Snorri Sturluson

Snorri Sturluson, fordansket Snorre, ca. 1178-1241, islandsk høvding, forfatter og skjald. Hans levnedsløb er ret velbelyst — desværre med undtagelse af hans litterære virksomhed — idet han spiller en fremtrædende rolle i sin brorsøn Sturla Þórðarsons (1214-84) Íslendinga saga (en del af Sturlunga saga).

Han hørte tidligt til landets ledende mænd; bl.a. var han lovsigemand (se lagmand) 1215-18 og 1222-31. Senere blev han dybt involveret i det politiske spil, der bragte Island under den norske krone i 1263, og han endte sit liv for en økse, der blev ført på den norske konges bud.

Ved et heldigt tilfælde blev Snorre opfostret af Jón Loptsson på Oddi, Islands mægtigste mand, som havde gjort sin gård til et centrum for litterære og historiske sysler. Her blev drengen fortrolig med den islandske litterære tradition, både den skrevne og den mundtlige.

De værker, der med større eller mindre sikkerhed tilskrives Snorre, har haft en betydning for udviklingen af den islandske poesi og prosa, der vanskeligt kan overvurderes. Hans hovedværker regnes for at være Olav den Helliges saga (den såkaldte særskilte Olavssaga), Heimskringla, hvor Olavssagaen udgør det dominerende midterparti, og Edda ("Snorres Edda"). Desuden har mange i nyere tid anset Snorre for også at være forfatteren til Egil Skallagrímssons saga.

Hans sagaer betegner kulminationen af den islandske middelalderlige historieskrivning, både i kraft af deres klassiske sagastil og af den historieopfattelse, der styrer kompositionen.

Snorres Edda, som hovedsagelig er prosa (med indlagte verseksempler), har kun ringe direkte berøring med eddadigtningen, men kan ses som en bevaringsaktion for skjaldedigtningen, der i 1200-t. begyndte at tabe terræn til andre former for underholdning. Aktionen lykkedes, for så vidt som Snorres Edda har været normgivende for islandsk digtning indtil nyere tid, både digtning i skjaldeversmål og rímur.

Set i et videre nordisk perspektiv står Snorres Edda som eftertidens vigtigste kilde til nordisk mytologi; her fortælles mange myter og sagn, som ikke kendes andre steder fra, fx historien om Balders død. Disse fortællinger har som formål i værket at forklare de mytologiske kenninger (toleddede substantivomskrivninger) i skjaldedigtningen.

I Snorres Edda indgår digtet Háttatal ('Opregning af versemål'), et hyldestdigt til de norske herskere, Håkon 4. Håkonsson og Skule Bårdsson. Digtet, som er det eneste af Snorres digte, der er bevaret, er med sine 102 strofer og tilhørende metriske kommentar en katalog over lige så mange metriske variationer; det viser Snorre som en virtuos ordkunstner, men indholdet er stereotypt.