Leonardo Sciascia

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Leonardo Sciascia, 1921-1989, italiensk forfatter, født i Racalmuto på Sicilien, hvor han en tid virkede som lærer. Hans forfatterskab har Siciliens virkelighed og historie som udgangspunkt og slutsten, som det ses i debutfortællingerne Le parocchie di Regalpetra (1956, Sognene i Regalpetra) med materiale fra hjemegnen og i de sidste ti års tilbagevenden til siciliansk kultur i en lang række bøger.

Sciascias ene genre er krimien, først om mafiaen på Sicilien, Il giorno della civetta (1961, da. Uglens dag, 1987); i 1970'erne udvidedes perspektivet til den italienske politiske scene med den grumt satiriske Il contesto (1971, da. Sammenhængen, 1973) og den tragiske Todo Modo (1974, da. Med alle midler, 1976). De to sidste krimier, Il cavaliere e la morte (1988, Ridderen og døden) og Una storia semplice (1989, En enkel historie), har selvbiografiske træk.

Den anden genre, som Sciascia har dyrket med stor originalitet, er dokumentarfortællingen. Berømt er bogen om Aldo Moro-sagen, L'affaire Moro, skrevet fire måneder efter drabet i 1978 (se også Brigate Rosse); gribende er oprulningen af en kætterproces fra 1600-t., La morte dell'inquisitore (1964, Inkvisitorens død); desuden La scomparsa di Majorana (1975, Majoranas forsvinden) om en atomfysikers forsvinden i 1938, en debat om videnskabens etik. Også den historiske roman Il consiglio d'Egitto (1963, da. Det egyptiske dokument, 1974) bør nævnes. Sciascias grundtema om individet over for magten kom også til udtryk i mange indlæg om aktuelle retssager og retssystemet.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.
Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
01/10/2009
Oprindelig forfatter
LWaaP
02/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki