Epos, epope, heltedigt, versformet fortælling om nationale bedrifter, gerne på grundlag af sagn o.l. — og i nogle tilfælde med en mundtlig tilblevet og fremført forform, således som det kunne studeres på Balkan endnu i 1900-tallet.

Faktaboks

Etymologi
Af græsk 'ord, beretning', af eipein 'sige'.

Eposet fremstiller stammens eller nationens grundlæggende sejre og ærefulde nederlag med et krigeraristokrati som hovedpersoner, hvis heltemod, kampstyrke, udholdenhed, generøsitet osv. glorificeres. Eposet er heroisk krigsdigtning, hvori ofte begge stridende parter er forlenet med store krigerdyder; krigen udfoldes gerne i samspil med gudernes undertiden rivaliserende indgriben.

Tiden for det klassiske epos er oldtid og middelalder, og som "ægte" epos gælder bl.a. det babyloniske Gilgamesh, de græske homeriske digte Iliaden og Odysseen, det indiske Mahabharata, de franske chansons de geste med Rolandskvadet i spidsen, mens fx den oldhøjtyske Nibelungenlied giver sit heroisk-barbariske indhold en høvisk stilisering. Vergils romerske Æneide (ca. 20 f.Kr.) blev et uhyre indflydelsesrigt kunstepos.

Fra renæssancen til klassicismen ansås eposet for en af de fornemste genrer, navnlig med Æneiden som mønster; men de nye forsøg i genren var også influeret af den mere eventyrlige ridderroman: således Ariostos Orlando Furioso og Torquato Tassos korstogsepos Gerusalemme liberata (1581); i mindre grad portugiseren Camões' Os Lusíadas (1572) om Vasco da Gamas færd til Indien. En særlig vanskelighed beredte genrens tradition for polyteistisk gudemaskineri i en kristelig verdens digtning. En mulighed var at gøre selve bibelhistoriens store begivenheder til epos-emne: John Miltons Paradise Lost (1667) og endnu Friedrich Gottlieb Klopstocks Messias (1748-73).

Parodisk i forhold til eposet — og mere livskraftigt — har det komiske epos fungeret. Dér beholdes den heroiske stil og det episke apparat, mens personerne og deres strid har en plat, alt for menneskelig eller dyrisk karakter.

Med fortilfælde i græsk oldtid (Frøernes og musenes kamp) dyrkedes det særlig i renæssancen og barokken, på italiensk af Teofilo Folengo og Alessandro Tassoni, og i klassicismen af bl.a. Boileau, Pope, og på dansk af Ludvig Holberg med Peder Paars (1719-20).

Efter eposets tid kom romanens tidsalder med større individualisme og subjektivitet; i nogle store romaner kan dog findes genklang af eposet som i Lev Tolstojs Krig og Fred (1863-69), eller af det komiske epos som i Frans G. Bengtssons Röde orm (1941-45).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig