Ved uafhængigheden af Spanien (1818) opstod i Chile en nyklassisk litteratur med begyndende romantiske træk. I denne periode blev de unge chilenske forfattere stærkt præget af andre sydamerikanske landes intellektuelle, der opholdt sig i Chile pga. de mere fredelige politiske forhold her.

Disse tænkere, politikere og forfattere kom bl.a. til at spille en central rolle i 1840'ernes litterære fejde mellem på den ene side nyklassikkens tilhængere med venezuelaneren Andrés Bello i forgrunden og på den anden de unge revolutionære romantikere, heriblandt argentineren Domingo F. Sarmiento. Bruddet mellem de to bevægelser blev dog ikke så afgørende her som andre steder på kontinentet. Det skyldtes chilenernes moderate indstilling, der af mange kritikere anses for et grundlæggende træk både i deres mentalitet og litteratur.

Den romantiske retning kombinerede Alberto Blest Gana (1830-1920) siden med en realistisk betragtningsmåde, og dermed grundlagde han Chiles nationale roman. Hans historiske romaner er inspireret af bl.a. Dickens, Walter Scott og Balzac.

I 1890'erne blev Baldomero Lillo (1867-1923) et af de store navne. Påvirket af den franske naturalisme skildrer hans fortællinger især minearbejdermiljøet. Ligeledes under indtryk af den franske litteratur grundlagde nicaraguaneren Rubén Darío den spansk-amerikanske modernismo (ca. 1875-1916). Bevægelsen fik relativt få tilhængere i Chile, også selvom Daríos gennembrudsværk Azul (1888) blev udgivet i Santiago. Den første latinamerikanske nobelprismodtager (1945), Gabriela Mistral, var således også upåvirket af modernismen; hun var melankoliens og de undertryktes digter.

De forskellige avantgardistiske bevægelser repræsenteres i Chile af tre store digtere: skaberen af creacionismo, Vicente Huidobro, den indflydelsesrige nobelprismodtager (1971) Pablo Neruda og fysikeren og matematikeren Nicanor Parra (1914-2018). Parra reagerede mod Nerudas retoriske stil og dyrkede sammen med sin søster, sangerinden Violeta Parra (1917-67), den folkelige tradition.

Et afgørende skridt mod en ny romankunst, ikke blot i Chile, men i hele Latinamerika, tog María Luisa Bombal (1910-80). På trods af, at hendes forfatterskab kun rummer én roman, én novelle og én samling fortællinger, repræsenterer det et skelsættende opgør med den fremherskende realisme.

Den nyere latinamerikanske litteratur, det såkaldte boom fra 1960'erne og 1970'erne, gjorde med José Donoso blandt de toneangivende Latinamerikas litteratur verdenskendt. En af de mest læste forfattere er Isabel Allende, der blev verdensberømt med debutromanen Åndernes hus (1982, da. 1985), filmatiseret 1993 af den danske instruktør Bille August.

I de senere år har en gruppe yngre forfattere med Alberto Fuguet (f. 1964) som frontfigur gjort sig gældende i den såkaldte McOndo-bevægelse. Navnet spiller ironisk på Gabriel García Márquez' opdigtede lokalitet Macondo og signalerer afstand til ældre forfatteres dyrkelse af magisk realisme til fordel for realistisk, skånselsløs samtidsbeskrivelse.

En central litterær skikkelse i nyere tid i såvel Chile som i international sammenhæng er Roberto Bolaño, der med værker som Los detectives salvajes (1998, da. De vilde detektiver, 2010) og den posthumt udgivne 2666 (2004, da. 2012) har markeret sig som en af sin generations mest betydningsfulde latinamerikanske forfattere.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig