Shiga Naoya, 1883-1971, japansk forfatter. Shiga dyrkede ét tema i hele sit forfatterskab: konflikten og forsoningen med sin far. Shiga var stærkt egocentrisk, og hans originalitet bestod i at genopleve livets tildragelser gennem en realistisk, sjælerensende skriveproces. Hans prosa anses for et forbillede for moderne japansk realisme. Novellen "Forsoningen" (1917) og romanen Vejen gennem den mørke nat (1921-37) er hans repræsentative værker. På dansk foreligger Yamashina erindringer (1926, da. 1985).