Cykliske digte, digtkreds af græske episke heksameterdigte, som grupperer sig om de homeriske digte Iliaden og Odysseen og tilskrives forskellige forfattere. Af de cykliske digte findes nu kun fragmenter, men deres indhold er kendt fra antikke referater. Kypria har fortalt om begivenhederne forud for Iliadens handling, Aithiopis, Den lille Iliade, Iliupersis (Ilions, dvs. Trojas ødelæggelse) og Nostoi om tildragelserne mellem Iliadens og Odysseens handling, mens Telegoniens emne har været begivenheder i forlængelse af Odysseen. Kilderne vidner om, at de cykliske digtes fortællemåde har været krønikepræget, dvs. deres komposition har været mere opremsende og mindre dramatisk end Iliadens og Odysseens. Traditionelt har man betragtet de cykliske digte som sekundære i forhold til Iliaden og Odysseen, men nyere forskning har anført vægtige grunde for, at de eller deres forløbere fandtes før de homeriske digte.