Nikos Kazantzakis

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Nikos Kazantzakis blev verdensberømt på sine romaner, hvoraf de fleste er skrevet (på fransk) i Antibes i Sydfrankrig de sidste ti år af hans liv. Flere af dem udkom først senere i Grækenland, hvor han ikke for alvor blev anerkendt før efter sin død. Frimærket fra en serie med græske personligheder blev udsendt i 1983, hundredåret for forfatterens fødsel.

Nikos Kazantzakis, 1883-1957, græsk forfatter, født i Iraklio Kreta. Kazantzakis' næsten uoverskueligt omfattende produktion består af historisk idédramatik, digte, romaner, afhandlinger, oversættelser, rejsebøger, filmmanuskripter, skolebøger, artikler og breve. Hans internationale ry hviler imidlertid på en håndfuld romaner fra hans sidste år i Antibes i Sydfrankrig, hvor han boede fra 1948, fx den græsk-nationale Kaptajn Michalis (1953, da. Frihed eller død, 1955), borgerkrigsskildringen Brodermordere (1965, da. 1966), de religiøse romaner Kristus genkorsfæstes (1954, da. Den evige vandring opad, 1952), Den sidste fristelse (1955) og Guds tigger (1956, da. Min Frans af Assisi, 1956) — en smuk legenderoman inspireret af Johannes Jørgensens Frans-biografi, som Kazantzakis havde oversat. Få år før Antibes havde han på Ægina skrevet Spil for mig, Zorbas (1946, da. 1954; rev. 1964), der bygger på virkelige oplevelser i 1917; denne roman blev takket være Anthony Quinns spil og dans til Theodorakis' musik i filmen Zorba — grækeren (1964) Kazantzakis' største publikumssucces.

Hans mærkeligste bog er det metafysiske manifest Askitiki (1927; rev. 1945), der jf. undertitlen Salvatores Dei pålægger det skabende menneske at frelse det guddommelige ved "at forvandle stof til ånd". Den intellektuelle og religiøse søgen fortsætter i de følgende år i skiftende "heltes" tegn — Nietzsche, Bergson, Buddha, Kristus, Lenin og Odysseus. Hele denne filosofiske ballast er med om bord i den storslåede digtning Odissia, 33.333 jambiske 17-stavelses-vers omarbejdet syv gange 1925-38. Det vældige epos knytter direkte an til 22. sang af Homers Odysseen — da færden og værket er fuldbragt, er stoffet blevet til ånd. Den svært tilgængelige Odissia udkom på græsk i 1938 i et oplag på 300; først med Kimon Friars engelske gendigtning, The Odyssey. A Modern Sequel (1958), fik den europæiske litteratur et nyt hovedværk. Før romanerne var Kazantzakis i hjemlandet især kendt for sine rejsebøger om bl.a. Sovjetunionen, Spanien, Italien, England, Egypten, Kina, Japan og Grækenland.

Den manisk skrivende forfatters produktion (på græsk og fransk) og filosofi lader sig vanskeligt rubricere; men hans ven og biograf Pantelis Prevelakis har karakteriseret hans livsanskuelse som "heroisk pessimisme". På Kazantzakis' gravsten i Iraklio står tre linjer fra Askitiki: "Jeg håber intet. Jeg frygter intet. Jeg er fri".


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Nikos Kazantzakis blev verdensberømt på sine romaner, hvoraf de fleste er skrevet (på fransk) i Antibes i Sydfrankrig de sidste ti år af hans liv. Flere af dem udkom først senere i Grækenland, hvor han ikke for alvor blev anerkendt før efter sin død. Frimærket fra en serie med græske personligheder blev udsendt i 1983, hundredåret for forfatterens fødsel.

Viser 1 af 1 billeder

Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
27/12/2009
Oprindelig forfatter
ESoeh
31/01/2009

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki