Colombia - litteratur, En egentlig national litteratur opstod først i midten af 1900-t. på grund af landets geografi og historie, som havde hindret skabelsen af en national enhed. De altdominerende genrer i den colombianske litteratur har helt frem til 1960 været lyrikken og essayet, som dyrkedes af en åndsaristokratisk intellektuel elite. Sproget er et karakteristisk formfuldendt spansk, til dels præget af de to kendte lingvister Rufino J. Cuervo (1844-1911) og Miguel A. Caro (1843-1909). Caro var også digter og fungerede som landets præsident 1892-96. Indtil romanforfatteren Gabriel García Márquez blev verdenskendt, udgav ingen forlag romaner i nævneværdig grad. Fra 1867 til 1967 kendes således kun tre colombianske romaner: den romantiske roman Maria (1867) af Jorge Isaacs (1837-95), den voldsomme La vorágine (1924) af José Eustasio Rivera (1888-1928) om gummiudvinding i urskoven og Hundrede års ensomhed (1967) af García Marquez. Før 1950 kan man ikke tale om en colombiansk romantradition; den fortællende litteratur var regional, dvs. knyttet til forskellige egne af landet og deres stærke mundtlige fortælletraditioner. Realismen dyrkedes af mange forfattere, bl.a. Ricardo Carrasquilla (1827-86), især under den populære spanske og latinamerikanske form "costumbrismo": en let, festlig og undertiden ironisk skildring af folkelivet. Den latinamerikanske modernismo (ca. 1875-1916) var derimod inspireret af samtidens franske litteratur og havde i colombianeren José Asunción Silva (1865-96) en af sine ypperste repræsentanter. Bevægelsen dyrkedes i Colombia især i en afdæmpet og kølig version, som harmonerede med den lokale nyklassicistiske tradition, der stammede fra slutningen af 1700-t. Denne afdæmpethed præger sågar digtningen hos mellemkrigstidens avantgardister.

I nyere tid har nobelprismodtageren García Márquez gjort Colombias litteratur verdenskendt. Han tilhører ikke Bogotás litterære elite, men er dels tilknyttet den caribiske kysts mundtligt baserede kultur, dels de moderne internationale strømninger. Imidlertid har en ny forfattergeneration gjort sig fri af hans skygge, heriblandt Fanny Buitrago, Manuel Zapata, Héctor Rojas og Gustavo Alvarez Gardezábal. Flere af dem tematiserer den sociale og politiske vold, som har præget det colombianske samfund de sidste mange årtier. Den mere sofistikerede postmoderne fiktion har bl.a. i R.H. Moreno-Durán med hans trilogi Femina Suite (1977-83) en brillant repræsentant.

Inden for dramatikken har teatrets skuespil været mindre dyrket end tv-novellen, der både i den kommercielle og i den mere litterære version fortsat nyder en udbredt succes.

Læs mere om Colombia.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig