Monika van Paemel, f. 1945, flamsk forfatter. Hendes betydeligste værk er den store roman Vermaledeide vaders (1985, Forbandede fædre). I en eksperimenterende form med stil- og perspektivskift, spring i tiden og associative bevidsthedsstrømme fortælles den kvindelige hovedpersons triste livshistorie. I et politisk-feministisk perspektiv skildres også efterkrigstidens Flandern, hvis dårlige tilstande tilskrives "herrernes" krigslyst, aggression og ødelæggelse af landskabet.