Krimi. Illustration af Sidney Paget til Conan Doyles novelle The Adventure of the Final Problem (1893), hvor Sherlock Holmes kæmper med ærkefjenden, professor Moriarty, og begge styrter i døden ved Reichenbachvandfaldet. Læserne blev oprørt, og forfatteren måtte lade detektiven genopstå små ti år senere.

.

Umberto Eco, tegnet af David Levine (1989), som vi kender ham med middelalderen som fundament under forfatterskabet, som den samfundskritiske korsridder med pennen (og semiotikken) som sværd og øverst det livslystne, bebrillede bogmenneskes ironiske blik.

.

Krimi er en generel betegnelse for den form for litteratur — romaner og noveller — som ikke kun handler om en forbrydelse og dens opklaring, men også lader denne forbrydelse være styrende og bestemmende for tekstens personer, deres handlinger og historiens plot.

Faktaboks

Etymologi
Ordet krimi kommer af latin criminalis 'som vedrører forbrydelser, af crimen 'forbrydelse'.
Også kendt som

kriminallitteratur

Kriminallitteraturens oprindelse som genre kan teoretisk føres langt tilbage. Både Sofokles' tragedie Ødipus fra antikkens Grækenland og Gisles saga fra den islandske middelalder erblevet kaldt for kriminallitteratur.

Men litteraturhistorisk må man konstatere, at en egentlig genrebevidst kriminallitteratur først og fremmest opstod i forbindelse med 1700-tallets filosofiske interesse for social lov og ret i moderne borgerlig betydning. Forfattere som Voltaire, Friedrich Schiller og William Godwin skrev tekster, som kan kaldes for tidlig kriminallitteratur.

Almindeligvis peger man på E.T.A. Hoffmanns fortælling "Frøken von Scudery" (1819) og Edgar Allan Poes "Mordene i Rue Morgue" (1841) som de første egentlige kriminalhistorier, men også St.St. Blichers Præsten i Vejlbye (1829) har som undertitel "En Criminalhistorie". Imidlertid kalder man Poe for kriminallitteraturens fader, i og med at han i hvert fald var den første, der skrev historier med et logisk plot, der rationelt og metodisk opklares af en gennemgående detektiv.

Med Edgar Allan Poe træder kriminallitteraturens særlige stil og metode tydeligst frem. En kompliceret kriminel gåde løses på gennemskuelige præmisser, gerne lagt frem af en mesterdetektiv og gerne således, at læseren overbevises om denne løsnings indlysende logik.

Arthur Conan Doyle og hans Sherlock Holmes-romaner og -noveller fra slutningen af 1800-tallet dannede på denne vis skelsættende skole for hele krimiens udvikling op til i dag. I 1920'erne blev den klassiske krimi reduceret til rene deduktive opgaver, hvor sprogets æstetik og den realistiske virkelighedsgengivelse forskydes til fordel for rene gådeløsninger opbygget på komplicerede forklaringer.

Agatha Christie blev her den førende krimiforfatter. Men snart satte reaktionen ind, fra slutningen af 1920'erne med Georges Simenons kyniske krimier og med den hårdkogte skole i USA, repræsenteret ved Dashiell Hammett og Raymond Chandler.

Kriminallitteraturen blev mere og mere til en civilisationskritisk og samfundsdebatterende litteratur. Herhjemme ses denne udvikling bedst i Anders Bodelsens nyrealistiske thriller i 1960'erne og i Sverige i forfatterparret Maj Sjöwall og Per Wahlöos (1926-1975) store romansuite om Sverige i 1970'erne.

I 1980'erne udviklede kriminallitteraturen sig i nye retninger. I reaktion til de meget maskuline værdier især i den amerikanske del af genren begynder en række kvinder i USA at skrive krimier med kvindelige detektiver, såkaldte femikrimier. De berømteste i så henseende er Sara Paretsky og Sue Grafton.

En anden udvikling i genren gik i retning af det magiske, gådefulde og direkte postmoderne, hvor man leger med både en parodi og en pastiche på genrens sætstykker og stil. Umberto Ecos Rosens navn (1980) og Paul Austers New York-trilogi (1985-86) er de mest typiske og skoledannende eksempler på den nye postmoderne krimi.

Tidens postmoderne anerkendelse af populære genrer som kulturbærende litteratur fik især betydning for krimiens udvikling i Norge. Frederik Skagen og Gunnar Staalesen skrev kriminallitteratur, der stod i dialog med andre forfattere såsom Jan Kjærstad og Kjartan Fløgstad.

I Danmark har en efterhånden lang række krimiforfattere markeret sig med velkomponerede værker inden for genren, fx Frits Remar, Poul-Henrik Trampe og Helle Stangerup og i de senere år fx Susanne Staun, Elsebeth Egholm og Jussi Adler-Olsen.

Her i landet er kriminallitteraturen blevet en fællesbetegnelse for både klassiske detektivhistorier og psykologiske thrillere, spionromaner og gangstermelodramaer. I andre lande deler man i langt højere grad kriminallitteratur op i undergenrer med andre og mere præcise betegnelser.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig