Ramayana

Ramayana, (af sanskrit Rāmāyana 'Ramas færd'), indisk epos på sanskrit; opdelt i syv bøger på tilsammen 24.000 dobbeltvers. Ramayana stammer i sin nuværende skikkelse sandsynligvis fra de første århundreder e.Kr.; men det oprindelige digt er formentlig blevet til flere hundrede år f.Kr. Værkets formodede forfatter, vismanden Valmiki ifølge den indiske tradition, har ikke selv opfundet Rama-legenden, idet der har eksisteret overleveringer, der er ældre end hans digt. Bortset fra første og syvende bog, der ganske givet er senere tilføjelser, er der meget, der taler for, at størstedelen af digtet er en enkelt mands værk. Valmikis fortjeneste er først og fremmest den, at han har bearbejdet det ældre stof og givet det poetisk form. Inderne anser Ramayana for deres første kunstepos; der anvendes i rig udstrækning flere af de stilistisk-retoriske figurer, der betyder så meget i den senere kunstdigtning. Valmikis digt står på overgangen mellem en ældre form for fortællekunst, der lagde hovedvægten på et handlingsforløb, og en senere, mere forfinet digtekunst, hvor den poetiske form er af afgørende betydning.

Hovedhandlingen er centreret om den heltemodige prins Rama, der senere identificeres med guden Vishnu. En familiestrid fører til, at Rama må leve fjorten år i landflygtighed sammen med sin hustru, Sita, og en af sine brødre, Lakshmana. Af de mange tildragelser, som Rama involveres i under sit eksil, er kampen mod dæmonkongen Ravana den vigtigste. Ved list er det lykkedes Ravana at bortføre Sita til sit palads på øen Lanka, men Rama befrier hende og bekæmper Ravana med bistand af en hær af aber.

Ramayana har til alle tider været et af Indiens mest skattede digterværker, og senere forfattere har heri kunnet hente inspiration til et episk digt eller et drama. Også uden for Indiens grænser, især i SØ-Asien, har Ramayana vundet indpas; talrige oversættelser og bearbejdelser vidner herom.