prosadigt

Prosadigt, kort lyrisk tekst skrevet i prosa; en formel nyskabelse, der tillægges Charles Baudelaire med hans Spleen de Paris (1869), forinden bragt i tidsskrifter og betegnet som Petits poèmes en prose.

Han henviste selv til Aloysius Bertrands skildringer i Gaspard de la nuit (1842), men definerede i øvrigt genren som en drøm om "åbenbaringen af et mirakel, en poetisk prosa, som var musikalsk uden rytme og rim, smidig og stridig nok til at kunne forme sig efter sjælens lyriske bevægelser, drømmeriets bølgen og bevidsthedens nervøse spring".

Samtidig skrev Stéphane Mallarmé prosadigte om sjælstilstande og psykiske processer, og hos Arthur Rimbaud og Lautréamont findes tilsvarende prosalyriske fantasier, karakteristiske nybrud af betydning for symbolisme og modernisme.

I Norden viste denne franske indflydelse sig hos Ola Hansson i Notturno (1885) og i Johannes Jørgensens Stemninger (1892). Der er tale om en anden litterær tradition end frie vers, der undertiden fejlagtigt kaldes prosadigte.

I 1900-tallet forekommer prosadigtet typisk hos Vilhelm Ekelund, Saint-John Perse, Francis Ponge og sporadisk hos bl.a. Uffe Harder, Klaus Rifbjerg og Michael Strunge.

Se også metrik (prosavers).