Dante Alighieri

Forfatterskabet

Forfatterskabet begyndte inden eksilet med digte i Dolce Stil Nuovos (stilnovismen) manér og bogen om hans kærlighed til Beatrice, Vita Nuova (da. Nyt liv, 1915), med samme karakter, en forfinet kærlighedsdigtning med religiøst-filosofisk indhold.

Vi kender intet til Beatrices jordiske eksistens, men de fleste Danteforskere regner med, at hun har eksisteret i virkeligheden og ikke er en ren idealkonstruktion.

I landflygtigheden søgte Dante i første omgang at styrke sin position med et værk på latin om sprogsituationen i Italien, De vulgari eloquentia ('Om folkesproget'), og et på italiensk, Il Convivio ('Gæstebuddet'), en ufuldendt afhandling om litterære og moralfilosofiske emner.

Almindeligvis antager man, at Divina Commedia påbegyndtes omkring 1307 og fuldendtes kort før hans død, men dele af værket cirkulerede i manuskript allerede i samtiden.

© Gyldendal

En fresko med fire smukke kvinder. Fra venstre: Beatrice (Dantes elskede), Laura (Petracas idealkvinde), dominikanernonnen den hellige Villana og Fiammetta (Boccaccios elskede, som skulle have forladt ham). Kvinderne repræsenterer kærlighed. Italiensk freskomaleri fra ca. 1400.

Dantes ambition var at skrive et værk, der skulle være en syntese af middelalderkulturen, indeholdende svar på alle vigtige filosofiske og religiøse spørgsmål, men også rigt på naturvidenskabelige indslag, især inden for astronomien.

Det er bygget op som en rejse igennem de tre riger, Helvede, Skærsilden og Paradiset, og som vejleder på de første etaper har han den romerske digter Vergil, symbolet på den menneskelige fornuft, i Paradiset afløst af Beatrice, der repræsenterer teologien.

Dante opholder sig kun få dage hvert sted, men han møder en vrimmel af væsener, mytologiske figurer, historiske personer fra den klassiske oldtid, mennesker fra hans egen samtid. Stemningen skifter fra mørke og tragedie i Helvede til afklaret ro på skærsildsbjerget og jublende ekstase i Paradiset, hvor han til sidst betragter Gud.

I overensstemmelse med middelalderens æstetik skifter stilen med stedet og emnet, fra et slagkraftigt folkesprog i Helvede, hvor tingene bliver kaldt ved deres rette navn, til en langt mere poleret udtryksform i Skærsilden og en ofte vanskeligt tilgængelig form i Paradiset, ikke skrevet for hvem som helst og kun forståeligt med grundige kommentarer, hvoraf de første kom allerede få år efter forfatterens død.

Talsymbolikken, der afspejler Universets guddommelige oprindelse, spiller en stor rolle, og særlig tre- og titallet gentages, symboler på treenigheden og den perfekte harmoni i skaberværket.

Divina Commedia består af en indledning og 33 sange i hver sektion, i alt 100, og hvert af de tre riger har ti afdelinger, helvedestragten med nedgang på den nordlige halvkugle, purgatoriebjerget, der rejser sig på en ø midt i havet på den sydlige halvkugle, utilgængelig for levende mennesker. Paradisets ti himle omspænder det hele.

Dantes storhed blev først fuldt erkendt af romantikerne i slutningen af 1700-t., da han blev kultfigur for den italienske frihedsbevægelse.

Paradiset var dengang mindre værdsat, og denne holdning møder man ogsÃ¥ hos den første danske oversætter, Chr. K.F. Molbech (1851-63). Den anden danske oversætter er Knud Hee Andersen (1963), langt mere nøjagtig og tilgængelig end Molbech, hvis rimede gengivelse trods sine betydelige poetiske kvaliteter ofte skaber forstÃ¥elsesproblemer hos en nutidslæser. I 2000 udkom endnu en oversættelse ved Ole Meyer (f. 1947).