Stobaios, Johannes fra Stoboi i Makedonien, forfatter til den mest omfattende antologi fra antikken med excerpter fra både poesi og prosa. Stobaios, der levede i 400-t. e.Kr., skrev sit værk i fire bøger til sin søn som led i hans opdragelse og uddannelse. Værket, der er baseret på tidligere antologier, er især værdifuldt for sine citater af ellers tabte tekster og for den paralleloverlevering, citaterne ofte repræsenterer. Emnekredsen er omfattende, men etik er i overensstemmelse med formålet fremherskende.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.