Alejo Carpentier

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Alejo Carpentier, 1904-1980, cubansk forfatter og musikhistoriker. Carpentier var i 1920'erne politisk aktiv og sad fængslet i en kort periode. Han var samtidig knyttet til den afro-cubanske bevægelse, skrev digte og den dokumentariske roman Ecué-Yamba-O (1933) herom. I romanen El reino de este mundo (1949, da. Riget af denne verden, 1958) om slaveoprørene på Haiti og negerkongen Henri Christophes regime, beskrives den latinamerikanske virkelighed som magisk, et nøgleord for megen moderne spanskamerikansk litteratur. Romanen Los pasos perdidos (1953, da. De tabte spor, 1957) er skildringen af en musikers symbolske rejse ind i junglen, en søgen efter et Utopia som kontrast til den europæiske og den nordamerikanske civilisation, begge til stede i datidens Havana.

Efter den cubanske revolution skrev Carpentier sine bedste bøger. I El siglo de las luces (1962, da. Eksplosionen i domkirken, 1964) placeres hovedhandlingen på Guadelupe efter Den Franske Revolution. Den beskriver sammenstødet mellem oplysningstidens Europa og den magiske latinamerikanske verden og viser, hvordan den revolutionære proces udvikler sig til livløst bureaukrati og autoritært regime. Diktatorromanen El recurso del método (1974, da. En diktators metode, 1977), der foregår i 1900-t., er en montage med elementer fra mange latinamerikanske diktaturer. Bogen er en eminent analyse af magten, diktaturets væsen og latinamerikanske problemer generelt. Carpentier har desuden skrevet en cubansk musikhistorie. Fra 1966 var han Cubas kulturattaché i Paris.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.
Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
29/01/2009
Oprindelig forfatter
PRas
29/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki