Leopold Zunz, 1794-1886, tysk-jødisk historiker. I 1819 var han blandt grundlæggerne af den kortlivede Verein für Kultur und Wissenschaft der Juden, og han var den egentlige grundlægger af Wissenschaft des Judenthums, en af de mest indflydelsesrige bevægelser inden for jødisk videnskab i moderne tid. Hans essay Etwas über die rabbinische Literatur (1818) blev bevægelsens manifest. Heri skitserede han den moderne jødiske historikers opgave og påpegede, at forskningen ikke skal begrænses til den religiøse tradition, men inddrage naturvidenskaberne, mytologi, musik osv. Ydermere skulle jødisk kultur ikke studeres isoleret fra den omgivende fremmede kultur, men i erkendelse af deres indbyrdes sammenhæng og påvirkninger. Zunz' egne bøger omhandler liturgiens historie og prædikenens udvikling, fx Die gottesdienstlichen Vorträge der Juden (1832).