• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

erotika

Oprindelig forfatter JTL Seneste forfatter Redaktionen

Erotika. Illustration fra John Clelands Fanny Hill. Memoirs of a Woman of Pleasure (1749). Billedets pågående budskab modsvares af en bog med en tekst uden obskøne ord eller udtryk. Og dog beskrives voldtægtsforsøg, forførelse, forskellige former for samleje, homoseksualitet, flagellation og nyttige anvisninger på at simulere jomfruelighed; de temaer, der senere er blevet velkendte i den erotiske litteratur.

Erotika. Illustration fra John Clelands Fanny Hill. Memoirs of a Woman of Pleasure (1749). Billedets pågående budskab modsvares af en bog med en tekst uden obskøne ord eller udtryk. Og dog beskrives voldtægtsforsøg, forførelse, forskellige former for samleje, homoseksualitet, flagellation og nyttige anvisninger på at simulere jomfruelighed; de temaer, der senere er blevet velkendte i den erotiske litteratur.

erotika, erotisk litteratur, hvor den kødelige side af kærlighedslivet skildres. Som erotika betegnes også de samlinger af erotisk litteratur, som især blev udgivet i Frankrig i 1700-t.

Erotisk litteratur kendes fra de fleste kulturkredse gennem historien, fx i form af elskovsvejledninger, men betegnelsen erotika er specielt forbundet med europæisk litteratur.

Den del af den erotiske litteratur, som skiftende tiders moralske vogtere har forbudt, er kaldt pornografi; hvad der i en periode er blevet dømt som pornografi, er af en senere tid oftest blevet opfattet som blot tarvelige trivialiteter eller sjældnere som verdenslitteratur.

I nutiden lader erotika sig næppe udskille fra anden litteratur. Den havde sin storhedstid fra 1600-t. til og med første halvdel af 1900-t., hvorefter andre medier, en friere moral og lempeligere pornografilovgivning har udhulet genren. Entydige eksempler er dog bl.a. Pauline Réage (pseudonym) Histoire d'O (1955, da. O's historie, 1965) og Anaïs Nin Delta of Venus: Erotica (1977, da. Venusdeltaet,1978).

Frankrig er den erotiske litteraturs hovedland, hvor den gradvis udviklede sig fra middelalderen for at kulminere i 1700-t. både kvalitativt og i antallet af titler. En række af århundredets store franske forfattere og politikere skrev erotika, bl.a. François de Voltaire, Jean-Jacques Rousseau, Denis Diderot og Honoré Gabriel Riqueti Mirabeau. Det var en accepteret og skattet genre ved det enevældige hof. Marquis de Sade er den kendteste af de mange, der udpenslede erotiske specialiteter.

Erotika tjente ikke kun sanselighedens sag, men var en yndet vej til både samfundssatire og samfundskritik, enevælden og dens konger gik ikke ram forbi. Blandt de engelske udgivelser skal kun nævnes én, John Clelands originale Fanny Hill. Memoirs of a Woman of Pleasure (1749), der er blevet et af den erotiske litteraturs mest yndede værker. Den var forbudt i Danmark til midten af 1960'erne (se Fanny Hill-sagen). I 1980 udgav den amerikanske forfatter Erica Jong en vellykket romanpastiche, Fanny (da. 1981).

Da erotika risikerede censur og forbud og deres forfattere og forlæggere bøder og fængsel, blev det meste udgivet anonymt eller under pseudonym med opgivelse af fiktive trykkesteder og falske trykkeår. Der blev tidligt spekuleret i erotika som forbudt litteratur og prisen på den var høj. Mest er der tale om ringe håndværk, når man ser bort fra de originale franske erotika fra 1700- og 1800-t. De har dog værdi i det mindste som udtryk for skiftende tiders moralgrænser og deres overskridelse.