Zuozhuan ('Zuo-overleveringen') er Kinas første store historiske værk. Dets sprog, stil og titel tyder på, at det er samlet i 200-tallet f.v.t., måske af en person ved navn Zuo. Det deler sit stof og formodentlig sine kilder med det lidt yngre værk Guoyu.

Værket er udformet som en kommentar til Chunqiu, hvis omfang det dog langt overstiger, og hvis tidsramme det sprænger: dets beretninger er anført kronologisk 722-464 og omhandler begivenheder frem til 454. Ligesom andre divergenser imellem de to tekster støtter det antagelser om, at Zuozhuan oprindeligt har været et uafhængigt værk og måske først i slutningen af 1. århundrede f.v.t. er blevet reorganiseret og tilpasset Chunqius struktur og kronologi.

Stilen i Zuozhuan er stram, livlig og rig på direkte tale, grundtonen humanistisk og kongfuziansk, formålet didaktisk: Mennesket skaber, uden guders indgriben, sin egen skæbne. Værket er dog for realistisk til, at retfærdigheden altid sker fyldest, et træk, som forlener dets skildring af periodens politiske, sociale og militære forhold, skikke og personligheder med både spænding og troværdighed.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig