Alkman, ca. -650-ca. -600, fra Sparta, den ældste kendte græske korlyriker. Alkman digtede til kultiske lejligheder og stod sikkert også for koreografi og musik. Ud over små brudstykker er et par digte for pigekor (partheneier) delvis bevaret; de består af en aktuel og en mytologisk del og kombinerer religiøs følelse, charme og indleven i purunge pigers tanke- og udtryksform. Sammen med bevaret kunst giver de et indtryk af sider af spartansk væsen, som forsvandt ved den ensretning, som begyndte allerede før Alkmans død.