vise

vise, mangetydig genrebetegnelse for sangdigt i strofisk form. Den kan dække verdslige digte af såvel lyrisk som episk indhold: folkevise (både de middelalderlige og nyere, herunder skillingsvise), hyrdevise, klubvise, soldatervise, revy- og kabaretvise etc. I 1600- og 1700-t. udviskedes visebegrebet ved at blive brugt om arier og oder. Hertil kommer de åndelige viser, der dog udelukker den egentlige salme. Andre sprog er også uklare; den franske chanson ligger tæt ved vor vise, det samme gør den tyske lied. Visebegrebet kan indkredses ud fra typiske kriterier:

1) Tekstholdningen peger mod visse grundlæggende menneskelige oplevelser (natur, kærlighed) og et mangefold af relativt usammensatte stemninger, melankolske, muntre, spottende, humoristiske osv. spændende fra naiv oprindelighed til popkunstens banaliteter. Udelukket fra denne etos (troværdighed) synes især den store patos (situationsnærvær) som fx i oderne.

2) Tekstens relativt enkle opbygning: gerne viseform i et begrænset antal ensdannede strofer med sammenfald af sætning og vers.

3) Tekstens og melodiens folkelige brugbarhed; visen skal også kunne synges af uskolede. Melodien skal således passe til strofernes sproglige rytme, bl.a. ved inddeling i naturlige afsnit og ved sammenfald mellem de metriske og de melodiske indsnit. Til hver stavelse svarer som regel én tone (såkaldt syllabisk stil), modsat ariernes toneranker (melismatisk stil eller koloraturer). Se også metrik og sang.