epos

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

epos, (gr. 'ord, beretning', af eipein 'sige'), epope, heltedigt, versformet fortælling om nationale bedrifter, gerne på grundlag af sagn o.l. — og i nogle tilfælde med en mundtlig tilblevet og fremført forform, således som det kunne studeres på Balkan endnu i 1900-t. Eposet fremstiller stammens eller nationens grundlæggende sejre og ærefulde nederlag med et krigeraristokrati som hovedpersoner, hvis heltemod, kampstyrke, udholdenhed, generøsitet osv. glorificeres. Eposet er heroisk krigsdigtning, hvori ofte begge stridende parter er forlenet med store krigerdyder; krigen udfoldes gerne i samspil med gudernes undertiden rivaliserende indgriben.

Tiden for det klassiske epos er oldtid og middelalder, og som "ægte" epos gælder bl.a. det babyloniske Gilgamesh, de græske homeriske digte Iliaden og Odysseen, det indiske Mahabharata, de franske chansons de geste med Rolandskvadet i spidsen, mens fx den oldhøjtyske Nibelungenlied giver sit heroisk-barbariske indhold en høvisk stilisering. Vergils romerske Æneide (ca. 20 f.Kr.) blev et uhyre indflydelsesrigt kunstepos.

Fra renæssancen til klassicismen ansås eposet for en af de fornemste genrer, navnlig med Æneiden som mønster; men de nye forsøg i genren var også influeret af den mere eventyrlige ridderroman: således Ariostos Orlando Furioso og Torquato Tassos korstogsepos Gerusalemme liberata (1581); i mindre grad portugiseren Camões' Os Lusíadas (1572) om Vasco da Gamas færd til Indien. En særlig vanskelighed beredte genrens tradition for polyteistisk gudemaskineri i en kristelig verdens digtning. En mulighed var at gøre selve bibelhistoriens store begivenheder til epos-emne: Miltons Paradise Lost (1667) og endnu Klopstocks Messias (1748-73).

Parodisk i forhold til eposet — og mere livskraftigt — har det komiske epos fungeret. Dér beholdes den heroiske stil og det episke apparat, mens personerne og deres strid har en plat, alt for menneskelig eller dyrisk karakter. Med fortilfælde i græsk oldtid (Frøernes og musenes kamp) dyrkedes det særlig i renæssancen og barokken, på italiensk af Folengo og Tassoni, og i klassicismen af bl.a. Boileau, Pope, og på dansk af Holberg med Peder Paars (1719-20). Efter eposets tid kom romanens tidsalder med større individualisme og subjektivitet; i nogle store romaner kan dog findes genklang af eposet som i Tolstojs Krig og Fred (1863-69), eller af det komiske epos som i Frans G. Bengtssons Röde orm (1941-45).

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.
Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 2 forfattere
BlochP
08/06/2009
Redaktionen
30/01/2009
Ekspert
LOSau
Oprindelig forfatter
LPRoem
30/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki