Kongesagaerne er beretninger om konger og jarler. De kan inddeles i to hovedgrupper. Den ene er biografier om enkelte konger, og nogle af disse har legendarisk form. Den anden gruppe er rigshistorier, der omfatter flere konger.
Hovedparten handler om Norges fyrster, men der blev også skrevet sagaer om danske konger, således Knytlingesaga, Jomsvikingesaga og den i sin helhed tabte Skjoldungesaga (se skjoldunger). Om jarlerne på Orkneyøerne handler Orkneyinga saga.
Kronologisk spænder kongesagaernes emner fra oldtiden til Magnus 6. Lagabøters død 1280. Man har viden om tabte islandske kongeberetninger fra begyndelsen af 1100-t., og fra Norge kendes to latinske Norgeshistorier fra anden halvdel af århundredet.
De ældste bevarede sagaer blev skrevet på Island i slutningen af 1100-t. om Olav 1. Tryggvason og Olav den Hellige (Olav 2. Haraldsson). I brudstykker er bevaret den såkaldte Ældste saga om Olav den Hellige og som helhed den lidt yngre Legendariske saga om Olav.
Oversat fra latin er munken Oddr Snorrasons saga om Olav 1. Tryggvason. Omtrent samtidig ansatte kong Sverre Sigurdsson den islandske abbed Karl Jónsson (d. 1213) til at skrive sin biografi, Sverris saga, der er et tidligt højdepunkt i sagafortællingens kunst.
Fra slutningen af 1100-t. stammer den første rigshistorie på norrønt, fragmentet Ágrip af Noregs konunga sögum (Brudstykke af de norske kongers historie). Forfatteren var norsk. Sagaen er stilistisk og kompositorisk en temmelig primitiv beretning om tiden fra Harald 1. Hårfager til 1150'erne. Alle de følgende sagaer er islandske.
I 1220'erne blev Fagrskinna (Det smukke håndskrift) forfattet som en Norgeshistorie indtil 1177, året, da Sverris saga begynder. Det skete måske på kong Håkon 4. Håkonssons initiativ.
Fra samme tid stammer den ældste, nu tabte version af Morkinskinna (Det rådne håndskrift) om kongerne efter Olav den Hellige. Disse rigshistorier bygger på ældre kongesagaer, hvoraf nogle er gået tabt, fordi de blev erstattet af nye sagaer.
Højdepunktet i denne proces er Snorri Sturlusons Heimskringla, der i fortællekunst kan sammenlignes med de bedste islændingesagaer. Snorri havde forinden skrevet en ny Olav den Helliges saga, og den indgår som midterstykke i Heimskringla, omgivet af de næsten lige så omfattende sagaer om Norges historie før og efter, indtil 1177.
Efter 1264 skrev Sturla Þórðarson sagaerne om Håkon 4. Håkonsson og Magnus 6. Lagabøter. Det blev de sidste originale kongesagaer, men i løbet af det følgende århundrede blev de gamle sagaer sammenskrevet til større kompilationsværker med Flateyjarbók (1380'erne), hvor også islændingesagaer indgår i kongernes historie, som det mest omfangsrige.
Islændingesagaerne blev tidligere kaldt slægtssagaer. Det nye ord er lånt fra islandsk, hvor det i middelalderen blev brugt om sagaer, der havde islændinge som hovedpersoner. Ordet omfattede da også samtidssagaer. Nu bruges det kun om de sagaer, der handler om islandske høvdinge og bønder ca. 850-1030, dvs. fra en generation før landnamet til generationen, der indførte kristendommen.
Islændingesagaerne er forfattet fra begyndelsen af 1200-t. til midten af 1300-t. Kun enkelte brudstykker af håndskrifter er bevaret fra før 1300, og pga. de ofte sene afskrifter er en datering af de ca. 40 bevarede sagaer vanskelig. Dog kan det med rimelig sikkerhed antages, at Egil Skallagrímssons saga er forfattet ca. 1230 og Njals saga ca. 1280.
Alle islændingesagaer er overleveret uden forfatternavn. De fremtræder som traditionens egen stemme, men stilundersøgelser har vist, at den "klassiske" sagastil blev udviklet i løbet af 1200-t. som en litterær stilart. Islændingesagaerne er Islands unikke bidrag til verdenslitteraturen.
Kongesagaerne kan have været en inspiration, men den vigtigste forudsætning var den indenlandske tradition. Islændingesagaerne er således emnemæssigt forbundet med Landnámabók.
Skriftens indførelse satte et skel mellem traditionen og det moderne, og sagaerne kan ses som modernitetens fastholdelse af det traditionelle.
Tilsammen skaber disse sagaer et omfattende og detaljeret billede af det hedenske islandske samfund; men ingen enkelt saga omfatter hele landets historie. Det er egnshistorier som Eyrbyggja saga, slægtshistorier som Laxdøla saga og sagaer med en enkelt person som centrum som Gísla Súrssons saga.
Islændingesagaerne blev skrevet og modtaget som historieskrivning, men alligevel har de en højere grad af tematisering end kongesagaerne, og oftest er deres hovedpersoner kun bipersoner i den virkelige historie.
Alle islændingesagaer handler om konflikter med realistisk basis i loven og de sociale normer. Det samlende tema er tiden og samfundet før kristendommen, der fremstilles som en heroisk guldalder. I den ramme er det etiske tema gennemgående, koncentreret om blodhævn og ære. Mange islændingesagaer bruger skjaldestrofer som replikker. En gruppe, bl.a. Kormáks saga og Gunnlaugr Ormstunges saga, har en skjald som hovedperson.
Samtidssagaerne er islandsk samtidshistorie om perioden 1177-1264. Forfatterne har brugt øjenvidneberetninger og skriftlige kilder, og teksterne er mere realistiske og mindre tematiserede end islændingesagaerne.
Hovedparten af samtidssagaerne blev omkring 1300 sammenskrevet til ét værk, kaldet Sturlunga saga efter den dominerende familie i første halvdel af 1200-t. Hoveddelen i samleværket er Sturla Þórðarsons Íslendinga saga (Islændernes historie) om tiden 1183-1264.
En underafdeling af samtidssagaerne er bispesagaerne om islandske biskopper. De er forfattet ca. 1200-1350. Tre af dem er helgenbiografier om de to islandske helgener Jón og Þorlákr og den ikke-kanoniserede Guðmundr. Hungrvaka (Appetitvækker) beretter om biskopperne på Skálholt frem til 1176 og videreføres i Þorlákrs saga og Jóns saga. Senere blev Árna saga og Laurentius saga skrevet.
Fornaldarsagaerne (Oldtidssagaerne) har deres navn efter C.C. Rafns udgave 1829-30. De foregår før Islands bebyggelse og derfor også i andre lande. Tonen er heroisk, selvom der også er komiske indslag. Fjernheden giver rum for det fantastiske, og indholdet bygger på sagn og heltedigte. Hervørs og Heiðreiks saga fx rummer gamle digte. Vølsungernes saga er en omskrivning til prosa af heltedigtene i den ældre Edda (se eddadigtning).
En stor del af disse sagaer er sikkert blevet betragtet som historiske i samtiden og i øvrigt helt op til 1700-t. Det gælder især sagaerne om sagnkonger, fx Ragnar Lodbrogs saga og Rolf Krakes saga. Andre handler om sagnhelte, der drager omkring og udfører bedrifter, fx Orvar-Odds saga og Frithjofs saga.
Meget i fornaldarsagaerne bygger nok på forfatternes fantasi, og i nogle af de sene sagaer kan vi se overgangen fra historieskrivning til fiktion. Grænsen til kongesagaerne er flydende, idet både Heimskringla og Skjoldungernes saga indeholder fortællinger om oldtidens konger. De fleste fornaldarsagaer blev skrevet sent, i 1300- og 1400-t., men nogle har ældre forlæg, og som mundtlige fortællinger har de gamle rødder.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.