komedie

Antikken

Efter at komedien var blevet en litteratur- og teaterkunst i det antikke Grækenland, fremtrådte især to meget forskellige arter af komedier. Først den ældre attiske komedie med Aristofanes (sidst i 400-t. f.Kr.): fantasibårne, burleske stykker om guder og mennesker, herunder navngivne samtidige berømtheder, i et satirisk lys.

I den mellemste og særlig den yngre attiske komedie, hvis vigtigste forfatter var Menander (ca. 300 f.Kr.), forsvinder både den høje himmel og politikken; i stedet vises en privatlivshandling med sure gamle som forhindringer for de unges elskov, med bedrag og list og med mere eller mindre faste komiske typer som snyltegæsten, den storpralende soldat, den lærde pedant.

Det blev denne sædeskildrende type- og intrigekomedie, romerne overtog, delvis med direkte oversættelser og sammenbygning af græske forlæg, ved den mere ramsaltede Plautus (ca. 200 f.Kr.) og den mere stilpolerede Terents (ca. 160 f.Kr.). De to blev mønstre for en stor del af den litterære komedie i Europa efter renæssancen.

Middelalder

Med Romerrigets undergang forsvandt den litterære komedie i et årtusinde, men fra middelalderens slutning er der bevaret farcer (den franske Maître Pathelin, skrevet ca. 1464), ligesom der har været komiske scener og figurer i nogle af de kirkelige spil, således i de allegoriske moraliteter.

Renæssance, klassicisme og oplysning

Med renæssancen og Reformationen kom en ny interesse for drama, også for teatersale og egentlige teaterbygninger. Digtere som italieneren Ludovico Ariosto skrev komedier efter romerske forbilleder. Sådanne var både pensum og inspiration i den protestantiske skolekomedie i Nordeuropa, i Danmark således H. Justesen Ranchs Karrig Nidding ca. 1600.

Folkelige farcer og moraliteter, italienske noveller og eventyr danner baggrund for William Shakespeares komedier; han blandede i øvrigt gerne komiske scener og figurer (som Falstaff) ind i sine historiske og tragiske dramaer, mens vennen Ben Jonson holdt ren, satirisk komik for sig.

De romerske forbilleder, commedia dell'arte og et skarpt blik for samtidens uvaner ligger til grund for klassicismens komedie i 1600-t. og et godt stykke af 1700-t.: Molière, den engelske restaurationskomedie, Ludvig Holberg, Marivaux, Carlo Goldoni.

Men med de sidstnævnte i 1700-t. og især med den borgerlige synsmåde hos Denis Diderot, Lessing, Beaumarchais får herre- og tjener-komikken, mesalliance-konflikter og det rørende element en ny betydning.

1800-t.

Romantikken forsøgte at genoptage eventyrdramaet fra William Shakespeare og andre, også i komedieform (Ludwig Tieck, Adam Oehlenschläger). Senere nød biedermeier-komedier yndest; de var ofte tillige sangspil — på dansk Johan Ludvig Heibergs vaudeviller,

Henrik Hertz' og Jens Chr. Hostrups komedier. Naturalismen kunne afgive grundlag for satirisk komedie som allerede Nikolaj Gogols Revisoren (1836), men i almindelighed var realismen ikke komedievenlig. De store komedieforfattere ved århundredets slutning var Oscar Wilde med vittig dialogkunst og George Bernard Shaw med provokerende debat-komedier.

1900-t.

Det seneste århundredes litterære komedieproduktion — i Danmark bl.a. af Soya og Kjeld Abell — har næppe været så original, som hvad der fremkom i andre dramagenrer.

Både i 1800- og 1900-t. har vittige og effektive dramatikere som Georges Feydeau, Noël Coward og Alan Ayckbourn været leveringsdygtige til teatrenes komedierepertoire.

En fornyelse af genren kom dog med det absurde teater, først i Frankrig i 1950'erne, med en høj grad af også verbal komik (Samuel Beckett, Eugène Ionesco). Beslægtet er herhjemme Jess Ørnsbos groteske dramatik.

En fremragende komedieskaber er italieneren Dario Fo, der forener commedia dell'arte-traditionen og andet artistisk slapstick-gøgl med bidende politisk satire.

Komedien blev især båret af komikeren, som det også ses i den livskraftige fortsættelse af genren i filmmediet.

Læs videre om komedie på film.