Faktaboks

Francesco Petrarca
Født
20. juli 1304
Død
18. juli 1374

Francesco Petrarca, 20.7.1304-18.7.1374, italiensk humanist og lyriker. Petrarcas liv blev delt mellem Italien og Frankrig, og årsagen hertil var pavestatens flytning (1305) til Avignon, hvor han allerede som ung blev et prominent medlem af den kulturelle elite. Fra 1353 boede han fast i Norditalien.

Petrarcas liv og forfatterskab er præget af store modsætninger. Han elskede ro og fred, men flyttede ofte og var tit på farten, bl.a. med fornemme opgaver som gesandt ved europæiske fyrstehoffer.

Han var meget ambitiøs og fik organiseret sin egen laurbærkroning på Capitol i Rom (1341), men afslog smigrende tilbud som fx at blive pavelig sekretær.

Eftertiden har dyrket ham som en af verdenslitteraturens store lyrikere på modersmålet, men samtiden beundrede ham udelukkende som den store humanist og latindigter.

Han var oprigtigt religiøs og har ofte fremhævet askesens fortrin, men kærlighedsdigtene om Laura, samlet i hans Canzoniere (udg. 1470, da. udv. Til Laura, 1847 og 1944 (10 digte) samt Canzoniere eller Sangenes bog, 2005 (112 digte)), arbejdede han ufortrødent på til sin død. I 1341 lod han sig præstevie; forinden havde han fået flere børn i uægteskabelige forhold.

Man plejer at opfatte de mange indre og ydre konflikter hos Petrarca som et vidnesbyrd om hans historiske placering i en krisetid, på overgangen mellem to tidsaldre, middelalderen og renæssancen. 1300-t. er et århundrede i opbrud, åndeligt og materielt, en tid, hvor den dyrkelse af antikken, der også havde fundet sted i middelalderen, fik en ny dimension, bl.a. takket være Petrarca, og blev til humanismen.

Den nye bevægelse betragter det som en af sine vigtigste opgaver at genskabe den klassiske litteratur, og Petrarca arbejdede livet igennem med et heltedigt på latin, Africa (udg. 1496), om den romerske hærfører Publius Cornelius Africanus Minor Scipio. Fragmenter af digtet cirkulerede i afskrifter og skaffede ham stor berømmelse, men som næsten alle hans ting blev det aldrig færdigt.

Den vigtigste del af hans meget omfattende latinske forfatterskab er de mange breve, særlig de 350 Epistolae familiares (1492-1501, Til vennerne), omhyggeligt formskårne med henblik på offentliggørelse, efter klassisk mønster.

Petrarca er det første moderne menneske, hvis liv vi kan følge næsten måned for måned igennem lange perioder takket være brevene, der giver os et billede af den person, Petrarca gerne ville være, og i et vist omfang også af den, han var.

Secretum (1342-43, Min hemmelighed), bygget op som en dialog mellem Augustin og digteren selv med Sandheden som tavs tilhører, er Petrarcas mest personlige tekst og vigtigste værk til belysning af hans evige dilemma, konflikten mellem det åndelige og det timelige.

Canzoniere (Samlede digte) har som hovedperson Laura, om hvem vi intet ved. Der har nok eksisteret en smuk pige, som han har været betaget af, men hun er først og fremmest en idealfigur, en udvalgt frue som hos hans middelalderlige forgængere.

Det nye i disse digte er deres raffinerede, meget beherskede sensualitet, deres uforlignelige musikalitet og forfinede sjæleanalyse, der gjorde dem til eneherskende model for lyrikken i Europa i de næste 250 år.

Med Dante Alighieri og Giovanni Boccaccio har Petrarca gennem tiden bidraget til at give italienerne en følelse af, at de trods splittethed og fremmedherredømme alligevel besidder en national og kulturel enhed.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig