Egil Skallagrímssons saga, islændingesaga, formentlig forfattet ca. 1230, efter manges mening af Snorri Sturluson.

Sagaens personskildring og fremstilling af sammenstødet mellem den frie bondeklasse og den nye norske kongemagt gør den til et af sagalitteraturens mesterværker.

Dens første 30 kapitler beretter om Egils farfar Kveldúlfr, hans far Skallagrímr og onklen Þórólfr, og temaet er her slægtens modsætningsforhold til Harald 1. Hårfager og udvandringen til Island.

Derefter er sagaen en biografi over Egil (ca. 910-990), der skildres som kriger, skjald og høvding. Egil er for os en af vikingetidens største skjalde i kraft af, at sagaens håndskrifter har bevaret ca. 50 enkeltstrofer og tre af Egils digte, "Hǫfuðlausn" (Hovedløsen) til Erik 1. Blodøkse, "Arinbjarnarkviða" til vennen Arinbjǫrn, og "Sonatorrek" (Sønnetabet), et personligt og mærkelig moderne digt om sorgen og vreden efter sønnens død.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig