Repræsentanter for den såkaldte 1930'er-generation samlet i Giorgos Theotokas' hus i Athen i 1963, samme år som Giorgos Seferis fik Nobelprisen. Han ses stående som nr. fire fra venstre. Som nr. tre står Odysseas Elytis, der fik Nobelprisen i 1979.

.

I årene omkring 1915-1920 debuterede i Athen en række digtere, som reagerede mod den optimisme, der havde præget græsk åndsliv i begyndelsen af 1900-tallet, næret af militære sejre under Balkankrigene og til dels også 1. Verdenskrig.

De unge digtere var nederlagets mænd og blev bekræftet heri af den lilleasiatiske katastrofe i 1922. De fandt ingen værdier i den store græske fortid og udtrykte deres følelse af afmagt og isolation i små velplejede digte, men endte i deres søgen efter nye værdier ofte i nihilisme og personligt sammenbrud.

Krigens rædsler i litteraturen

Først omkring 1925 blev der taget tilløb til en moderne prosa, fx hos Stratis Myrivilis, der skildrer 1. Verdenskrigs rædsler med dokumentarisk realisme i skyttegravsromanen Livet i graven (1923); Stratis Doukas (1895-1983) bearbejdede i En fanges historie (1929) et manuskript, som et offer for begivenhederne i 1922 havde efterladt. Fotis Kontoglou åbnede sig mod den tidligere græsk-byzantinske tradition og mod videre horisonter (Pedro Cazas, 1923).

En ny optimisme

I 1929 udgav den unge Giorgos Theotokas programskriftet "Fri Ånd", hvori han fordømte defaitismen i 1920'ernes poesi. Skriftet giver et billede af en ung, stærk, optimistisk og handlekraftig generation, som fandt vejen ud af 1920'ernes depression, ud til Det Ægæiske Hav og den græske natur og videre til den store kulturelle arv, hvis symbolske værdier blev fortolket i modernistisk poesi.

Senere er denne optimisme misvisende blevet set som dækkende for hele den såkaldte 30'er-generation; af generationens tre store digtere Giorgos Seferis, Giannis Ritsos og Odysseas Elytis dækker den reelt kun sidstnævnte. Alle tre hentede inspiration i den græske tradition: Hos Ritsos, der formelt bygger på græsk folkedigtning, kaldes den Romiosyni 'folkelig græskhed' og udmøntes i en poesi med socialistisk indhold. Seferis søgte efter de arketypiske værdier og konstanter i den græske kulturarv, og Elytis priste den græske natur og dens metafysiske perspektiver.

Litteraturen i 1930'erne

Surrealismen repræsenteredes i Grækenland af Andreas Embirikos (1901-1975) med digtsamlingen Højovn (1935) og videreførtes af Nikos Engonopoulos (1910-85). Den nåede Grækenland på et tidspunkt, da den havde mistet sit politiske indhold. Det revolutionære og originale bidrag til græsk poesi lå i dens radikale anvendelse af det græske sprog i alle dets nuancer og historiske rigdom. Pga. sin upolitiske karakter blev surrealismen tålt under Metaxas-diktaturet (1936-1941), mens fx Ritsos blev offer for censur.

Politisk selvcensur

Den græske prosa med centrum i Athen nåede med 30'er-generationen i flere tilfælde samme høje niveau som poesien, selvom den som politisk mere følsom pålagde sig selvcensur ved at undgå det samtidige og vælge fjernere, men stadig græske emner: Den lilleasiatiske katastrofe behandles i Elias Venezis' (1904-73) fortællinger, fx Fange nr. 31.328 (1924/1931).

Hjemstavnsromanen

Også erindrings- og hjemstavnsromanen blomstrede, fx i Pantelis Prevelakis' Fortællingen om en by (1939, da. 1965), foruden den historiske roman, ofte i form af slægtsroman eller romantisk biografi. Den ideologisk debatterende borgerlige roman repræsenteres af fx Theotokas (Argo, 1933-36) og Michalis Karagatsis (Oberst Liapkin, 1933).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig