Thomas Rosenboom, f. 1956, hollandsk forfatter. De fleste af Rosenbooms romaner er situeret i en historisk kontekst; gennembrudsromanen Gewassen vlees (1994, Vasket kød) i 1700-t., Publieke werken (1999, da. Offentlige arbejder, 2002) i det sene 1800-t. og De nieuwe man (2003, Den ny mand) i begyndelsen af 1900-t. Rosenboom håndterer en omhyggelig komposition og et undertiden arkaisk sprog. Han lægger vægt på, at hans bøger er fiktion, om end de er realistiske værker, hvor intrigen står centralt, dog uden at indeholde budskaber af nogen art. Karakteristisk for hans hovedpersoner er dog, at de i deres ihærdige bestræbelser for at komme ud over egne begrænsninger stedse kommer til kort og selv bevirker deres undergang.