Cees Nooteboom, f. 1933, hollandsk forfatter. Nooteboom debuterede med en poetisk roman, Philip en de anderen (1955, Philip og de andre), om en ung mands søgen efter identitet. Han slog igennem med romanen Rituelen (1980, da. Ritualer, 1987), hvori menneskets holdning til liv og død, tilværelsens kaos og tidens problem er fremtrædende temaer. Romanen In Nederland (1984, da. I de hollandske alper, 1996) er bygget over H.C. Andersens eventyr "Snedronningen". Fortællingen Het volgende verhaal (1991, da. Den følgende historie, 1993) omhandler døden, og som så ofte hos Nooteboom i en fantastisk, ikke-realistisk fortællemåde med virkemidler som tidsforskydninger, paralleller og spejlinger, der skaber en egen litterær virkelighed. Nooteboom har desuden et omfattende forfatterskab bestående af lyrik og journalistisk rejseessayistik. Allerzielen (1998, da. Allesjæle, 2000) er en essayistisk-reflekterende roman med overvejelser over det moderne livs flygtighed og med forskellige europæiske lokaliteter og deres historie som klangbund. Han er en af de få hollandske forfattere, som i 1990'erne fik et internationalt gennembrud. Rejsebogen De omweg naar Santiago (1992) blev i 1998 oversat til dansk (Omveje til Santiago).