Archilochos, den ældst kendte græske lyriker og første skarpe digterprofil fra Paros i anden halvdel af 600-t. f.Kr. Dateringen er sikret ved hans skildring af den totale solformørkelse i 648. Oldtiden satte ham lige efter Homer. Archilochos' værker er kun bevaret i fragmenter, men der dukker stadig nye op, som øger kendskabet til hans mangesidede digtning. Tidligere tiders kritikløse accept af digtenes "jeg" som identisk med digteren selv har ført til mange myter om hans person, og overleveringens karakter gør det stadig vanskeligt at sige noget sikkert. Han skrev i mange versemål og genrer: elegier, jamber og hymner til forskellige lejligheder, ofte til et publikum af ligestillede mænd. Hans digte rummer stilistisk og sprogligt mange reminiscenser fra epos, men hans livssyn er mindre heroisk, mere realistisk, hans stil aktuel og personlig. Archilochos skriver ikke om fortidens helte, men subjektivt om sin egen tid og sine vanskeligheder. Specielt i jamberne kan han være særdeles skarp over for sine uvenner, der nådesløst udleveres. Deraf historien om, hvordan han drev en far og hans døtre til selvmord ved en obskøn beskrivelse af deres påståede deltagelse i et orgie. Temaerne er liv og død, krig og kærlighed. Berømt/berygtet allerede i oldtiden var det selvironiske digt om, hvordan han mistede sit skjold, men reddede livet. Et af de seneste papyrusfund, der tillægges Archilochos, indeholder ca. 35 linjer af et stærkt erotisk digt, der i metaforiske, men utvetydige vendinger skildrer en forførelse. Digtet illustrerer med sin vekslen mellem høj og lav stil spændvidden i hans digtning.