Kina - litteratur

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Kina. Buddhistisk pilgrim med indoeuropæiske træk. Maleriet er fra 800-t. og stammer fra de fund, der i begyndelsen af 1900-t. blev gjort i Dunhuang-grotterne i det nordvestlige Kina. Her fandt man også et stort antal bianwen-tekster, fortrinsvis populariserede buddhistiske legender. Disse bianwen udgør den tidligste bevarede litteratur skrevet på et sprog nær det talte.

Den kinesiske litteratur har en ubrudt historie på over 3000 år. Den har haft stor indflydelse på litteraturen i hele den asiatiske region, først og fremmest Japan, Korea og Vietnam, og har været en vigtig faktor i fastholdelsen af den kulturelle enhed i det store kinesiske rige. Hovedparten af den anerkendte kinesiske litteratur indtil 1900-t. er skrevet på et litterært skriftsprog, wenyan, hvis forbillede var oldtidens filosofiske skrifter.

Litteraturen, især prosaen, har været tillagt en væsentlig moralsk-didaktisk funktion som formidler af de rette principper. I den klassiske tradition er der ikke noget skarpt skel mellem på den ene side skønlitteratur og på den anden side historieskrivning og filosofi.

Kernen i den traditionelle kultur er således en række klassiske skrifter med tilknytning til Kinas centrale filosof Kong Fuzi. De er igennem århundrederne blevet læst og genlæst, fortolket, citeret og imiteret, indpodet generationer af embedsmænd gennem det kejserlige eksamenssystem, der eksisterede mellem 606 og 1905.

Fra ca. 1200 findes parallelt med den klassisksprogede en litteratur skrevet på et sprog, der ligger nær det talte, den såkaldte baihua-litteratur. Denne litteratur blev indtil den kulturelle omvæltning i begyndelsen af 1900-t. anset for underlødig, men der er stærke gensidige påvirkninger mellem de to traditioner.

Den klassiske kinesiske litteratur

Den kinesiske kultur har sit udspring i området omkring Huang He (Den Gule Flod). De ældste bevarede tekststumper stammer fra ca. 1300 f.Kr. Det drejer sig om inskriptioner på dyreknogler og skildpaddeskjold, sandsynligvis brugt i forbindelse med spådomme. Allerede her findes et højt udviklet skriftsprog, som danner grundlag for nutidens. Det tidligste overleverede værk er Shu Jing (Dokumenternes Bog), og dele af det kan føres tilbage til det tidlige Zhoudynasti (ca. 1000-255 f.Kr.). Det er en samling af historiske dokumenter, edikter og proklamationer, hvoraf nogle har en vis litterær interesse.

Flere af værkerne fra Zhoudynastiets filosofiske blomstringstid har stilistiske og litterære kvaliteter: Mengzi gengiver i klar og pædagogisk prosa de samtaler, filosoffen Mengzi (372-288 f.Kr.) skal have ført med en række af datidens fyrster; de syv autentiske kapitler af værket Zhuangzi, der har navn efter den daoistiske tænker af samme navn, gnistrer af underfundig humor og personligt udtryk.

Fra et litterært synspunkt er de to store meget forskellige antologier Shi Jing (Digtenes bog) og Chu Ci (Sangene fra Chu) oldtidens vigtigste værker. De bygger på to traditioner, der er opstået på hver sit sted og med lige så adskilte forløb som de store floder, kulturerne var knyttet til: Huang He i nord og Chang Jiang i syd. Shi Jing består af 305 digte eller sange, hvoraf nogle sandsynligvis går tilbage til ca. 1000 f.Kr.

Ifølge traditionen er digtene indsamlet af Kong Fuzi selv, hvilket nok er tvivlsomt, men værket fik sin form på hans tid og er siden 136 f.Kr. regnet som en af klassikerne i den kongfuzianske kanon. Den største gruppe tekster i Shi Jing er de 160 folkesange eller ballader, der er enestående i oldtidens litteratur for deres levende skildringer af almindelige menneskers dagligliv, arbejde, følelser og ritualer. De resterende er hofdigte og hymner. Som antologien fremstår, er næsten alle digte med fire tegn i hver linje og med ensartet rimbrug, hvilket tyder på en vis redaktionel bearbejdelse.

Den anden og lidt senere oldtidsantologi Chu Ci, hvis tekster stammer fra omkring 300 f.Kr. til 100 e.Kr., er udsprunget af kulturen omkring Chang Jiang i syd. Teksterne er ofte lange, med irregulær metrik og rigt fabulerende billedsprog; nogle synes at have forbindelse med shamanistisk kultdyrkelse. En del af digtene er blevet tillagt Qu Yuan, digter og statsmand, hvis tragiske skæbne skildres allegorisk i hoveddigtet Li Sao (Møde med Sorgen).

Litteraturen under Handynastiet

Under Handynastiet (202 f.Kr. til 220 e.Kr.) videreførtes den elegiske stil fra Chu Ci i den meget udbredte fu-digtning, en art rimet prosa, som nu blev anvendt til højstemt retoriske eller udsøgt elaborerede skildringer af hoffets og aristokratiets liv. Efterhånden degenererede de til ren formeksercits, og eftertiden har vurderet dem lavt. Nok så væsentlige ud fra et litterært synspunkt var de folkesange, hymner og ballader, som det kejserlige musikdepartement, Yue fu, indsamlede rundt omkring i riget.

Inden for prosaen blev politiske essays og ikke mindst historieskrivning vigtige kategorier. Hovedværket, Shi ji (da. Historiske Optegnelser, 2007) af Sima Qian (145-90 f.Kr.), der skildrer Kinas historie helt tilbage fra den mytologiske fortid og op til samtiden, er skrevet livfuldt og klart og blev med sit moraliserende islæt forbillede for de senere dynastihistorier.

Efter Handynastiets fald fulgte en periode på 400 år med splittelser, hvor fremmede stammer trængte ind fra nord, og Kina igen blev delt i stridende stater. De urolige tider gav grobund for daoismen på bekostning af kongfuzianismen og for buddhismen, som allerede fra 1. årh. e.Kr. var kommet fra Indien.

I litteraturen mærkedes en antikonventionalisme og tvangfri individualitet, som kom til udtryk i anekdotesamlingen Shi shuo xin yu (Ny snak om verden) og i spøgelseshistorier og sælsomme beretninger, kendt som zhiguai. Disse genrer stod dog i kontrast til den formelle prosa, den såkaldte pianwen (parhesteprosa), med strenge krav til parallelle konstruktioner og kontrapunktisk udnyttelse af sprogets ordtoner. I lyrikken tolkede Tao Yuanming (365-427), en af Kinas mest læste digtere gennem tiderne, sin kærlighed og ydmyghed over for naturen i enkle og stemningsfulde vers.

Tiden efter 600

Ca. år 600 lykkedes det atter at samle Kina. Efter det kortvarige Suidynasti (581-618) fulgte Tangdynastiet (618-907), som blev en storhedstid for riget og en litterær blomstringstid, først og fremmest i lyrikken. Meget er bevaret, takket være bogtrykkerkunstens opfindelse i 700-t. Gamle verseformer blev pudset op og forfinet, nye skabtes og funklede. Den ottelinjede lüshi og den firelinjede jueju, hver med fem- eller syvstavelses linjer, var de mest populære former, og mod slutningen af Tang også ci, som egentlig var melodimønstre med rødder i folkemusikken.

Tanglyrikken udnyttede til fulde det kinesiske sprogs tonale karakteristika, og der var detaljerede krav til metrik og rim. Det var en højt udviklet kunstform, skabt af og for den dannede elite, embedsmændene og dem, som indstillede sig til de kejserlige eksaminer. Når den var bedst, var resultatet ordknapt, præcist og med stor associationsfylde.

Digtene var ofte lejlighedsdigte, fx om månen, vinen og venskabet, med strøg af melankolsk bevidsthed om tingenes forkrænkelighed, men kunne også handle om krigen og om sociale forhold. Blandt Tangdynastiets ypperste poeter var Li Bai (701-62) og Du Fu (712-70), af mange regnet for Kinas største gennem tiderne.

I prosaen skabte Han Yu (768-824) med sine skarpe og nøgterne essays, hvor han gjorde op med buddhisme og overtro, en renæssance for den usmykkede klassiske stil fra oldtiden, guwen. Denne skriftstil brugtes også i de såkaldte chuanqi (beretninger om det forunderlige), til dels en videreudvikling af den tidligere zhiguai-genre fra tiden mellem Han- og Tangdynastiet, nu i form af veldrejede og raffinerede fortællinger om eventyrlige, romantiske eller mystiske hændelser.

Den rene klassiske prosastil fik nye lyriske facetter i hænderne på Ouyang Xiu og Su Shi, digtere, malere og statsmænd, der begge levede i 1000-t. under Songdynastiet (960-1279). I Songtidens bykultur finder vi også den egentlige begyndelse til en litteratur på talesproget, baihua-litteraturen. Ganske vist eksisterede allerede fra 900-t. de såkaldte bianwenskrifter, buddhistiske legender bearbejdet for talesprog, men deres udbredelse var begrænset.

Songdynastiets professionelle historiefortællere på markedspladser brugte ofte skriftlige forlæg til den mundtlige fremførelse, eller handlingsresuméer blev nedskrevet. Disse huaben (egl. fortællerødder) tryktes og spredtes og blev fra 1100-t. gradvis udfoldet til sammenhængende fortællinger. Historiefortællerne øste af et bredt materiale spændende fra historiske begivenheder og kriminelle intriger til handlingsmønstre hentet fra chuanqi og sagnkredse. Huaben blev altså stilistisk og tematisk råstof for den tidligste talesprogslitteratur.

Selvom det klassiske skriftsprog i de følgende århundreder vedblev at være det eneste respektable medium for skønlitteraturen, voksede den forkætrede talesprogslitteratur og nåede et højdepunkt med Mingdynastiets (1368-1644) store romaner.

Fra 1300-t. stammer San guo zhi yanyi (Beretninger om de tre riger), som dog kun delvis er i talesprog, og Shuihu Zhuan (Fortællinger fra moserne), en røverroman med 108 brave helte, som angiveligt skal have huseret i 1100-t. Flere af de tidlige talesprogsromaner hentede stof i en blanding af historiske kendsgerninger og folklore, også Xi you ji (Rejsen mod Vest) fra 1500-t., et eventyr, hvis hovedperson er den fantastiske Kong Abekat, der behersker de 72 forvandlinger. Med den lidt senere og delvis pornografiske Jin ping mei (Den gyldne blommevase) har vi for første gang en rigt nuanceret sædeskildring, en minutiøst realistisk beskrivelse af dagliglivet i en rig stor familie.

De sidste år af Mingdynastiet var en frodig litterær periode med udgivervirksomhed og en mangfoldighed af genrer, hvor også lærde og eksamenskandidater begyndte at interessere sig for talesprogsfiktionen.

Den tendens fortsatte i nogen grad også under det manchuriske Qingdynasti (1644-1911) trods voldsom censur og ortodoksi fra kejsermagtens side. Meget af den klassisksprogede litteratur fra perioden er dygtigt epigoneri, men undtagelser er fx Pu Songlings (1640-1715) Liaozhai zhi yi (Sælsomme historier fra Liaozhai), som føjer psykologi og satire til chuanqigenren; og Shen Fus selvbiografiske skitser Fu sheng liu ji (da. Kapitler af et flygtigt liv, 1986) fra ca. 1809.

Med Wu Jingzis (1701-54) Rulin waishi (De lærde), der er en satirisk udstilling af korruption og hulhed omkring eksamenssystemet, og Cao Xueqins (ca. 1715-63) Hong lou meng (Drømmen om de røde bygninger) modnedes den traditionelle talesprogsroman. Sidstnævnte regnes i eftertiden som et af den kinesiske litteraturs absolutte mesterværker, hvor foreningen af myte, allegori og realisme danner et sindrigt mønster, der kan tolkes på mange planer. Studiet af bogen udgør den dag i dag en selvstændig akademisk disciplin.

Opiumkrigen 1839-42 brød Kinas isolation, og en strøm af vestlig filosofi og litteratur blev oversat i sidste halvdel af 1800-t., i første omgang til klassisk kinesisk. Opbrudsstemningen og den gamle kinesiske kulturs forfald afspejles i en række talesprogsromaner fra tiden omkring århundredskiftet, ofte skrevet af en ny forfattertype, den professionelle skribent med tilknytning til de udenlandske koncessioner.

Den mest alsidige var Wu Woyao (1866-1910), der skrev både satirer, krimier og xie qing xiaoshuo (følelsesromaner). I Liu E's (1857-1909) episodiske roman Laocan you ji (Laocans rejser, 1904-07) fornemmes et stærkt subjektivt og personligt tonefald, som peger frem mod den moderne litteratur.

Den moderne litteratur

Den moderne kinesiske litteraturs historie er vævet tæt sammen med de politiske forhold i Kina i 1900-t.

1905 blev eksamenssystemet afskaffet; 1912 faldt Qingdynastiet, og den kinesiske republik blev oprettet. I årene efter oplevede Kina en nationalistisk farvet politisk og kulturel vækkelse, "Ny kulturbevægelsen" eller "4. maj-bevægelsen" (efter studenterdemonstrationer d. 4.5.1919 mod Kinas ydmygelser ved Versaillestraktaten).

Dens hovedindhold var et opgør med den stivnede traditionelle kultur, inkarneret i kongfuzianismen og det klassiske skriftsprog. Shanghai-tidsskriftet Xin Qingnian (Ny ungdom) med redaktøren Chen Duxiu førte an. Radikale intellektuelle, som den fra USA hjemvendte Hu Shi, stillede krav om gennemgribende sprogreformer, og i løbet af få år blev talesproget også officielt anerkendt som skriftmedium. Men bestræbelserne på at skabe et smidigt moderne skriftsprog fortsatte de næste årtier som en integreret del af de litterære eksperimenter.

1920'erne og 1930'erne var præget af alsidig litterær aktivitet i byerne, stærkt påvirket af vestlige impulser, med især Shanghai som centrum for tidsskrifter og litterære selskaber. Blandt de toneangivende var Wenxue Yanjiuhui (Selskabet for litterære studier), som i tidsskriftet Xiaoshuo yuebao (Novellemagasinet) fortrinsvis udviklede den realistiske tradition. En ledende skikkelse her var Mao Dun (1886-1981), romanforfatter og senere kulturminister i Folkerepublikken, som mestrede de brede sociale panoramaer og især skildrede det nye borgerskab i byerne. Chuangzaoshe (Skabelse) med bl.a. Guo Moruo (1892-1978) og Yu Dafu (1896-1945) dyrkede det romantiske og lod sig inspirere af Goethe og Walt Whitman.

Periodens helt store skikkelse er Lu Xun (1881-1936), en stædig individualist, hvis novelle "Kuangren riji" (Den gale mands dagbog) fra 1918 regnes for optakten til den moderne litteratur. Den gale "tror", han lever i et menneskeædende samfund. I A Q zhengzhuan (Ah Q's sande historie, 1921) giver han et allegorisk ironisk portræt af Kinas "mentale" status som en blanding af usselhed og selvovervurdering. Ved siden af sit ikke omfangsrige, skønlitterære forfatterskab, der også omfatter prosadigte, leverede han skarpe polemiske essays om tidens dårskab.

Andre af 1920'ernes og 1930'ernes pionerer var Ba Jin (f. 1904), hvis delvis selvbiografiske trilogi Jiliu (Strømhvivler, 1931-40) om tre brødres skæbne i skyggen af det traditionelle familiesystem blev et af århundredets mest læste værker; Shen Congwen (1902-88), en af de få, som formåede at holde sig politisk uafhængig, gav i romaner, noveller og selvbiografiske skitser lyrisk ekspressionistiske skildringer af SV-Kina og dets befolkning; og Lao She (1899-1946) skrev med humor og en sproglig ægthed, som er helt fri for den skurren af europæisk syntaks, som ellers prægede prosaen.

Også i poesien holdt talesproget sit indtog, og allerede i 1920 udsendte Hu Shi en samling baihua-vers, som ikke fulgte den klassiske kinesiske metrik. I tiden derefter eksperimenterede mange digtere til gengæld med vestligt formsprog og prosodi. Den væsentligste lyrik blev skabt under direkte påvirkning af vestlige forbilleder, og de bedste digtere var samtidig oversættere.

Det gælder Xu Zhimo (1895-1931), som oversatte William Blake og Thomas Hardy og i sin poesi lagde sig tæt op ad den engelske romantik i tema og versemål; den engelske indflydelse spores også hos Wen Yiduo (1899-1946), hvis digt "Si shui" (Dødvande, 1927) blev berømt som symbol på Kinas tragiske situation; hos Dai Wangshu (1905-50) lyder et stærkt ekko af fransk symbolisme, og hos Feng Zhi (1905-95) af Rainer Maria Rilke. Men selvom den "frie" digtning vandt frem, levede de klassiske former fremdeles, som det fx ses i Mao Zedongs poesi.

Littteraturen under kommunismen

Allerede fra midten af 1920'erne gled den subjektivt eksperimenterende litteratur i baggrunden til fordel for en mere politisk engageret. Dannelsen af Ligaen af Forfattere på Venstrefløjen i 1930 bidrog til at polarisere forfatterne. Flertallet sluttede sig til venstresiden, og mange meldte sig ind i i Kinas Kommunistiske Parti, KKP. I 1942, midt under krigen mod japanerne, afholdtes i baseområdet i Yan'an et forum for litteratur og kunst.

Maos taler her blev rettesnor for litteraturproduktionen i de KKP-kontrollerede områder og siden hen i Den Kinesiske Folkerepublik. Mao understregede litteraturens didaktiske funktion, og at det politiske kriterium altid skulle gå forud for det kunstneriske. Kunstens publikum var de brede folkemasser, "arbejdere, bønder og soldater", hvem den vestligt inspirerede bylitteratur aldrig havde nået, eller som var analfabeter. Konsekvensen blev en ny vægt på de folkloristiske former med rødder i den mundtlige fortællekunst.

Efter Folkerepublikkens oprettelse i 1949 blev litteraturen et led i den socialistiske opbygning og organiseret efter sovjetisk mønster med partistyrede forfatterforbund og forlag. En god del af den litterære produktion var bestillingsarbejder med motiv fra jordreform eller arbejdsplads. I prosaen var formen socialrealismens og tillempninger af den folkelige fortælletradition eller kombinationer af disse to; i poesien gjaldt folkedigtningens enkle, regelbundne former.

I løbet af 1950'erne gennemførtes en række ideologiske kampagner, som indsnævrede litteraturens og forfatternes i forvejen begrænsede spillerum, mest omfattende i tiden efter den kortvarige tøbrudsperiode i 1956-57, kaldet "De Hundrede Blomsters Kampagne". Under den efterfølgende antihøjrebevægelse blev tusindvis af forfattere og intellektuelle sat i fængsel, arbejdslejr eller forvist til fattige landområder med henblik på "genopdragelse". Under Kulturrevolutionens regimente intensiveredes forfølgelserne, og kun propaganda udkom. Først efter Maos død i 1976 begyndte en vis opblødning.

Litteraturen efter Mao

Med den ideologiske afmatning og indførelse af økonomiske reformer fra 1979 løsnedes partiets kontrol over litteraturen. Det kunstneriske gennembrud kom først i poesien, fra kredsen omkring det uofficielle tidsskrift Jintian (I dag) med digtere som Bei Dao og Gu Cheng (1953-93). Med deres modernistiske kompositionsteknik og originale, billedstærke udtryk indvarslede disse såkaldte menglongshi (dunkle digte) en ny opmærksomhed om det enkelte individ. Denne interesse for den individuelle synsvinkel sås i prosaen dels i dokumentarberetninger og fortællinger af samfundskritisk observans, dels i kortromaner med modernistiske træk.

Liu Binyan (f. 1925), som var debuteret og kritiseret i 1957, kom stærkt tilbage med en række afslørende reportager om korruption og magtmisbrug; Zhang Xinxin (f. 1953) og Sang Ye lod over 100 almindelige mennesker komme til orde i antologien Beijingren (da. Kineserliv, 1990). Mange kvindelige forfattere dyrkede den sprængte synsvinkel i udforsken af det subjektive univers. Det gælder Zhang Xinxin, Zhang Jie (f. 1937), Liu Suola (f. 1955) og Can Xue (f. 1953).

Fra midten af 1980'erne var litteraturscenen præget af en omfattende kulturel selvransagelse, som bl.a. kom til udtryk i den "rodsøgende", xungen, litteratur. Forfattere som Ah Cheng (f. 1949) og Han Shaogong (f. 1953) søgte fra vidt forskellige standpunkter tilbage i både den hankinesiske og i mindretalskulturernes myter og livsvisdom. Samtidig tappede især de yngre forfattere af den bølge af vestlig modernistisk og postmodernistisk litteratur, som blev oversat.

Efter nedskydningen af demonstranter ved Tiananmen i 1989 fortsatte den litterære udvikling med megen lokal variation, trods begrænsninger på den samfundskritiske litteratur. Derudover begyndte en egentlig eksillitteratur at tage form. Se også kinesisk historieskrivning.

Den litterære scene i 1990'erne og efter årtusindskiftet har været præget af mangfoldighed og kraftig vækst under markedskræfternes indflydelse. Bestseller-forfattere som Wang Shuo (f. 1958), hvis mange romaner skildrer en storbyungdom på kanten af det lovlige, og Yu Hua (f. 1960), der i romanerne At leve (1992), Blodsælgeren Xu Sanguan (1995) og Brødre (2006) fortæller om familiesammenhold og livsvilje under sociale omvæltninger, er blandt de forfattere, som har formået at bryde skellet mellem elite- og masselitteratur.

Generelt har de kinesiske forfattere fået større kunstnerisk frihed end tidligere i folkerepublikkens historie. Til gengæld har litteraturen ikke samme markante samfundsmæssige rolle som i 1980'erne. Også internettet er blevet forum for stor litterær aktivitet.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Kina. Maleri fra Tangtiden af Han Huang (723-89); Paladsmuseet, Beijing. Det viser en gruppe lærde embedsmænd på litterær picnic. Manden til højre er i gang med at komponere et digt, mens den lille tjener foran river tusch til digterens pensel. De to til venstre diskuterer teksten i en bogrulle.

© Dette billede må du ...

Kina. Kinesisk illustration fra ca. 1700-t. til det buddhistiske værk Diamantsutraen. Den er en af tyve miniaturer udført på blade og monteret på en skærm med blå baggrund. Buddhismen kom til Kina fra Indien omkring det 1. årh. e.Kr. og fik stor indflydelse på litteraturen og kunsten, ikke mindst gennem den tankeretning, som kaldes chanbuddhismen.

© Dette billede må du ...

Kina. Buddhistisk pilgrim med indoeuropæiske træk. Maleriet er fra 800-t. og stammer fra de fund, der i begyndelsen af 1900-t. blev gjort i Dunhuang-grotterne i det nordvestlige Kina. Her fandt man også et stort antal bianwen-tekster, fortrinsvis populariserede buddhistiske legender. Disse bianwen udgør den tidligste bevarede litteratur skrevet på et sprog nær det talte.

Viser 3 af 3 billeder

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
02/12/2009
Oprindelig forfatter
AW-W
31/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki