• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Dante Alighieri

Oprindelig forfatter JMoe Seneste forfatter Redaktionen

/@api/deki/files/6415/=ud_a_122653.mp3?revision=2

Dante Alighieri, f. maj 1265, d. 13. eller 14.9.1321, italiensk forfatter.

I Italien har litteraturen og kunsten altid spillet en særlig rolle, fordi de var nationens eneste fælleseje i de mange århundreder, der gik forud for landets samling 1859-60 (se Risorgimento). Dante har en position i italiensk kultur den dag i dag, der næppe kan sammenlignes med den, nogen anden europæisk kulturpersonlighed fra fortiden har i sit land, William Shakespeare og Johann Wolfgang Goethe medregnet.

Alle italienske gymnasieelever får stadig en grundig indføring i Dantes ca. 700 år gamle værk, Commedia, senere kaldet (La) Divina Commedia, på dansk Den guddommelige komedie.

Det er begrænset, hvad man ved om Dantes liv. Familien tilhørte den højere mellemklasse, og Dante kunne formentlig studere både i Firenze og Bologna. I 1289 var han med i Slaget ved Campaldino mod nabobyen Arezzo, derefter kom en periode, hvor han var aktiv i lokalpolitik. Det endte med en tragedie. Efter at have været medlem af byens øverste råd som prior (1300) blev Dante i 1301 sammen med to andre sendt ud for at forhandle med paven, Bonifacius 8., der prøvede at skaffe sig indflydelse i Firenze.

Mens Dante var borte, blev der revolution i byen, der var delt i to rivaliserende fraktioner af det pavetro parti guelferne, de hvide og de sorte. Dantes meningsfæller, de hvide, led nederlag, og han blev selv dømt i 1302, først til en mildere straf, men da han ikke mødte op, til evig landflygtighed, med trussel om døden, hvis regeringen i Firenze fik fat på ham. Han vendte aldrig tilbage til sin hjemby, som han elskede højt og dømte hårdt.

Man kan ikke med sikkerhed følge hans veje i Nord- og Mellemitalien under eksilet, men han var ansat hos forskellige fyrstefamilier, bl.a. scaligerne i Verona og malatestaerne i Rimini.

Hovedbegivenheden i disse år er den tysk-romerske kejser Henrik 7.s ophold i Italien 1310-13, af Dante modtaget som den, der var kommet til landet for at genoprette orden og retfærdighed. Det blev en stor skuffelse. Tiderne var ikke gunstige for kejserens autoritet, og Henrik kunne slet ikke leve op til de forventninger, Dante stillede til ham.

Dante fik mulighed for at vende hjem, men nægtede at krybe til korset, og i 1315 blev dødsdommen over ham stadfæstet, også takket være hans latinske værk De Monarchia ('Om monarkiet'). Han opfattede monarkiet som den af Gud fastlagte styreform på det verdslige område, modsvarende pavens på det åndelige.

Dante ligger begravet i Ravenna. Gennem århundreder har Firenze forsøgt at få de jordiske rester tilbage af sin berømte søn, men det er aldrig lykkedes; et tomt gravmæle, en kenotaf, blev i 1829 opført i kirken Santa Croce i Firenze.

Forfatterskabet

Forfatterskabet begyndte inden eksilet med digte i Dolce Stil Nuovos (stilnovismen) manér og bogen om hans kærlighed til Beatrice, Vita Nuova (da. Nyt liv, 1915), med samme karakter, en forfinet kærlighedsdigtning med religiøst-filosofisk indhold. Vi kender intet til Beatrices jordiske eksistens, men de fleste Danteforskere regner med, at hun har eksisteret i virkeligheden og ikke er en ren idealkonstruktion.

I landflygtigheden søgte Dante i første omgang at styrke sin position med et værk på latin om sprogsituationen i Italien, De vulgari eloquentia ('Om folkesproget'), og et på italiensk, Il Convivio ('Gæstebuddet'), en ufuldendt afhandling om litterære og moralfilosofiske emner.

Almindeligvis antager man, at Divina Commedia påbegyndtes omkring 1307 og fuldendtes kort før hans død, men dele af værket cirkulerede i manuskript allerede i samtiden.

En fresko med fire smukke kvinder. Fra venstre: Beatrice (Dantes elskede), Laura (Petracas idealkvinde), dominikanernonnen den hellige Villana og Fiammetta (Boccaccios elskede, som skulle have forladt ham). Kvinderne repræsenterer kærlighed. Italiensk freskomaleri fra ca. 1400.

En fresko med fire smukke kvinder. Fra venstre: Beatrice (Dantes elskede), Laura (Petracas idealkvinde), dominikanernonnen den hellige Villana og Fiammetta (Boccaccios elskede, som skulle have forladt ham). Kvinderne repræsenterer kærlighed. Italiensk freskomaleri fra ca. 1400.

Dantes ambition var at skrive et værk, der skulle være en syntese af middelalderkulturen, indeholdende svar på alle vigtige filosofiske og religiøse spørgsmål, men også rigt på naturvidenskabelige indslag, især inden for astronomien.

Det er bygget op som en rejse igennem de tre riger, Helvede, Skærsilden og Paradiset, og som vejleder på de første etaper har han den romerske digter Vergil, symbolet på den menneskelige fornuft, i Paradiset afløst af Beatrice, der repræsenterer teologien.

Dante opholder sig kun få dage hvert sted, men han møder en vrimmel af væsener, mytologiske figurer, historiske personer fra den klassiske oldtid, mennesker fra hans egen samtid. Stemningen skifter fra mørke og tragedie i Helvede til afklaret ro på skærsildsbjerget og jublende ekstase i Paradiset, hvor han til sidst betragter Gud.

I overensstemmelse med middelalderens æstetik skifter stilen med stedet og emnet, fra et slagkraftigt folkesprog i Helvede, hvor tingene bliver kaldt ved deres rette navn, til en langt mere poleret udtryksform i Skærsilden og en ofte vanskeligt tilgængelig form i Paradiset, ikke skrevet for hvem som helst og kun forståeligt med grundige kommentarer, hvoraf de første kom allerede få år efter forfatterens død.

Talsymbolikken, der afspejler Universets guddommelige oprindelse, spiller en stor rolle, og særlig tre- og titallet gentages, symboler på treenigheden og den perfekte harmoni i skaberværket.

Divina Commedia består af en indledning og 33 sange i hver sektion, i alt 100, og hvert af de tre riger har ti afdelinger, helvedestragten med nedgang på den nordlige halvkugle, purgatoriebjerget, der rejser sig på en ø midt i havet på den sydlige halvkugle, utilgængelig for levende mennesker. Paradisets ti himle omspænder det hele.

Dantes storhed blev først fuldt erkendt af romantikerne i slutningen af 1700-t., da han blev kultfigur for den italienske frihedsbevægelse.

Paradiset var dengang mindre værdsat, og denne holdning møder man også hos den første danske oversætter, Chr. K.F. Molbech (1851-63). Den anden danske oversætter er Knud Hee Andersen (1963), langt mere nøjagtig og tilgængelig end Molbech, hvis rimede gengivelse trods sine betydelige poetiske kvaliteter ofte skaber forståelsesproblemer hos en nutidslæser. I 2000 udkom endnu en oversættelse ved Ole Meyer (f. 1947).