Kalidasa

© Det Kongelige Bibliotek

Kalidasa. Bogomslag med J.Th. Lundbyes aftegning af Blomstersankersken, et romersk vægmaleri, til M. Hammerichs oversættelse af Kalidasas skuespil Sakuntala (1845). Holger Drachmann har brugt motivet i sit digt af samme navn, skrevet 1876.

Kalidasa, ca. 400-t. e.Kr., indisk digter. Kalidasa er den klassiske sanskritlitteraturs betydeligste digter. Han var fremragende både som epiker, lyriker og dramatiker. Ud over legender foreligger der kun sparsomme oplysninger om Kalidasas liv og person. I de to episke digte, en elegi og de tre dramaer, der med sikkerhed kan tilskrives Kalidasa, fremtræder han som en fin stilist. Hans digtning er præget af stor klarhed i udtryksformen; han undgår overdreven anvendelse af de stilistiske virkemidler — en tendens, der er karakteristisk for senere sanskritdigtere. Kalidasas iagttagelsesevne er eminent, hvad enten det gælder beskrivelsen af den frodige indiske natur eller et smukt kvindelegeme, og det menneskelige følelsesliv, især kvindens, har han skildret med stor indlevelse.

Det ene af Kalidasas episke digte, Raghuvamsha, beretter om den mytiske Raghu-slægt med Rama som den centrale skikkelse, og det andet, Kumarasambhava, skildrer Kumaras, dvs. krigsgudens fødsel. Det er dog kun de første otte af Kumarasambhavas 17 sange, der er Kalidasas værk. I Kalidasas elegi, Meghaduta (da. Skybudet, 1882), beder en halvgud, der er forvist fra gudeboligen i Himalaya, en sky om at bringe en trøstende hilsen til sin sørgende hustru.

Det tidligste af Kalidasas tre dramaer er sikkert Malavikagnimitra (da. Kongen og Danserinden, 1874), en munter hofintrige, der handler om kong Agnimitras forelskelse i Malavika, førstedronningens terne.

Handlingen i Vikramorvashiya har Kalidasa hentet fra den gamle vediske legende om kong Pururavas og den himmelske nymfe Urvashi. Legenden om kong Dushyantas og Shakuntalas kærlighed, der bl.a. forekommer i Mahabharata, ligger til grund for Kalidasas mesterværk, Shakuntala (da. Sakuntala, 1845). Gennem William Jones' engelske oversættelse af Shakuntala fra 1789 (da. version Sacontala, 1793) blev europæernes interesse for den klassiske indiske digtekunst vakt. Værket blev mødt med stor begejstring overalt. Det fik bl.a. en stor beundrer i Goethe, der skrev forspillet til Faust efter Kalidasas forbillede.