Gabriel García Márquez (Verificeret)

© Polfoto/Adalberto Roque/AFP

Gabriel García Márquez (tv.) i selskab med Fidel Castro i Havana, 2002.

Gabriel García Márquez, f. 6.3.1928, colombiansk forfatter, nobelprismodtager 1982, internationalt kendt for sine magisk-realistiske fortællinger. García Márquez har med sine stærke bånd til venstrefløjen stedse blandet sig i latinamerikansk politik; hans skønlitterære værker ligger imidlertid fjernt fra den gængse politiske realisme.

Hans tidlige romaner, La hojarasca (1955, da. Hvirvelstorm, 1988), El coronel no tiene quien le escriba (1961, da. Ingen skriver til obersten, 1979), La mala hora (1962, da. Ondskabens tid, 1985), samt novellesamlingen Los funerales de la Mamá Grande (1962, da. Mamá Grandes begravelse, 1980), rummer alle kim til slægtskrønniken Cien años de soledad (1967, da. Hundrede års ensomhed, 1969), som blev hans internationale gennembrud. Det drejer sig først og fremmest om temaet ensomheden, der skildret i alle dens facetter præger hele forfatterskabet, men også den opdigtede lokalitet Macondo, som er indbegrebet af en caribisk flække, hærget af borgerkrige og nordamerikansk bananimperialisme. Hundrede års ensomhed er krøniken om Macondo fra grundlæggelse til undergang. Det er et sted, hvor mennesker lever et virkeligt liv, men hvor ting og begivenheder uophørligt overskrider virkeligheden som det naturligste af verden. Indbyggerne er særprægede indtil det bizarre; de er dog først og fremmest morsomme, fremstillet med en ironi, der minder om Cervantes'. I Macondo måles tiden ved middagstogets ankomst til stationen, cirkulært som i indianske myter. Samtidig er tiden også lineær, idet romanen er den tragiske saga om familien Buendía, hvis æra skal slutte, når det sidste medlem har læst de fundne manuskripter til enden, for "slægter, der var dømt til hundrede års ensomhed, fik ingen ny mulighed på jorden". Hundrede års ensomhed blev en verdensomspændende succes, og siden er alle García Márquez' bøger udkommet i gigantoplag på utallige sprog.

I El otoño del patriarca (1975, da. Patriarkens efterår, 1977) har García Márquez inden for rammerne af en "diktatorroman" givet en beskrivelse af magtmenneskets isolation og almagtens destruktive betydning for omgivelserne. Magtens ensomhed tages op i El general en su laberinto (1989, da. Generalen i sin labyrint, 1989), der fortæller om frihedshelten Simón Bolívars sidste ensomme og desillusionerede dage.

Den korte roman Crónica de una muerte anunciada (1981, da. Historien om et forudsigeligt mord, 1982) er en rekonstruktion af et mord, som to brødre ønskede at blive forhindret i at begå, men som de var tvunget til pga. det æreskodeks, der er knyttet til den latinamerikanske "machismo": Skampletter skal vaskes af med blod.

I modsætning til hans tidligere bøger, hvor kærligheden har været fraværende eller forkvaklet, handler García Márquez' længste roman, El amor en los tiempos del cólera (1985, da. Kærlighed i koleraens tid, 1986), om ægte hengivenhed og en altovervindende, uendelig kærlighed. Fuld af humor og magisk realisme fortæller den korte roman Del amor y otros demonios (1994, da. Om kærlighed og andre dæmoner, 1995) om en oprigtig, men til gengæld utilstedelig kærlighed i 1700-t. Kærlighedens vilkår og mysterier er ligeledes emnet for García Márquez' seneste roman, Memoria de mis putas tristes (2004, da. Erindring om mine bedrøvelige ludere, 2005). Ligesom den ovenfor nævnte novellesamling, Mamá Grandes begravelse, forudgriber temaer, som senere optages i romanform, rummer også de øvrige novellesamlinger en mængde træk, der direkte og indirekte peger på andre dele af forfatterskabet. Det gælder således Ojos de perro azul (forfattet 1947-55, udgivet 1974, da. Den blå hunds øjne, 1990), La triste e increíble historia de la cándida Eréndira y de su abuela desalmada (1972, da. Den utrolige og sørgelige historie om den troskyldige Eréndira og om hendes ryggesløse bedstemor, 1973) og Doce cuentos peregrinos (1992, da. Tolv vandrehistorier, 1993).

Flere af de korte værker er overført til film og tv; García Márquez har også selv skrevet drejebøger. Han har desuden siden 1950'erne arbejdet som journalist; hans artikler er samlet i adskillige bind Obra periodística (1981 ff.). I Noticia de un secuestro (1996, da. Beretning om en bortførelse, 1997) om en narkohandlers bortførelse af ti personer forenes journalistik og litteratur. Efter lang tids sygdom udgav han i 2002 sine erindringer, Vivir para contarlo (da. At leve for at fortælle 2004).