Faktaboks

Isabel Allende
Født
2. august 1942, Lima, Peru
Nationalitet
Chilensk og amerikansk
Isabel Allende.

Isabel Allendes opfattelse af rollen som fortællerske træder frem i dette citat fra romanen Eva Luna: "Virkeligheden er ikke kun det, man opfatter på overfladen, den har også en magisk dimension, og hvis man har lyst, er det tilladt at overdrive den og give den kulør, så rejsen gennem dette liv ikke bliver alt for kedelig."

Isabel Allende.
Af .

Isabel Allende er en chilensk-amerikansk forfatter. Debutromanen La casa de los espíritus (1982, på dansk Åndernes hus, 1985) sikrede hende international berømmelse. Hendes romaner, der er karakteriserede ved en spontan fortælleglæde og islæt af magisk realisme, gjorde hende til en af 1980'ernes og 1990'ernes mest læste forfattere. Hun er et af verdens mest læste kvindelige forfattere, idet hun er oversat til 42 sprog og har solgt over 77 millioner eksemplarer.

Et af hendes hovedtemaer er feminismen og kampen mod kvindeundertrykkelsens mangeartede former. Menneskerettigheder, demokrati og den globale ulighed er ligeledes fremtrædende temaer i hendes værker.

Åndernes hus blev i 1993 filmatiseret af den danske filminstruktør Bille August.

Biografi

Isabel Allende blev født i Peru, hvor hendes far var ansat ved den chilenske ambassade i hovedstaden Lima. Efter forældrenes skilsmisse i 1945 flyttede hun sammen med sin mor tilbage til Chile, hvor hun boede i sine morforældres hus. Moren giftede sig med en anden diplomat, og derfor levede Isabel Allende også i Bolivia og i Libanon i løbet af sin barndom og ungdom.

Efter det blodige militærkup i 1973 mod præsident Salvador Allende, hendes halvonkel, flyttede hun i 1975 til Venezuela og i 1987 til San Francisco. Hun har været amerikansk statsborger siden 2003.

Isabel Allendes forfatterskab

Isabel Allende kalder sig historiefortæller, og i begyndelsen af sit forfatterskab udtalte hun, at forfatteren fungerer som "folkets hukommelse". Hun fik verdenssucces med sin store, fantasifulde debutroman Åndernes hus. Denne slægtsroman, fortalt med hovedvægt på kvinderne, skildrer med udgangspunkt i selvbiografisk stof tre generationers liv i 1900-tallets demokratiske, men spændingsfyldte Chile, og den bratte overgang til Augusto Pinochets voldelige diktatur.

Hendes næste roman, De amor y de sombra (1984, på dansk Kærlighed og mørke, 1986), handler om forelskelsen mellem to unge chilenere og deres deltagelse i modstandskampen mod diktaturet.

Den politiske og sociale dimension i forfatterskabet træder i baggrunden i Eva Luna (1987, på dansk 1988) og Cuentos de Eva Luna (1990, på dansk Eva Luna fortæller, s.å.), hvor hovedmålet nu er at "fortrylle læseren". Fortælleren i Eva Luna erklærer, at man godt må sætte kulør på virkeligheden, "så rejsen gennem dette liv ikke bliver alt for kedelig".

Den sociale medleven får dog igen en tydeligere plads i El plan infinito (1991, på dansk Den uendelige plan, 1992), en udviklingsroman med den amerikanske drøm som tema. Den er delvis baseret på Allendes anden mands liv i blomstergenerationens og Vietnamkrigens Los Angeles og San Francisco.

I erindringsbogen Paula (1994, på dansk i 1995) beskrives den 28-årige datter Paulas sygdom og død, vekslende med Isabel Allendes erindringer. Efter den erotiske kogebog Afrodita (1997, på dansk Afrodite, 1998) griber romanerne Hija de la fortuna (1999, på dansk Lykkens datter, s.å.) og Retrato en sepia (2000, på dansk Portræt i sepia, 2001) tilbage i tiden før Åndernes hus og skildrer nogle chilenske familiers skæbne i San Francisco og Chile.

La ciudad de las bestias (2002, på dansk Uhyrernes by, s.å.), El reino del dragón de oro (2003, på dansk Gulddragens rige, s.å.) og El bosque de los pigmeos (2004, på dansk Pygmæernes skov, s.å.) udgør en ungdomstrilogi, der skildrer drengen Alexanders eventyrlige rejser med sin journalistfarmor til verdens fjerne afkroge.

I erindringsbogen Mi país inventado (2003, på dansk Mit opdigtede land, 2004) fortæller Isabel Allende om sit liv og om hændelser, der har inspireret forfatterskabet. El Zorro (2003, på dansk Zorro: en legende fødes, 2005) er beretningen om Latinamerikas legendariske forkæmper for retfærdighed.

Siden er bl.a. fulgt de historiske romaner Inés del alma mía (2006, på dansk Inés, min sjæls veninde, 2007) og La isla bajo el mar (2010, på dansk Øen under havet, 2011) samt El cuaderno de Maya (2011, på dansk Mayas dagbog, 2012), der udspiller sig i nutiden. I 2008 kom desuden erindringsbogen La suma de los días (på dansk Summen af vore dage, s.å.). I 2014 udgav hun krimien El juego de Ripper (på dansk Ripper, 2015). I 2015 behandlede Isabel Allende alderdommen som tema i romanen El amante japonés (på dansk Den japanske elsker, 2021).

I 2017 udkom Más allá del invierno (på dansk Hinsides vinteren), som indeholder selvbiografiske elementer, finder sted i New York og tematiserer bl.a. migrationen fra Latinamerika til USA. I 2019 publicerede hun romanen Largo pétalo de mar (på dansk Håbets rejsende, 2020), hvor et ægtepar på flugt fra Den Spanske Borgerkrig rejser til Chile i samme skib som Pablo Neruda.

I 2020 udkom Mujeres del alma mía (på dansk Mit hjertes kvinder), som er en selvbiografisk refleksion over hendes relation til feminismen. Heri fremhæver hun stærke kvindeskikkelser som Virginia Woolf, hendes datter Paula eller Carmen Balcells. I 2022 ofentliggjorde hun den historiske roman Violeta (udkom på dansk samme år), som giver den kvindelige hovedpersons perspektiv på de vigtigste historiske episoder i 1900-tallet.

I 2023 kom romanen El viento conoce mi nombre (på dansk Blæsten kender mit navn). Her sammenvæver hun fortid og nutid, og hun tematiserer flugten fra hjemlandet, rodløsheden og kærligheden mellem forældre og børn.

I starten af hendes litterære karriere skrev Allende desuden adskillige skuespil, men den altovervejende del af hendes forfatterskab hører til fiktionsprosaen.

Priser

Isabel Allende har modtaget adskillige litteraturpriser og æresbevisninger, senest bl.a. Premio Nacional de Literatura de Chile (Chiles nationalpris for litteratur) 2011 og den store danske litteraturpris Hans Christian Andersen Litteraturpris 2012. I 2014 overrakte præsident Barack Obama hende Presidential Medal of Freedom og i 2018 modtog hun National Book Awards Medal for Distinguished Contribution to American Letters.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig