selvbiografi

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

selvbiografi, autobiografi, en persons livshistorie, skrevet eller fortalt af vedkommende selv.

At selvbiografier ikke er en udtryksform kun for digtere og andre professionelle skribenter, viser bogmarkedet og bibliotekernes bestand af levnedsskildringer med stor tydelighed. Nutidens store mængde af sådanne bøger kunne ligne en moderne søgen mod identitet på baggrund af en vestlig civilisationsform, der med sine hurtige kommunikationsformer udbyder en anderledes mangfoldighed af indtryk og påvirkninger end før kendt i historien. Hvor en enhedskultur bedre kan sikre den enkeltes oplevelse af sig selv i personlige og eksistentielle sammenhænge, virker de brogede, multikulturelle samfund snarere udfordrende. Det er en af flere mulige forklaringer på selvbiografiens popularitet blandt både skrivere og læsere. Almindelig nysgerrighed, videbegær og behov for skæbne- og livsfortællinger fra virkeligheden har imidlertid til alle tider været en drivkraft.

At det ikke er en ny genre, demonstrerer bl.a. Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs udgivelse af referater af 555 danske selvbiografier og erindringer (1988, ved Harald Ilsøe), skrevet af mennesker født før 1789.

Vores trang til at lære mennesket bag karrieren at kende, at se, hvordan berømtheder i politik, erhvervsliv, i mediernes stråleglans gør rede for sig selv eller beretter løst og fast om deres livs tildragelser, motiverer mange af dem til således at skrive, lade skrive eller fortælle til en journalist, hvad de ønsker at lade andre vide.

Man skal dog ikke være kendt for at have lyst til at give sit livs historie til bedste. Erindringsserien Folk fortæller (påbegyndt 1979), udgivet af Foreningen Danmarks Folkeminder, byder på indsigt i såkaldt almindelige menneskers dramatiske eller stilfærdige, ikke sjældent eventyrlige verden som mælkemand, tjenestepige, vagabond, sømand, lærer, landmand, stedbarn, københavnerdreng, baggårdsbarn m.m.

Historie

Selvbiografien som genre er knyttet til kristendommen, og dens historie er fælleseuropæisk. En afgørende forudsætning for genrens tilblivelse var den kristne samvittighedsprøvelse, der dels isolerede individet i forhold til slægten, dels flyttede fokus fra menneskets ry og eftermæle til dets indre værd. I forbindelse hermed opstod det offentlige skriftemål og konfessionslitteraturen; se også bekendelse.

Som historiens første selvbiografi regnes kirkefaderen Augustins Bekendelser (397-401, da. 1902, 1988). Forfatteren, der ti år forinden var blevet kristen, beskriver sin ungdoms vildfarelser og sin trinvise opstigen til erkendelse af Guds eksistens. Men samtidig forkastes den personlige udvikling som udtryk for træghed og arvesynd, og jeget længes efter sit eget ophør. Tyngdepunktet ligger endnu ikke i det menneskelige selv, men i foreningen med Gud.

I løbet af middelalderen ses tegn på, at denne fortolkningsramme er for snæver til jegets erfaringer. Det sker fx i filosoffen Pierre Abélards selvbiografi (ca. 1133, da. Abailard og Héloïse, 1905, ny udg. Mine trængslers historie, 1954), hvor forfatterens intellektuelle selvfølelse og hans kærlighed til eleven Héloïse truer med at sprænge den bodfærdige syndsbekendelse.

Men først med renæssancen sker den sekularisering, som tillader mennesket at træde frem i sin egen ret. I billedhuggeren Benvenuto Cellini's Levned, skrevet af ham selv (1558-66, da. 1899) møder man et stolt og selvbevidst menneskes fortælling om dets kunstneriske præstationer. En mere analytisk form findes i lægen og filosoffen Geronimo Cardanos Om hans eget liv (1575-76), hvor forfatteren systematisk beskriver sin personlighed.

I løbet af 1600-t. fik selvbiografien et tilskud fra den kristne mystik, som blev af betydning for det tredje gennembrud i genrens historie: opdagelsen af mennesket som proces. Det fandt sted i slutningen af 1700-t., hvor følelsernes uro og dunkle veje blev et grundmotiv i J.-J. Rousseaus Les Confessions (skrevet 1764-70, udgivet 1782-89, da. Bekendelser, 1798). I Goethes Aus meinem Leben. Dichtung und Wahrheit (1811-33, da. Digtning og Virkelighed, 1928) skildres menneskets væsen som identisk med dets iboende udviklingslov, dets "enteleki".

Efter en blomstringstid i 1800-t. blev selvbiografien i 1900-t. udsat for kritik, især fra den freudianske psykologi, der så med mistro på individets evne til at forstå sig selv. Også fra marxistisk hold er genren blevet kritiseret for "falsk bevidsthed", ligesom strukturalisme og dekonstruktion har stemplet den som fiktion. Genren har dog i vidt omfang formået at profitere af kritikken ved at udvikle nye, eksperimenterende former, hvor den fx inddrager elementer af psykoanalytisk teknik og tekstteoretisk refleksion.

I Danmark dukkede de første selvbiografier op i 1500-t., og genren oplevede en blomstring i sidste del af 1600-t. Betydeligst er kongedatteren Leonora Christinas Jammers Minde (skrevet 1674 ff., udgivet 1869), der især omhandler hendes 22 år som fange i Blåtårn. Den første dansker, der lod en større selvbiografi trykke, var Holberg. Han skrev sine tre Levnedsbreve på latin, men lod dem udgive i Danmark (1728-43), hvor der også straks fremkom oversættelser. Genren havde på det tidspunkt et solidt publikum. 1700-t.s andet hovedværk, Johannes Ewalds fragmentariske Levnet og Meeninger (skrevet 1774-78), blev dog først trykt i det følgende århundrede.

1800-t. byder på en række store danske selvbiografier, bl.a. H.C. Andersens Mit Livs Eventyr (1855), Johanne Luise Heibergs Et Liv gjenoplevet i Erindringen (skrevet 1855 ff., udgivet 1891-92) og M.A. Goldschmidts Livserindringer og Resultater (1877). Denne klassiske tradition fortsattes i 1900-t., bl.a. med Johannes Jørgensens Mit Livs Legende (1916-28), og fik et sent udtryk i Thorkild Bjørnvigs erindringer (1983-87). Blandt 1900-t.s kritiske selvbiografier kan især nævnes Henrik Stangerups "roman"Fjenden i forkøbet (1978), hvor behovet for at finde en gyldig identitet spændes op imod tekstteoriens bevidsthed om, at skildringen af livet altid forvandler dette til fiktion.

Systematik

Selvbiografien er defineret ved to sammenfald: dels mellem fortælleren og emnet, dels mellem fortælleren og forfatteren. Det første sammenfald manifesterer sig i jeg-formen, som er selverkendelsens sproglige struktur. Det adskiller selvbiografien fra biografien, hvis forfatter har en fremmed person som emne. Sammenfaldet mellem fortæller og forfatter garanterer, at fortælleren (og dermed det fortalte) tilhører den faktiske virkelighed; det adskiller selvbiografien fra den fiktive selvbiografi ("jegromanen", fx M.A. Goldschmidts Arvingen, 1865). Selvbiografien adskiller sig fra dagbogen ved sin retrospektive synsvinkel. Mens dagbogen flytter sit perspektiv fra dag til dag, anskuer selvbiografien fortiden i et sammenfattende helhedsperspektiv.

Nærmest beslægtet med selvbiografien er memoirerne. Også her er emnet forfatterens fortid, fortalt under ét; men hensigten er mere at fremvise de fortidige miljøer og hændelser for deres egen skyld. Et typisk memoireværk er Stefan Zweigs Die Welt von gestern (1942, da. Verden af i Gaar, 1948). I den egentlige selvbiografi hersker en eksistentielt fortolkende hensigt, der spørger om fortidens betydning for forfatterens personlige udvikling. Selvbiografien er således nært forbundet med begreber som identitet og skæbne.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
30/03/2009
Oprindelig forfatter
JKon
02/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki