clandestin litteratur

Clandestin litteratur, en gruppe illegale skrifter, som i den tidlige del af oplysningstiden (indtil ca. 1750) cirkulerede i afskrifter overalt i Europa; i løbet af 1700-tallet blev mange af dem tillige trykt anonymt eller med fingerede forfatternavne.

Fælles for disse skrifter var som regel et stærkt religionskritisk, antiautoritært og undertiden også erotisk indhold. Filosofisk er de gennemgående præget af materialisme.

De øste af kilder tilbage til renæssancen, men var også inspirerede af filosoffer som Thomas Hobbes og Baruch Spinoza.

Et af de mest udbredte bar i nogle afskrifter titlen L'esprit de Spinoza (Spinozas ånd), mens det i andre hed Traité des trois imposteurs (Afhandling om de tre hyklere). Disse tre hyklere er Moses, Jesus og Muhammed, som ifølge den anonyme forfatter har bygget deres religioner på folkets uvidenhed og frygt.

Det er typisk for denne litteratur, at afskriverne, hhv. udgiverne, ofte foretog ændringer i teksten eller gjorde tilføjelser til den, så man kun i sjældne tilfælde kan finde frem til originalen. Selvom der stadig findes mange afskrifter, må meget af denne litteratur formodes at være gået tabt.

Det var meget risikabelt at udbrede den: Følgen kunne nemt være fængsling, offentlig tilbagekaldelse eller bogbrænding. Og blev man afsløret som forfatter, var det slut med karrieren. Men det kunne samtidig være en lukrativ forretning for bogtrykkere og boghandlere med speciale i denne genre, for skrifterne solgtes til høje priser.

Nogle af de clandestine skrifter var åbenlyst ateistiske, andre var deistiske. I Tyskland hører også de pamfletter med til gruppen, som i 1670'erne blev skrevet af slesvigeren Matthias Knutzen (d. efter 1674); heri erklærer han åbenlyst, at han hverken troede på Gud eller Bibelen. En del af skrifterne kendes i dag kun gennem de etablerede teologers modskrifter.

De franske oplysningsfilosoffer, fx Voltaire, interesserede sig for den clandestine litteratur og udgav selv dele af den, men udelod ofte de mest religionskritiske eller samfundskritiske passager.

Sidst i 1900-tallet var den videnskabelige interesse for genren voksende, og en række af dens hovedværker bliver i disse år genudsendt i tekstkritiske udgaver. I DDR beskæftigede man sig også med disse skrifter og betragtede dem som forløbere for den marxistiske filosofi.