Femikrimi, nyere genre i kriminallitteratur, der er skabt af kvindelige forfattere, og som har en kvinde i hovedrollen i en bevidst modsætning til de mandlige detektiver hos ældre kvindelige krimiforfattere som fx Dorothy L. Sayers.

Femikrimien lægger sig op ad den hårdkogte amerikanske krimi snarere end den britiske detektivroman og skildrer kritisk kvinder i mænds traditionelle job som privatdetektiver eller ordenshåndhævere.

Genren er kendetegnet ved en vedvarende diskussion af kvindelige værdier i og over for en moderne verden, der er både kriminel og mandsdomineret; den trækker i høj grad på kvindebevægelsens landvindinger i 1970'erne og blev især i USA i 1980'erne brugt som et feministisk forum for debat om kvinders politiske rolle.

Normalt regnes amerikaneren Marcia Muller (f. 1944) for genrens urmoder; hendes debutroman fra 1977 havde den kvindelige privatdetektiv Sharon McCone i hovedrollen. Derpå fulgte bl.a. Sue Grafton og Sara Paretsky.

Nordiske repræsentanter for genren er bl.a. Anne Holt og Kim Småge (f. 1945) fra Norge, Gretelise Holm, Ditte Birkemose (f. 1953), Sara Blædel og Elsebeth Egholm fra Danmark samt Liza Marklund fra Sverige.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig