Sudraka, (sanskrit Śūdraka), , 400-t. e.Kr., indisk dramatiker; kun et enkelt drama er overleveret: Mricchakatika (da. Lervognen, 1870). Stykkets mandlige hovedperson er den ædle, men fattige brahmanske købmand Carudatta, der er lidenskabeligt forelsket i den smukke kurtisane Vasantasena. Hun bliver udsat for et voldeligt overfald, og man tror, at hun er død. Carudatta beskyldes for mordet. Vasantasena, der imidlertid ikke er død, forhindrer, at Carudatta henrettes.