Kvindelitteratur, skønlitteratur skrevet af kvindelige forfattere og omhandlende kvinders erfaringer, værdier og livssyn. Betegnelsen opstod samtidig med 1970'ernes kvindebevægelse, som fremhævede kønnets betydning på alle menneskelivets områder; feministiske litteraturkritikere antog i forlængelse heraf, at kvinders litteratur må være præget af forfatterens køn, både hvad angår genrevalg, indhold, form og sprog.

Kvindelitteratur er en positiv betegnelse for litterære værker, der udtrykker kvinders selvbevidsthed og identitet, i modsætning til den nedsættende betegnelse "guvernantelitteratur" eller "dameromaner", der tidligere brugtes om bornert litteratur, som kvinder mentes at foretrække.

Idéen om, at der er kønsbestemte fællestræk i alle kvindelige forfatteres bøger på tværs af tid og sted, blev tidligst formuleret af den britiske forfatter Virginia Woolf, som i A Room of One's Own (1929, da. Eget værelse, 1973) hævder, at vi "tænker tilbage gennem vore mødre, hvis vi er kvinder"; kvinders litteratur handler om kvinders liv og danner derfor en egen tradition.

Kvinder var i tidligere tiders patriarkalske samfund umyndige, de var husmødre af profession, fik ingen systematisk boglig uddannelse og havde ingen position i de kulturbærende institutioner; deres erfaringsgrundlag var anderledes end de mandlige forfatteres, og de skrev i højere grad for den private læser.

Middelalder og renæssance

Der har været kvindelige forfattere siden litteraturens begyndelse. Sapfo (ca. 600 f.Kr.) var berømt i antikken for sine digte om kærlighed til kvinder og hymner til Afrodite.

I middelalderen arbejdede adskillige forfatterinder i klostermiljøet. Den tyske nonne Hrotsvita fra Gandersheim skrev heltekrøniker, helgenlegender og dramaer om kvinder, der forsvarer deres jomfruelighed til døden; blandt trubadurerne på ridderborgene skrev Marie de France i anden halvdel af 1100-tallet som den første versnoveller om trofast kærlighed, og Christine de Pisan forfattede kærlighedsballader, en feministisk kritik af Roseromanen samt Le Livre de la cité des dames (1405) om kvinders bedrifter.

Blandt renæssancens lærde kvinder skrev Marguerite de Navarres Heptaméron (ca. 1545), en samling fortællinger på Rabelais' lærdomsniveau og i Boccaccios stil.

Oplysningstid og romantik

Oplysningstidens nye genrer, selvbiografien og det private brev, egnede sig godt for de kvindelige forfatteres stof og sprog. Leonora Christinas Jammers Minde og Marie de Sévignés breve (begge ca. 1680) er hovedværker i de to genrer.

I samme periode etablerede den franske overklasses intellektuelle kvinder, de såkaldte pretiøser eller blåstrømper, deres egen litterære institution, salonen, som indtil 1800-tallet havde væsentlig betydning for kvindelitteraturens udvikling.

I salonerne angav kvinderne tonen, de to køn betragtedes som ligestillede, og interessen drejede sig om at udtrykke følelser. Psykologiske romaner som Marie-Madeleine de La Fayettes La Princesse de Clèves (1678) og Germaine de Staëls Corinne (1807) har salonen som forudsætning, og Jane Austens klassiske romaner er knyttet til det engelske salonliv.

Efterhånden som litteraturens afhængighed af statslige institutioner mindskedes, og bøger blev skrevet direkte for markedet, blev romanen den dominerende genre. Kvindelige romanforfattere var fra begyndelsen såvel kvalitativt som kvantitativt på højde med deres mandlige kolleger.

Inspireret af romantikkens madonnadyrkelse udfoldede George Sand i sine mere end 100 romaner og Charlotte og Emily Brontë i deres fire en romantisk vision om emancipation og videre udbredelse af de kvindelige værdier, mens George Eliots forfatterskab, som hørte til 1800-tallets mest berømmede, indvarslede realismen.

Romantikken var også en blomstringsperiode for nordisk kvindelitteratur med Thomasine Gyllembourgs, Fredrika Bremers, Mathilde Fibigers og Camilla Colletts forfatterskaber.

Realisme og modernisme

Det moderne gennembruds realisme, samfundskritik og naturalistiske menneskesyn indledte den nedbrydning af det patriarkalske kønsrollemønster, som afsluttedes af 1970'ernes kvindebevægelse.

Kvindelitteraturen blev politisk radikal, og nordiske forfatterinder som Amalie Skram, Victoria Benedictsson og Erna Juel-Hansen påpegede uligheden i ægteskabet, brutaliteten i kønsforholdet og kvindernes manglende erhvervsmuligheder.

Emily Dickinsons originale lyrik fra 1800-tallets anden halvdel peger frem mod modernismen og 1900-tallet, hvor kvindelige forfattere skriver i alle genrer og deltager i alle litterære grupperinger.

Edith Södergran efterfulgte Dickinson på lyrikkens område, mens Virginia Woolf er en af modernismens betydeligste prosaforfattere. Udjævningen af forskelle i mandlige og kvindelige forfatteres livsvilkår forøgede interessen for disse forskelles historiske og essentielle betydning.

Virginia Woolf mente ikke, at det var lykkedes hende at fortælle sandheden om sin egen "erfaring som en krop", og dette mål — ikke kun at beskrive kvindens sociale roller, men også at beskrive verden set gennem kvindens krop — er fælles for kvindelige forfattere op til 1990'erne.

Litteratur og køn

Samtidig med 1970'ernes kvindebevægelse blev kvindelitteraturen atter politisk radikal. Simone de Beauvoir udsendte ved siden af sit kønsfilosofiske hovedværk Le deuxième sexe (1949, da. Det andet Køn, 1965) en række romaner og dramaer om den moderne kvindes splittelse mellem moderskab, seksuel frigørelse og social karriere.

En splittelse, som også er hovedtemaet i Doris Lessings The Golden Notebook (1962, Den gyldne bog, 1975) og den kvindelige dannelsesroman Martha Quest (1952, da. 1977) og hos en række nye, især amerikanske forfattere som Lisa Alther og Marilyn French.

En af kvindebevægelsens paroler lød, at kvinder skal "offentliggøre det private", et bredere og jævnere udtryk for Virginia Woolfs ønske om at "fortælle sandheden om kroppen". Kvinderne ønskede at komme ud af rollen som indelukkede og usynliggjorte i familien.

En række kvindelige forfattere udviklede til det formål genren bekendelseslitteratur, som skildrede problemer tæt på forfatterens eget liv.

I 1980'erne opstod der en modbevægelse hertil, hvor mange kvindelige forfattere understregede, at litteratur er kunst og ikke en genspejling af forfatterens liv eller køn. Adskillige kvindelige forfattere har afvist, at kønnet har haft indflydelse på deres litteratur, og har modsat sig, at deres bøger betegnes kvindelitteratur. Se også kvindeforskning og kønsforskning.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig