Interart, sammenlignende kunststudier. Når græsk-romersk mytologi tillægger muserne en fælles moder, Mnemosyne, Erindringen, vidner dette om et fælles udspring for kunstarterne.

Faktaboks

Etymologi
Af inter- og engelsk art, af latin ars 'kunst', genitiv artis.

På Athens Akropolis står arkitektur og billedkunst i tæt samvirke. I det græske amfiteater forenedes digtning og skuespilkunst med musik, sang og dans.

Både i gammel og ny tid findes sådanne eksempler på "Gesamtkunst". Et andet berøringsforhold er der tale om, hvor én kunstart går i lære hos eller inspireres af en anden; det gælder således den beskrivende poesi i forholdet til billedkunsten, et forhold, der har været praktiseret i mange lande og diskuteret siden Horats, især i tysk teori, bl.a. af G.E. Lessing i Laokoon oder Über die Grenzen der Malerei und Poesie (1766) og af A.W. Schlegel i Das Gemälde (1799).

Alle disse forbindelser mellem kunstarterne er i 1900-tallet blevet et særligt forskningsområde. Tyskerne gik atter i spidsen fra Oscar Walzels: Wechselseitige Erhellung der Künste (1917) til håndbogen Literatur und bildende Kunst (red. U. Weisstein, 1992), der viser den mellemliggende brede forskning og undervisning i comparative arts eller interart studies, der har udviklet sig i USA, England, Holland og på skandinavisk grund særlig i Sverige (Ulla-Britta Lagerroth (1927-2021), Hans Lund (f. 1939), Anders Palm (f. 1942)).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig