Japan. Illustration af Hishikawa Moronobu til Saikakus roman En amourøs mands liv og levned (1682). Romanens niårige helt, Yonosuke, lurer på naboens badende kone.

.

Den tidligste bevarede skønlitteratur på japansk er et antal digte i de ældste historiske værker Kojiki (Krønike om gamle dage, uddrag på dansk 1989) og Nihongi (Optegnelser om Japan) fra begyndelsen af 700-tallet.

Tidlig litteratur indtil 1600-tallet

Digtantologien Manyoshu (Tusind blade) fra slutningen af 700-tallet er en monumental samling på hen ved 4500 digte, der afspejler den poetiske tradition i Japan over en 300-årig periode. Udviklingen af den litterære tradition i Japan hænger sammen med skriftsprogets udvikling. Digte og stednavne i de tre nævnte værker er skrevet med en tidlig japansk brug (manyogana) af de kinesiske tegn, hvor de både bruges efter deres tillempede lydværdi og efter deres betydning. Manyogana var indviklet og indbød ikke til længere skønlitterære tekster.

Omtrent samtidig med at kejserresidensen og med den hele hoffet i 794 flyttede til Heian, det nuværende Kyoto, skete der en forenkling til et stavelsesalfabet, kana, som var en medvirkende årsag til den enorme litterære produktion i perioden. Hovedstaden blev rammen om en litterær guldalder i Japan, hvor både mænd og kvinder inden for hoffets verden udfoldede sig. Alle vigtige klassiske genrer inden for prosaen fandt deres udtryk og form. For nogle genrers vedkommende blev værkerne fra denne periode aldrig senere overgået.

Den klassiske digtform tanka ('det korte digt') på fem linjer med hhv. fem, syv, fem, syv og syv stavelser havde fundet sin form i Manyoshu, men raffineredes yderligere. Datidens dannede fra hoffet og embedsstanden tillagde digterisk kunnen en betydning, som er vanskelig at forestille sig. Alle måtte være i stand til på stående fod at improvisere et digt, ved afskeden med den elskede, når venner mødtes eller skiltes, ved de utallige digtedyster (utaawase), der afholdtes ved hoffet. Der blev med regelmæssige mellemrum kompileret digtantologier på kejserlig forordning. Der kom i alt 21, den sidste i 1439.

Den tidligste var Kokinshu (Digte fra før og nu) fra ca. 920, redigeret af bl.a. Ki no Tsurayuki. Det betragtedes som den største ære at få bare et digt i disse antologier, hvor kvinder og mænd var omtrent ligeligt repræsenteret. I prosaen kom kvindelige forfattere til at spille en hovedrolle. Den udviklede sig først som en ledsagende forklaring, en ramme om digtsamlinger.

Tidlige eksempler er Ise monogatari (Fortællinger fra Ise, delvis på dansk 1989), en digtcyklus med poeten Ariwara no Narihira som midtpunkt, og Tosa nikki (En rejse fra Tosa provinsen til hovedstaden, dansk 1989) af Ki no Tsurayuki. Denne sekundære prosa udviklede sig til egentlige romaner, noveller og fortællinger, hvor tanka ikke længere var det bærende.

I essaygenren (zuihitsu) udkom hofdamen Sei Shonagons vittige Makura no soshi (Pudebogen, delvis på dansk 1989 og 1996) i slutningen af 900-tallet Dette kalejdoskopiske værk med sine mange opremsninger og små stykker om alle mulige emner kom til at danne skole. Omtrent samtidig skrev hofdamen Murasaki Shikibu sit mesterværk, romanen Genji monogatari (Fortællingen om Genji, delvis på dansk 1989).

Også den litterære dagbog og memoirelitteratur (nikki) fandt sit fuldkomne udtryk i Kagero nikki (Spindelvævsårene) af Moderen til Fujiwara no Michitsuna — ofte kendes tidens betydeligste kvindelige forfattere ikke ved deres eget navn.

Efter Genji monogatari udkom adskillige romaner, hvoraf kun et fåtal er bevarede, ingen på samme niveau. Hamamatsu chunagon monogatari fra ca. 1050 (Evigt elskes kun det tabte, dansk 1981) er et eksempel.

Ved udgangen af 1100-tallet havde kejserhoffet mistet en stor del af sin politiske betydning, og Japan gik en mere turbulent tid i møde, hvor den følsomme hofmand afløstes af samuraien som ideal. De stridende krigerfamiliers fejder og krige for at vinde magten afspejlede sig i en ny genre, krigerfortællinger, hvoraf Heike monogatari (Historien om Taira-familien, delvis på dansk 1989) fra 1200-tallet er den tidligste og mest gribende.

Den buddhistiske tankegang kom i endnu højere grad til at præge litteraturen. Man længtes tilbage til de gode gamle dage. Hojoki (Optegnelser fra eremitboligen, dansk 1989) af munken Kamo no Chomei fra 1212 og Tsurezuregusa (Græsskud fra ledige stunder, delvis på dansk 1989), en essaysamling af munken Yoshida Kenko fra ca. 1330, er eksempler herpå.

Kvindelige forfattere var få. Der udkom en række samlinger af noveller, kortere fortællinger, hvor personskildringen og dermed fordybelsen ikke nåede de samme højder som i Heiantidens romaner. (De nævnte danske oversættelser fra 1989 er samlet i Er månen den samme, er foråret som før? (1989)).

Stor betydning for senere tiders japanske æstetik fik de teoretiske værker af no-dramatikeren Zeami fra 1400-tallet Tanka vedblev at være den herskende versform, men heraf udsprang i løbet af 1300-tallet en ny digtform: Det havde længe været en konvention, at en person digtede de første tre linjer i en tanka, hvorefter en anden fortsatte med de sidste to linjer.

Dette udviklede sig til kædedigtning (renga), hvor første digter kom med de første tre linjer, anden digter med de to afsluttende linjer, hvorefter en tredje atter kom med de tre første linjer af et nyt digt, der samtidig associerede til de to afsluttende linjer i det foregående, osv. Kædedigtene kunne være flere hundrede linjer lange. Poeten Sogi (1421-1502) anses for den betydeligste af rengadigterne.

De tre indledende linjer, som gav anslaget til hele kædedigtet, blev til en genre for sig — vel nok den mest kendte litterære form i Japan: haikai (haiku), som Edo-tidens poeter udviklede til det fuldkomne.

Fra Edo-perioden til i dag

Hovedaktørerne på den litterære arena i Edo-perioden (1603-1868) var i modsætning til tidligere købmænd og håndværkere samt samuraier af lavere rang. Forfatterne rekrutteret fra disse samfundslag skildrede medmennesker i samtiden, der på forskellig vis led under feudalismen, samt deres kompenserende nydelsesliv i alle afskygninger. Men faktisk var der ingen forfatter, der anlagde en kritisk holdning over for det feudale system som sådant.

I og omkring den kulturelt blomstrende Genroku-perioden (1688-1704) dukkede tre mestre op, som udmærkede sig inden for hver sin genre: Basho inden for haikai-digtet, Chikamatsu inden for joruri- og kabuki-dramaet og Saikaku inden for prosaen. Deres kunstneriske udtryk var på hver sin måde fulde af befriende og livsbekræftende energi, men heller ikke hos disse tre indebar kunsten en konfrontation med det gældende sociale system. Men deres enestående talent for et på en gang elegant og kraftfuldt udtryk blev normgivende for eftertiden. Talrige forfattere forsøgte at følge i deres spor, hvilket langsomt førte til forfladigelse og stagnation.

I og omkring Tenmei-perioden (1781-89) skete der dog en genopblomstring af kulturlivet med fællesnævneren "tilbage til det oprindelige". Buson vendte således tilbage til Bashos haikaikunst; Motoori Norinaga analyserede Japans ældste mytologi- og historiebog Kojiki (712); og Ueda Akinari parodierede den kinesiske underholdningslitteratur. Deres fremgangsmåde var yderst intellektuel og akademisk; også deres værker fungerede uden for samfundssystemets rammer på en sært virkelighedsfjern måde.

Denne tendens blev snart mødt af en modreaktion i det brede publikum, hvorefter den jævne, den banale, den spændende og den erotiske litteratur kom til at spille den centrale rolle. Denne popularisering af litteraturen fandt sted i og omkring Bunka- og Bunsei-perioden (1804-30) med følgende forfattere som de mest fremtrædende repræsentanter: Issa i haikaigenren, Ikku i underholdningslitteraturen, Bakin i de historiske fortællinger og Tamenaga Shunsui i de amourøse romaner. Med Issa som undtagelsen var der noget fanatisk ved forfatterne fra denne og de efterfølgende perioder; de dyrkede deres fintfølende kunstnersind indtil det yderste, til det kammede over i dekadence. En ny epoke var umiskendeligt på vej.

Ved Meijirestaurationen i 1868 gik Japan i gang med at modernisere landet efter europæisk forbillede med hovedvægten lagt på at skabe en rig nation med en stærk hær. Denne radikalt nye politik forårsagede en række konflikter og forvirring i landet, ikke mindst i kulturlivet og litteraturen. På den ene side produceredes mængder af oplysende og pragmatiske værker om Vestens forhold i form af oversættelser og politiske romaner, på den anden side var fortælletraditionen fra Edolitteraturen stadigvæk dominerende, idet skildringerne nu gjaldt de store omvæltninger i samfundet.

Men det var først i 1885 med Tsubouchi Shoyos essay Romanens Essens, at realismen som litterær metode introduceredes i Japan, hvilket blev startskuddet til en moderne japansk litteratur. For at kunne beskrive nye fænomener skulle et nyt litterært sprog skabes. På det punkt gjorde Futabatei Shimei en stor indsats, men hans forsøg på at skrive romaner i realismens ånd blev hurtigt løbet over ende af en romantisk tendens.

Takket være Mori Ogais udsøgte oversættelser af et bredt spektrum af europæisk litteratur blev faktisk hele den vestlige litteraturhistorie introduceret i Japan på én gang. Gennem alle disse oversættelser og gennem arbejdet med egne værker skabte han et moderne japansk skriftsprog, der kunne udtrykke de nye idéer. Omkring ham dannedes snart en æstetisk orienteret gruppe af forfattere såsom Nagai Kafu og Tanizaki Junichiro.

Dog blev den mest indflydelsesrige retning i Japan ved århundredskiftet naturalismen, hvis sandhedskrav fangede forfatternes interesse. Søgen efter livets sandhed dyrkedes også af den idealistiske Natsume Soseki i hans psykologiske romaner med nøgleordene individualisme og egoisme, efterfulgt af den intellektuelle Akutagawa Ryunosuke og den selvdestruktive Dazai Osamu i hhv. Taisho- og Showa-perioden.

Ikke blot i prosakunsten, men også inden for den traditionelle digtekunst var en modernisering i gang; Shiki genoplivede tanka og haikai (som haiku). I Taishoperiodens animerede kulturliv dukkede Yosano Akiko op og lagde al sin kvindelige lidenskab ind i sine tankadigte.

Som en reaktion dels på den stadig dominerende selvbiografiske romanskrivning, dels på den nylig opståede proletariske litteratur markerede Kawabata Yasunari sig som modernist i 1930'erne. Efter Japans nederlag i 1945 fordybede han sig dog udelukkende i den traditionelle æstetik, hvilket blev videreført af bl.a. Mishima Yukio, som dyrkede den ægte japanske helts liv og død både privat og i sine værker.

Mens Tanizaki, Kawabata og Mishima blev kendt i udlandet for deres eksotisme, blev Abe Kobos og Oe Kenzaburos værker internationalt anerkendt for deres universelle værdier. Mindre kendt i udlandet, men betydningsfuld, var litteratur produceret af kvindelige forfattere efter krigen. Med Enchi Fumiko i spidsen voksede realistiske skildringer af kvindeliv i brydningstiden frem.

Efterkrigstidens litteratur udspillede i Japan sin rolle i løbet af 1980'erne. 1990'ernes forfattergeneration er fri for eksotisme og betragter sig selv som tilhørende den internationale litteratur.

Med Murakami Haruki i spidsen er stadig flere japanske forfattere blevet oversat til såvel asiatiske som vestlige sprog. Deres værker synes at have universel gyldighed i den globaliserede verden. Indflydelsen fra popkulturen er iøjnefaldende, og kravet om underholdningsværdi er ikke til at overse. Blandt de nyere navne er Yoshimoto Banana, Tsuji Hitonari og Ogawa Yoko værd at fremhæve.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig