Pianwen er en kinesisk poetisk prosastil, der består af parallelle eller antitetiske linjepar på fire eller seks ord.
Det er en stil, der er opstået naturligt af det klassiske kinesiske sprog, hvor hvert ord har én stavelse, skrevet med ét skrifttegn, og hvor man i poesien skelner mellem to forskellige ordtoner. Sproget er lydfattigt med mange rimord, og hver sætning har en fast struktur.
Som stil var pianwen populær under navnet fu i tiden 200 f.v.t.-500 e.v.t. Stilen udviklede sig fra kunst til kunstfærdighed og blev afløst af stilarter med enklere sprogbrug. Til de kejserlige eksaminer, som blev indført under Tangdynastiet (618-907), var det dog stadig et krav, at kandidaterne besvarede opgaverne i pianwen. Statslige og administrative dokumenter blev derfor skrevet i denne stil.
Under Qingdynastiet (1644-1912) fik pianwen en renæssance, denne gang som en mere klar og melodisk struktur anvendt til poetisk-filosofiske overvejelser.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.