indisk litteratur

De ældste lag i den indiske litteratur er litterære tekster af religiøs karakter. De genspejler de store ændringer i samfundsstrukturen, der fandt sted i det gamle Indien. Udgangspunktet er vedareligionen, som de ariske stammer bragte med sig, da de for mere end tre tusinde år siden slog sig ned i de nordvestlige egne af Indien.

Kernen i den vediske litteratur er de fire vedaer. Den vigtigste af dem er Rigveda, hvis ældste dele sandsynligvis stammer fra 1500-1200 f.v.t. I Rigvedas mere end tusinde hymner lovpriser de ariske digterpræster de mægtige guder og besynger deres bedrifter, eller de anråber guderne om bistand og hjælp. Til de enkelte vedasamlinger knytter sig en række ritualistiske prosaværker, Brahmana-teksterne, der tolker vedareligionens komplicerede offerhandlinger. De sidste kategorier af vediske tekster er aranyakaerne og upanishaderne, der indeholder offermystik og religiøse anskuelser af esoterisk og filosofisk art. En omfattende litteraturgruppe, den såkaldte sutralitteratur, opstod omkring de vediske tekster. Den består af håndbøger, der i form af aforismer eller meget korte regler (se sutra) behandler forskellige specialvidenskaber, fx fonetik, grammatik og ritual, til brug for præsterne.

I den senvediske tid ca. 600-500 f.v.t. var samfundet præget af politiske, sociale og religiøse omvæltninger, hvilket bl.a. betingede hinduismens fremvækst. Vedareligionen trådte i baggrunden, og de vediske tekster mistede deres betydning, selvom de — i hvert fald i teorien — også er autoritative skrifter i hinduismen. De religiøse tekster, der fik betydning i hinduismen, er de tekster, der fremstod i den tidlige hinduisme, og de tekster, som efterhånden blev skabt i de forskellige hinduistiske retningers egne rækker. Den tekstkategori, der står den vediske litteratur nærmest, er dharmashastra-værkerne, der bl.a. behandler de forskellige samfundsklassers religiøse og sociale pligter, kongens opgaver, retspleje og politik. Manusmriti (Manus lovbog), der i sin overleverede form muligvis stammer fra 100-tallet e.v.t., er det betydeligste værk af denne kategori. En omfattende tekstgruppe, puranaerne, der er blevet til mellem 300 og 1300 e.v.t., nyder stor popularitet.

Mens de vediske tekster afspejler præsteskabets dominerende rolle i samfundet, giver de to vældige eposer: Mahabharata og Ramayana et vidnesbyrd om en ændret samfundsstruktur. Her er det kongemagten og krigeradelen, der træder i forgrunden. Kernen i Mahabharata, der er blevet til over en lang periode mellem ca. 300 f.v.t. og 300 e.v.t., er beretningen om en slægtsfejde. I dette handlingsforløb er indflettet fortællinger om guder og helte. Et af de indskudte afsnit er det berømte læredigt Bhagavadgita (Den ophøjedes sang). Ramayana med den guddommelige helt Rama som hovedperson har muligvis fået sin endelige form ca. 100 e.v.t. Foruden at Mahabharata og Ramayana er de mest omfangsrige digterværker, der er frembragt på indisk område, hører de til vore vigtigste kilder til den hinduistiske mytologi.

Fortællelitteraturen var en yndet genre i det gamle Indien. På et tidligt tidspunkt blev fabler og eventyr samlet for at tjene religiøse formål. Der findes imidlertid også fabel- og eventyrsamlinger, der har til formål at give belæring i fx statskundskab, eller som er blevet samlet med morskab og adspredelse for øje. Den berømteste indiske fabelsamling er Pancatantra, der muligvis stammer fra de første århundreder e.v.t. Værket har bl.a. haft stor betydning for denne litterære genre i Europa. En senere bearbejdelse af Pancatantra er Hitopadesha. En af de mest kendte eventyrsamlinger er Shukasaptati (Papegøjens 70 fortællinger).

Inderne har fra de tidligste tider haft en trang til at sætte deres åndelige sysler i system. Denne tilbøjelighed affødte de omtalte håndbøger til brug for vedareligionens præster. I den klassiske periode har der eksisteret skoler, der systematisk beskæftigede sig med samtlige videnskabsgrene, fx grammatik, poetik, jura, filosofi, politik, erotik (velkendt er i denne forbindelse Kamasutra af Vatsyayana) og naturvidenskaberne.

En af forudsætningerne for den klassiske kunstdigtning på sanskrit er faste normer for selve sproget. Den grammatiker, der fik størst betydning for kodificeringen af klassisk sanskrit, er Panini (ca. 500-tallet f.v.t.), der i sin grammatik gennemanalyserer alle sider af sproget vha. et genialt formelsystem. Digtekunsten blev naturligvis også genstand for analyse. De berømteste teoretikere er Bhamaha (600-tallet), Dandin (600-700-tallet) og Anandavardhana (ca. 850). To centrale begreber i den klassiske æstetik er rasa (egl. 'smag', her 'stemning') og alamkara ('smykke'). Rasa er betegnelsen for en række stemninger, der skal fremkaldes hos læseren eller tilskueren for at gøre ham i stand til at leve sig ind i de følelser, der udtrykkes i et digt eller et drama. De "smykker" eller figurer af stilistisk-retorisk art, der giver et digterværk skønhed, beskrives i mindste detalje i de teoretiske værker. Nogle af de vigtigste figurer er: upama (sammenligning), rupaka (metafor), atishayokti (hyperbel) og shlesha (ordspil).

Inderne anser Ramayana for at være deres første kunstepos (kavya). Måske ikke med urette, da der i Ramayana anvendes flere af de stilfigurer, der betyder så meget i den senere kunstdigtning. Den første epiker af betydning er den buddhistiske digter Ashvaghosha (ca. 150). Den klassiske periodes største digter er Kalidasa (ca. 400). Han er berømt både som epiker, lyriker og dramatiker. Hans digtning er præget af en behersket anvendelse af de stilistiske virkemidler. De mange episke digtere efter Kalidasa lægger en overdreven vægt på at følge teoretikerne til punkt og prikke — til skade for den digteriske udfoldelse. Store epikere efter Kalidasa er Kumaradasa og Bhatti, der levede omkring 600-tallet. Rama-legenden ligger til grund for handlingen i deres episke digte. Fra samme periode stammer Bharavi og Magha, der begge anvender stof fra Mahabharata.

De betydeligste lyrikere efter Kalidasa er Bhartrihari (600-tallet), Amaru (700-tallet) og Bilhana (1000-tallet). En særstilling indtager Jayadeva (1100-tallet). Hans digt Gitagovinda er en mellemting mellem lyrik og drama.

De klassiske kunstromaner på sanskrit er prosaværker, der stilistisk er nært beslægtet med de episke kunstdigte. Indholdet i dem er dog for det meste hentet fra eventyrlitteraturen, ikke — som i de episke digte — fra den religiøse overlevering. De vigtigste romanforfattere er teoretikeren Dandin, Subandhu (600-700-tallet) og Bana (600-tallet).

Det klassiske indiske dramas genrer, persongalleri, handlingsforløb mv. er udførligt behandlet i de dramaturgiske værker. Den kendteste lærebog er Bharatas Bharatiya-natyashastra, der i sin nuværende skikkelse formentlig stammer fra 500-tallet. Betydelige dramatikere er: Bhasa (300-tallet eller tidligere), Kalidasa (ca. 400-tallet), Harsha (600-tallet) og Bhavabhuti (600-700-tallet).

De middelindiske sprog omfatter pali (old-prakrit) og de øvrige prakritsprog. Theravadabuddhisternes store samling af kanoniske tekster (Tripitaka) og de tilhørende kommentarer er affattet på pali. Jainaernes hellige skrifter er overleveret på ardhamagadhi. De har affødt en omfattende kommentarlitteratur på såvel prakrit som sanskrit. Prakritsprogene udviklede sig på linje med sanskrit til litterære kunstsprog. Et tidligt eksempel er Sattasai, en lyrikantologi på maharashtri fra omkring 1. århundrede e.v.t. Antologien tilskrives den sydindiske konge og digter Hala. I det klassiske drama spiller prakrit en stor rolle. Kongen, ministre og brahmaner taler sanskrit, mens mænd fra de lavere sociale klasser og alle kvinder taler prakrit; en undtagelse er dog kvinder med en høj uddannelse, fx kurtisaner, de taler sanskrit.

To store sprogfamilier, den indoeuropæiske og den dravidiske, er dominerende i Indien. Den gren af den indoeuropæiske sprogfamilie, der forekommer i Indien, kaldes den indoariske. Den sidste fase i den indoariske sprogudvikling fra sanskrit over middelindisk er de moderne indoariske sprog, der omfatter 14 store regionale hovedsprog, bl.a. hindi, urdu, bengali, panjabi, marathi og gujarati. De nyindo-ariske sprog har først formået at hævde sig som selvstændige litteratursprog efter 1000-tallet på grund af sanskrits rolle som førende litteratursprog i det nordlige og centrale Indien.

De dravidiske sprog: tamil, telugu, kannada og malayalam tales i Sydindien. Tamil har en selvstændig litterær tradition, der går tilbage til de første århundreder e.v.t., hvorimod de tidligste digterværker på kannada og telugu (800-1000-tallet) er påvirket af litterære forbilleder på sanskrit, efter at den ariske kulturindflydelse fra nord for alvor havde gjort sig gældende i Sydindien.

En stor produktivitet inden for alle litterære genrer præger i dag samtlige nyindiske regionalsprog. Generelt er det tydeligt, at disse litteraturer står i gæld til den klassiske indiske digtning. Der er imidlertid andre faktorer, der har sat sit præg på mange sider af den nyindiske digtning fra de tidlige faser helt op til nutiden: den islamiske erobring i slutningen af 1100-tallet, kristen missionsvirksomhed og det britiske overherredømme. Der var religiøse digtere, som søgte at forene hinduisme og islam, og den tidlige urdulitteratur er i det store hele islamisk i stil og motivvalg. Det var dog især mødet med Vestens kultur, der bragte nye motiver ind. Til de traditionelle religiøse, mytologiske og erotiske motiver føjedes nationale og sociale. Patriotiske digte og socialrealistiske romaner er blevet selvfølgelige elementer i den indiske litteraturs seneste faser.

Den tidlige bengalilitteratur er gennemstrømmet af en digtning med den guddommelige Krishnas og hyrdepigen Radhas kærlighed som hovedmotiv. I Krishnakulten smeltede det sensuelle og det religiøse sammen. Candidas fra 1400-tallet er en værdig repræsentant for denne genre. Den sociale og religiøse reformator Ram Mohan Roy indledte i 1800-tallet en ny epoke i bengalilitteraturen med sin moderne prosastil. Bankim Chandra Chatterji udnyttede til fulde den nye stil kunstnerisk i sine romaner, skabt efter vestlige forbilleder. Rabindranath Tagore, der er den betydeligste moderne bengaliforfatter, har formået at hæve det almenmenneskelige op over det specielt indiske, der gennemstrømmer hans digtning. Bengalilyrikere fra moderne tid er bl.a. Jibanananda Das (1899-1954) og Bishnu De (1909-1982). Som repræsentant for prosalitteraturen på bengali i 1900-tallet bør nævnes Bibhutibhusan Bandyopadhyay (1894-1950).

Hindi omfatter flere sprog og dialekter. Især awadhi, braj og khari boli har hævdet sig som litteratursprog. Den ældste hindidigtning er panegyrisk poesi. Det berømteste af de gamle heltedigte er Prithiraj Rasau af hofdigteren Cand Bardai (d. 1192). Som det var tilfældet i megen ældre indisk digtning, affødte den religiøse litteratur også på hindi digterværker af meget høj kvalitet. Her træder to religiøse forfattere i forgrunden: Kabir (ca. 1440-1518), der ville forene hinduisme og islam til én lære, og Tulsidas (1532-1623), der skabte mesterværket Ramcaritmanas, en Rama-legende.

Bindeleddet mellem gammelt og nyt inden for hindilitteraturen er Harishcandra (1850-1885). Han bør fremhæves som en fornyer af prosastilen på khari boli (en slags "rigshindi"). Premcand blev den første hindiprosaist, der med sine socialkritiske romaner vandt internationalt ry. Flere litterære strømninger gjorde sig gældende i hindilitteraturen i første halvdel af 1900-tallet. En "romantisk bevægelse" (chayavada) havde Suryakant Tripathi "Nirala" (1896-1961) og Sumitranandan Pant (1900-1977) som foregangsmænd. En anden retning, pragativada ("de progressive"), opstod under indflydelse af marxistiske tanker med bl.a. Yashpal (1907-1976) og Nagarjun (1911-1998) som typiske repræsentanter. S.H. Vatsyayan "Ajneya" karakteriseres ofte som "eksperimentalist" med en udpræget individualistisk holdning. Det er vanskeligt at placere mange af den nyeste tids hindiforfattere; det gælder fx Raghuvir Sahay (1929-1990).

Urdu, der tales både i Indien og Pakistan, er en form for vesthindi, men urdu skrives med persisk-arabiske bogstaver, og sproget er fyldt med persiske låneord. Den største af de ældre urdudigtere er Wali (1668-1744), der i sine digte bl.a. har islamisk mystik og erotiske motiver som temaer. M.A.K. Khalib, en sprogets mester, var 1800-tallets betydeligste urduforfatter, der indledte sin karriere med at skrive noveller. Muhammad Iqbal anses for at være grundlæggeren af den moderne urdulitteratur. Hans digtning, der forherliger islamisk kultur, nyder stor anseelse i islamiske kredse. De litterære urdutraditioner føres i dag videre i Pakistan.

De øvrige indoariske sprog, gujarati, marathi, panjabi osv., følger stort set det samme mønster som de nævnte sprog med en klassisk litteratur og en moderne litteratur, der dels følger en traditionel linje og dels er påvirket af vestlige litterære strømninger (modernisme, socialisme etc.). Den ældste gujaratilitteratur er jainistiske tekster (1100-1300-tallet). I Vesten er gujarati først og fremmest kendt som Gandhis modersmål, som han brugte i mange af sine politiske skrifter. Marathilitteraturen er berømt for sine religiøse klassikere: Jnaneshvar (1200-tallet), Namdev (1300-tallet) og Tukaram (1600-tallet). Meget af sikhernes religiøse litteratur er skrevet på panjabi, blandt andet en del af deres hellige bog Adi Granth (hovedparten af hymnerne er dog på hindi).

Store mængder af litteratur er frembragt på alle de dravidiske sprog, men tamillitteraturen er den, der udmærker sig ved den største originalitet. De ældste tamilværker, vi kender, er samlinger af panegyrisk-erotiske digte. Det betydeligste klassiske værk på tamil er utvivlsomt Silappatikaram, et stort epos, skrevet mellem 100- og 400-tallet. En yndet genre er den didaktiske aforismelitteratur, hvis mest ansete samling er Tirukkural (ca. 400-tallet). 800-1200-tallet var de store hinduistiske hymnedigteres tid. Efter 900-tallet begyndte en intensiv påvirkning fra sanskritlitteraturen.

De første virkelig moderne tamilforfattere er Subramanya Bharati (1882-1921) og V.V.S. Aiyar (1881-1925). I nyere tid møder vi Ka Naa Subramanyam (1912-1989) som en ypperlig novelle- og romanforfatter.

En af de første indere, der benyttede engelsk som litterært sprog, var den sociale og religiøse reformator Ram Mohan Roy. Rabindrantah Tagore benyttede også engelsk i sin digtning. Hans engelske version af Gitanjali indbragte ham nobelprisen i 1913.

Den store indoengelske romankunst tog først fart omkring 1930 med blandt andet Mulk Raj Anands socialkritiske romaner. Raja Rao (1908-2006) eksperimenterede med sproget i sine ofte filosofisk prægede romaner. I All about H. Hatterr (1948) leger også G.V. Desani (1909-2000) med sprog og stil for at opnå komiske effekter. R.K. Narayans romaner og noveller er gennemstrømmet af en lun humor, mens Bhabani Bhattacharya med stor indlevelse har skildret samtidens sociale konflikter. Den indoengelske litteratur er rig på kvindelige forfattere, hvoraf de betydeligste er Kamala Markandaya, Ruth Prawer Jhabvala og Anita Desai.

Salman Rushdie udløste med sin roman Midnatsbørn (1981) en bølge af indoengelske romaner blandt den unge forfattergeneration. Mest kendt er hans De sataniske vers, der bevirkede, at Ayatollah Khomeini i 1989 afsagde dødsdom over ham.

I 1980'erne og 1990'erne er der udkommet betydelige romaner af forfatterinden Shashi Deshpande, Amitav Ghosh og Vikram Seth med A Suitable Boy (1993, dansk En passende ung mand, 1996). Arundhati Roy skabte i 1997 sensation med sin debutroman The God of Small Things (dansk De små tings gud, samme år), der samtidig blev udgivet i en lang række lande. Fremragende indoengelske lyrikere er Nissim Ezekiel og Kamala Das (1934-2009). Der eksisterer ikke megen indoengelsk dramatik, men to dramatikere bør dog nævnes: Asif Currimbhoy (1928-1994) og Partap Sharma (1939-2011).