Fra midten af 1800-t. blomstrede østjiddisch i kraft af forfattere, der i løbet af en kort periode bevægede sig fra oplysningens rationalisme gennem karnevalsagtig parodi til realisme, naturalisme og psykologisk impressionisme, sluttelig avantgarde og modernisme.
De klassiske forfattere omfatter satirikeren Mendele Mokher Seforim, "bedstefaderen i moderne jiddisch litteratur", og humoristen Shalom Aleichem, der anså sig selv for at være Mendeles elev og åndelige sønnesøn. Hans uforlignelige skildringer af shtetljøderne placerer ham som en af de største humorister i verdenslitteraturen.
Den samtidige I.L. Peretz, der ligesom Mendele og Aleichem også skrev på hebraisk, var den første vigtige romantiske forfatter i jiddisch litteratur. Hans værker omhandler hasidiske emner eller er folkefortællinger. Både stilistisk og tematisk stod han nærmere moderne europæisk litteratur end sine forgængere. Til de bedste essayister hører David Frischmann (1859-1922), som skrev på jiddisch og hebraisk og prædikede "europæisme" i sine essays.
Adskillige immigrationsbølger, der tog deres begyndelse efter pogromerne i Rusland i 1881, førte jiddische forfattere og læsere til USA, Palæstina og Vesteuropa.
Tidligt i århundredet blev New York et centrum for jiddisch litteratur, hvis betydning kun blev overgået af Warszawas. Til at begynde med var amerikansk-jiddisch litteratur domineret af poesi. Blandt de tidligste var "Sweatshop-digterne" en gruppe, som reagerede på arbejderklassens ynkelige levevilkår på fabrikkerne og blev berømt for deres revolutionære socialistiske protestsange.
Den første kendte proletardigter var Morris Winchevsky (1856-1932), der fulgtes af gruppens mest fremtrædende stemme, Morris Rosenfeld (1862-1923) og de anarkistiske David Edelstadt (1866-1892) og Josef Bovshover (1873-1915).
Den avantgardistiske, litterære gruppe Di Yunge erklærede fra sin stiftelse i 1907 et brud med den politiske proletar-poesi og dyrkede som den første i jiddisch litteratur, den "rene poesi"; den subtile gengivelse af følelsesmæssige tilstande i et konkret hverdagsliv.
Gruppens førende skikkelser var Mani Leyb (1883-1953), digter for storbyens fortabte sjæle, hvis indflydelse på moderne, jiddisch poesi var enorm, Moyshe Leyb Halpern (1886-1932), som skrev nogle af de mest ætsende amerikanske, jiddische digte, Zishe Landau (1889-1937) og Halper Leyvik (1888-1962).
Næste generation af digtere dannede gruppen Di Inzikhistn (Introspektivisterne), som fortsatte og intensiverede Di Yunges æsteticisme og udgav tidsskriftet In zikh (1919). De vigtigste introspektivistiske digtere var Aaron Leyeles (1889-1966), Jacob Glatstein (Yankev Glatshteyn, 1896-1971) og Yeuda Leyb Teller. Glatstein betragtes i dag som den mest spøgefulde og opfindsomme form-eksperimentator og en af de fineste jiddische digtere i 1900-t.
Noget af den bedst kendte, jiddische litteratur stammer fra prosaforfattere, der immigrerede fra Polen og bosatte sig i New York. Af alle I.L. Peretz' disciple blev Shalom Asch (1880-1957) den mest produktive og berømte. Josef Opatoshu (1886-1954) bidrog gennem hele sit voksenliv bl.a. til dagbladet Der tog, som grundlagdes i New York i 1914. En anden immigrant fra Polen, hvis ry gik forud for hans ankomst til USA, var Israel Joshua Singer (1893-1944), som i 1930'erne og 1940'erne skabte adskillige betydelige, sociale romaner om jødisk liv i Europa.
Da Singer døde pludseligt i 1944, trådte hans yngre broder, Isaac Bashevis Singer, ud af hans skygge og ind i storebroderens sko som bidragyder til dagbladet Forverts. I. B. Singer opnåede hurtigt opmærksomhed med den tidlige, eksperimentelle Satan i Goraj, 1935 (da. 1995) og sine følgende værker. I.B. Singer er den mest oversatte jiddische forfatter. I 1978 modtog han nobelprisen i litteratur.
I Sovjetunionen og Polen dukkede der årene efter Den Russiske Revolution og 1. Verdenskrig nye retninger inden for jiddisch litteratur op i Kyiv, Moskva og Warszawa (og ligeledes i Berlin). De litterære aktiviteter var mest vellykkede og frugtbare i 1920'erne, inden Sovjet-restriktionerne umuliggjorde den frie ytring, men ikke desto mindre forblev Sovjetunionen et førende centrum for jiddisch litteratur fra 1920'erne frem til 1941.
I august 1952 blev flere betydelige, jiddische forfattere ofre for de stalinistiske udrensninger. Blandt disse var den førende prosastilist og vigtigste modernistiske forfatter i jiddisch litteratur, David Bergelson (1884-1952). En anden betydningsfuld forfatter fra perioden er dem originale symbolist Der Nister (Den skjulte, 1884-1950). Tidligt i sin karriere oversatte han udvalgte eventyr af H.C. Andersen, siden benyttede han elementer af folkeeventyr i sin fiktion; inden censurens formørkelse kvalte Sovjetforfatternes kreativitet, kunne sovjetisk, jiddisch litteratur opvise usædvanlige bedrifter inden for poesi; David Hofshteyns (1889-1952) lyriske vers, Moshe Kulbaks (1896-1937) rytmiske nyskabelser, Leyb Kvitkos (1893-1952) fortryllende børnedigte, Itzik Fefers (1900-52) yndefulde versekunst og Shmuel Halkins (1897-1960) emotionelle musikalitet.
I Warszawa forsøgte en gruppe jiddische forfattere efter I.L. Peretzs død i 1915 at udfylde det litterære tomrum ved at grundlægge det de kaldte Forfatterens Klub. De ældre skribenter så ned på denne gruppe unge modernister, men den skulle komme til at tilføre jiddisch litteratur en usædvanlig vitalitet.
Tre af de unge modernister, Uri Zvi Grinberg, Peretz Markish (1895-1952) og Melekh Ravitsh (1893-1976) dannede den avantgardistiske, poetiske gruppe, Di Khaliastre (Slænget, 1920-22). De tre venner kom til at gå i forskellige geografiske og æstetiske retninger, men for en kort stund medførte gruppens sprudlende brug af ekspressionistiske teknikker en anti-æstetisk udfordring i jiddisch litteratur.
I Litauen dannedes i 1930'erne digtergruppen Yunge Vilne (Unge Vilna), der kæmpede for politisk renovering og imod social uretfærdighed. Blandt gruppens medlemmer var Chaim Grade (1910-82), som i 1930’erne udgav adskillige højt estimerede digtsamlinger, men som efter at have overlevet holocaust bosatte sig i New York og gik over til at skrive fortællinger.
En anden er Abraham Sutzkever (1913-2010); muligvis den vigtigste jiddische forfatter bosat i Israel. Da han i 1930’erne begyndte at udgive jiddisch poesi var han knyttet til Yunge Vilne, men i 1943 måtte han flygte fra Vilna-ghettoen og skrev efterfølgende digte om sine oplevelser der og om det nazistiske folkemord. Ligeledes skrev han en af de stærkeste erindringsbøger fra Litauen. I 1947 indvandrede han til Palæstina, hvorfra han som redaktør af tidsskriftet Di goldende keyt (Den gyldne kæde, 1949-96) begyndte arbejdet for at fremme jiddisch, litterær kultur i Israel og rundt om i verden. Andre virkende jiddische forfattere i de første årtier efter Israels grundlæggelse var Rikudah Potash (1903-65), Leyb Rokhman (1918-78), Yosel Birshteyn (1920-2003) og Zvi Kanar (1931-2009).
Den store indvandring fra Sovjetunionen/Rusland i 1980'erne og 1990'erne gav jiddisch litteratur en ny opmuntrende drejning. I 1992 skabte en gruppe Sovjet-immigranter den litterære almanak Naye vegn (Nye Stier). Tidsskriftet Chulyot (Bindeled) blev grundlagt i 1990, er skrevet på hebraisk, men er helliget studiet af jiddisch litteratur.
Toplpunkt (Kolon) er et litterært tidsskrift, der blev lanceret i 2000 i Tel Aviv. Bidragyderne er aktive, jiddische digtere og fiktionsforfattere, hvoraf størstedelen er uddannet i Moskva som fx Lev Berinsky (f. 1939), Velvl Chernin (f. 1948), Moshe Lemster (f. 1948) og Boris Sandler (f. 1950).
Se også holocaustlitteratur.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.