Carlo Goldoni

Carlo Goldoni var en italiensk dramatiker. Goldonis navn er især knyttet til hans reform af den italienske komedie, som fornys i realistisk retning til et spejl af samtidens borgerlige verden vendt mod fx en plads, en familie eller en samfundsgruppe i og omkring Venedig.

Carlo Goldonis mangfoldighed fremgår dog allerede af det faktum, at et af hans kendteste skuespil, La locandiera (1753, dansk titel Mirandolina, 1777), en karakterstudie over værtshusholdersken Mirandolinas balancegang mellem fire bejlere, slet ikke svarer til denne generelle karakteristik. Det vigtigste middel til reformens gennemførelse var en dialog, som svirrer mellem rytmisk, teatralsk stilisering og aflyttet virkelighed.

Goldoni måtte få skuespillerne til at lære roller udenad, og det var ikke let på grund af den improviserede commedia dell'artes dominans. I det teatergale Venedig skulle der skrives og spilles et utal af skuespil i alle genrer og stilarter i hurtig takt, og Goldoni kendte og forstod sit publikum.

Carlo Goldoni var uddannet i filosofi og jura, og i perioder praktiserede han som embedsmand, advokat og retsskriver. Det er ingen regelret reformator, man møder i Goldoni, men linjen gennemføres, med svinkeærinder, netop af ham, for hvem verden og teatret — men ikke bøger og teorier — var de sande læremestre. Det understreger han i Mémoires pour servir à l'histoire de ma vie et à celle de mon théâtre, 1-3, som han skrev i Paris i 1784-1787.

Hans næsten 250 højst forskellige dramatiske tekster er alle skrevet for bestemte trupper og skuespillere eller som led i en debat om teatret. Efter et gennembrud med tragedien Belisario (1734) fulgte en udvikling, hvis vigtigste etaper i reformens retning her skal antydes af nogle titler: Momolo cortesan (1738, Momolo som hofmand, fortsat af L'uomo di mondo, Verdensmanden) om den sande venetianske gentleman, en elskværdig livsnyder med borgerlig moral og snusfornuftig afsky for yderligheder.

Det er Goldonis mandstype, mens Mirandolina er paradigmet på hans kvinder. Endvidere La donna di garbo (1743, Den pæne dame), den første komedie med hele teksten udskrevet, La vedova scaltra (1748, Den listige enke, dansk opførelse 1755), som blev denne komedieforms gennembrud; miljøkomedierne: La bottega del caffé (1759, Kaffehuset), Il campiello (1756, Torvet), I rusteghi (1760, De bondske) og Le baruffe chiozzote (1762, dansk titel Klammeri i Chiozza, 1992), de sidste tre på dialekt.

Samtidig ydede han dog sin tribut også til commedia dell'artes skemaer med Il servitore di due padroni (1745, dansk opførelse Tjener for to herrer, 1996) og I due gemelli veneziani (1747, dansk opførelse Tvillingerne, 1995). Da Goldoni i 1762 blev indbudt som kunstnerisk leder for "la Comédie italienne" i Paris, reddede han pligtskyldigt, hvad der var igen af commedia dell'arte med adskillige scenarier for den gamle komedie. Et af dem blev siden gennemskrevet til komedien Il ventaglio (1765, Viften), mens Le Bourru bienfaisant (1771, Den veldædige bulderbasse) er en hel komedie på fransk.

Carlo Goldoni var en tid italiensklærer ved hoffet i Versailles, men valgte at blive i Paris. Her blev denne borgerskabets digter par excellence indhentet af Revolutionen. I 1792 trak Nationalforsamlingen hans lille statspension tilbage, men gav ham den igen i 1793. Da var han lige død. Skæbnens ironi var mindre mild end Goldonis egen.