Den franske digter Frédéric Mistral viede sit liv til en genfødelse af det occitanske/provencalske sprog. Han var medstifter af den provencalske digterkreds Félibrigen. Hans lange episke digte er kendt for deres levende og varierede former.
Mistral er sammen med Théodore Aubanel blandt de vigtigste af de digtere, der gjorde nyoccitansk kendt som et litterært sprog. Hans erindringer Memòri e Raconte udkom i 1906 (Min Oprindelse: Erindringer og Fortællinger, 1909).
Mistrals betydning for det nyoccitanske bygger mere på den inspiration, han fandt i kulturarven end på filologisk indsigt. Interessen for hans digtning var i øvrigt større nord for Provence end i den landsdel, han kom fra. Selveste Alphonse de Lamartine gjorde hans navn kendt i Paris, og senere modtog han en delt nobelpris i litteratur (1904).
Hovedværket i hans store produktion er ungdomsværket i 12 sange, Mirèio (1859, dansk udgave 1907), skrevet på occitansk. I en episk form inspireret af hyrdedigtningen fortælles her om et ungt pars trængsler frem til heltindens tragiske død. Eposet rummer billeder fra Provence og kredser med megen dramatik om det kendte temapar kærlighed og død. Charles Gounod brugte værket til sin opera Mireille.
Mistral fortsatte ihærdigt sin produktion og viste sin fine beherskelse af forskellige verseformer i Calendal (1867), Nerte (1884) og den digteriske fortælling Lou Pouèmo dóu Pose (Digtet om Rhônen, 1897) om et ungt, elskende par, der forsvinder i Rhônen eller forener sig med floden.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.