgørende nybrud for romanen som genre. Samtidig med at den traditionelle, velprøvede form videreførtes, var der med Marcel Proust og hans romanværk På sporet efter den tabte tid (1913-27) sket et spring mod en helt ny romanform: Lange, sammenkædede erindringsbilleder, hvor der bestandig springes frem og tilbage i tid, nedbryder hos Proust forestillingen om en tidslinje og sætter i stedet en åben, cyklisk tidsoplevelse, som alene kunstværket kan skabe og fastholde. Prousts betydning for de følgende generationer kan vanskeligt overvurderes. Han forbinder arven fra Balzac (tidsbilledet og den psykologiske analyse) med en helt ny, nervebetonet, søgende fortælleform, der peger frem mod anden halvdel af århundredet.

Lyrik og teater. Omtrent samtidig med, at Proust revolutionerede den franske roman, opstod med basis i den rodløshed, krigen skabte blandt unge intellektuelle, en international strømning, hvis tidligste eksempler er fransksprogede: surrealismen. I opposition til det bestående kulturmønster og med en glubende appetit på det spontane arrangeredes happenings og produceredes tekster, der mobiliserer de dybere lag i bevidsthedslivet og henter deres inspiration i vore drømme og i øvrigt fjernt fra vesteuropæisk tradition. På det litterære plan var det lyrikken, der varigst og mest omfattende prægedes heraf. André Breton blev bannerfører og forfatter til bevægelsens første manifest (1924), men også andre af de følgende årtiers store forfattere (Paul Éluard og Louis Aragon) var knyttet til gruppen, der havde Guiilaume Apollinaire (d. 1918) som en af sine vigtige forudsætninger. Surrealismens rækkevidde og betydning fx for den danske lyriske modernisme er uomtvistelig.

Den forståelse af dramaet, som Claudel havde stået for, blev videreført i 1930'erne, da fransk teater søgte tilbage til sine klassiske rødder. Det skete ved Jean Cocteaus og Jean Giraudoux' spillen med de græske myter og tragedier, som senere blev videreført af både Jean Anouilh (Antigone, 1944) og Jean-Paul Sartre (Fluerne, 1942).

Det var Cocteau, der åbnede rækken med Helvedesmaskinen (1934), hvis titel er et billede på tragediens uafvendelighed. Det er Ødipushistorien, Cocteau her arbejdede med, mens Giraudoux tog sig af Elektra (1937) og derudover bl.a. Amphitryons skæbne og Den Trojanske Krig som billede på den aktuelle europæiske situation forud for 2. Verdenskrig. Disse skuespil viser en klart moderne tragedieform, hvor smilet og ironien har deres plads, uden at stoffets oprindelige tilknytning til det skæbnebundne forrådes.

Det engagement i tidens problemer, som fx Giraudoux' teater vidner om, genfindes i mere realistisk udformning hos den samtidige romanforfatter André Malraux. I Østen oplevede han i 1920'erne Den Kinesiske Revolution, der danner kulisse for hans litterære gennembrudsbøger Erobrerne (1928) og Menneskets Lod (1933). Det politiske engagement og dets omkostninger er her bærende temaer. International opmærksomhed vakte Håbet (1937), der skildrer krigens tro, had og grusomheder ud fra hans egne erfaringer i Den Spanske Borgerkrig.

1900-t.s anden halvdel

Et internationalt højdepunkt vandt fransk litteratur i 1940'erne og 1950'erne med Sartre og Albert Camus. Efter 2. Verdenskrig opfattedes de overalt som et par, hvis engagement i politiske og moralske spørgsmål gjorde dem til verdenskendte eksponenter for den litterære eksistentialisme. Men afstanden mellem dem var betydelig, og i begyndelsen af 1950'erne kom det til et brud, der byggede på en forskellig vurdering af den nødvendige holdning til revolutionens omkostninger, i dette tilfælde den russiskes.

Gennembrudsværket blev for begge den korte roman: Sartre med Kvalme (1939) og Camus med Den Fremmede (1942). To opgør med hverdagens absurditet og samme understregning af den enkeltes ansvar for sig selv, af friheden som byrde og moralsk udfordring. Flere romaner, noveller, essays og skuespil skabte tilsammen de to forfatteres enestående position. Filosoffen Sartre demonstrerede sine teser om frihed og ansvar i skuespil og romaner, mens moralisten Camus i stigende grad gjorde sit opgør med tiden til selvopgør (jf. Faldet fra 1956). Et partsindlæg til beskrivelse af deres venskab og senere konflikter kan ses i Simone de Beauvoirs roman Mandarinerne (1955).

Absurditeten var et bærende tema hos både Sartre og Camus. Dette begreb slog i 1950'erne igennem som styrende for en helt ny dramatisk form, renset for det naturalistiske teaters efterligning af virkeligheden. I stykker med en stiliseret handling og en direkte, usminket dialog fremstiller skabelonagtige personer vor absurde hverdag og hele tilværelse. Med overrumplende komik og afslørende "naivitet" viste bl.a. den irskfødte Samuel Beckett og den rumænsk-franske Eugène Ionesco et nyt teater, "det absurde", der vakte stor opsigt og fandt mange efterfølgere, der dog kun i begrænset grad kunne udbygge erfaringerne fra skuespil som Becketts Vi venter på Godot eller Ionescos Stolene (begge 1952). Det absurde teater blev, med sin forenklingens form, en slutstation. Dramaet måtte finde veje videre frem fra andre positioner, fx bearbejdelser af episke værker eller store sceniske "shows", hvor iscenesættelsen kan synes at være overordnet dialogen.

Også den franske roman fik sit nybrud i anden halvdel af 1900-t. Faktisk kan det dateres allerede til 1939, hvor Nathalie Sarraute udgav sin Tropismer; men det var først i 1950'ernes slutning, hun og forfattere som Alain Robbe-Grillet, Michel Butor og Claude Simon for alvor slog igennem med den såkaldte ny roman. De fælles træk, der i begyndelsen skjulte betydelige forskelle hos disse forfattere, er et bevidst brud med den klassiske romanforms velordnede forløb, klare persontegning og præcise miljø. Den ny romanæstetik lader læseren om at ordne de mangfoldige elementer, der undertiden fremlægges i et næsten kaotisk tekstforløb. Det kan være svært at finde historien eller se personerne i nogle af disse fortællinger, der vandt større indpas i universitetsmiljøer og hos kritikere end hos publikum. Betydningen af den ny roman bør dog ikke undervurderes: Der blev rokket ved den traditionelle fortællemodel, og det problematiske i al kunstnerisk virkelighedsgengivelse blev skarpt belyst.

Den mere klassiske fortællekunst forsvandt dog ikke. Forfattere som Marguerite Yourcenar (Kejser Hadrians erindringer, 1951), Michel Tournier (Fredag, 1967) og Jean-Marie Gustave Le Clézio (Guldsøgeren, 1985) gik tilbage til myterne og fortiden i romaner, der kan ses som typiske bestræbelser på at forny romanen på traditionens grund.

Lyrikken, der havde spillet en væsentlig rolle under modstandskampen i 1940'erne, tiltrak sig efter 2. Verdenskrig mindre opmærksomhed, dog med Henri Michaux og især René Char som markante undtagelser. Begge havde rødder i 1920'ernes modernistiske gennembrud og blev selv pejlemærker for nye generationer.

1970'erne og 1980'erne var, i Frankrig som i mange andre lande, tiår, hvor nye stemmer gjorde sig gældende med dokumentarfremstillinger, virkelighedsberetninger, hverdagsportrætter og frem for alt kvindelitteratur. Dette sidste, mangfoldige begreb havde i Frankrig et vigtigt inspirationspunkt i Simone de Beauvoirs Det andet Køn fra 1949. Beauvoir, hvis romaner aldrig var slået rigtigt igennem, men som især var berømt for sit erindringsværk, fik en sen renæssance som feminismens store gamle dame. En lang række især yngre forfattere tog arven op og gav ord til specifikke kvindeerfaringer. Christiane Rochefort, Marguerite Duras, Hélène Cixous, Marie Cardinal og Annie Ernaux er karakteristiske eksempler herpå, i vidt forskellige litterære registre.

I 1990'erne var der tale om en tilbagevenden til romanformen i dens mere traditionelle form, fx hos Patrick Modiano. Men fortælleglæden hos forfattere som Daniel Pennac og Patrick Deville (f. 1957) satte ikke foregående årtiers udforskning af fortællekunsten over styr hos fx de store kvindelige forfattere Sylvie Germain (f. 1954) og Anne-Marie Garat (f. 1946).

Stærkest i den allernyeste franske prosalitteratur står to tendenser: den autofiktionelle roman, der med Georges Perec som forløber begyndte i 1980’erne med romaner af Alain Robbe-Grillet og Claude Simon og fortsatte i 1990’erne med de yngre Jean Rouaud og Pierre Bergounioux (f. 1949). Den anden tendens udgøres af en ny engageret eller realistisk roman med Michel Houellebecq og François Bon (f. 1953) som fremtrædende repræsentanter.

Måske med undtagelse af Jacques Réda (f. 1929) og hans billedrige digte og prosadigte fra vandringer i Paris og omegn er lyrikken siden 1950’erne stadig præget af René Chars og Yves Bonnefoys lyrik. Fornyelsen findes i frie digtformer fx hos Jude Stéfan (f. 1930) og Michel Deguy, der søger at fastholde de ”sjælløse” ting, eller Anne-Marie Albiach (f. 1937) og Bernard Noël (f. 1930), som i ultrakorte former, hvor den gamle skelnen mellem vers og prosa er ophævet, arbejder med at søge ord for den næsten ordløse osmose eller de brutale sammenstød mellem ord, krop og tingslig virkelighed.

Læs mere om Frankrig.

Vind tre bøger i Den Store Danskes quiz.

Gå til quiz.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

© Dette billede må du ...

Frankrig. I 1100-t. skabtes historien om Tristan og Isoldes lidenskabelige og ulykkelige kærlighed. Her ses de med den fatale trylledrik, der ulovligt binder dem til hinanden. Miniature i et fransk Tristan-manuskript fra 1400-t.

© Dette billede må du ...

Frankrig. Litteraturens sociale funktion har sjældent været underbelyst i Frankrig. Et eksempel kan ses på Gabriel Lemonniers (1743-1824) maleri En oplæsningsseance i 1755 hos Mme Geoffrin. Med Voltaires buste i baggrunden er tidens ypperste navne samlet for at lytte til oplæsningen af en af hans tragedier. Blandt de afbildede er Fontenelle, Rousseau og d'Alembert. Maleriet findes på Musée des beaux-arts, Rouen.

Viser 2 af 2 billeder

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Redaktionen
21/11/2013
UV
21/11/2013
sthornval
19/11/2013
Oprindelige forfattere
HPLu
30/01/2009
JPed
30/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki