Catul

Catul, Gajus Valerius Catullus, ca. 84-54 f.Kr., romersk digter, født i Verona. Catul har altid stået som indbegrebet af en digter: Hans emne er kærlighed, hans værk er vokset frem af hans liv, hans sprog er enkelt og gribende — og han døde ganske ung.

Men Catul var også en yderst professionel poet, der sammen med andre (se neoterikerne) arbejdede hårdt med at fastlægge normer for romersk poesi. Forbilledet var græske digtere, især de alexandrinske, der ofte var alt andet end spontane (se Kallimachos). Catul ville gerne fremstille sig selv som et legebarn, men han var også litterat.

Hans store tema er grænsen mellem mandligt og kvindeligt. Digtene til Lesbia (25 i alt) er rettet til en fornem gift dame, hvis virkelige navn var Clodia. Han vil have, at deres forhold skal være som et monogamt ægteskab. Ofte betragter han sig selv som den kvindelige part, ja, som Lesbias slave. Han opdager fænomenet ambivalens: Når hun svigter ham, elsker han hende mere, men holder mindre af hende. Kærlighed og sympati kan altså være modsætninger.

Catul har også skrevet kærlighedsdigte til en yngling af det højere aristokrati, Juventius. I "Sangen om Attis" skildrer han nogle uhyggelige sider af den mandlige seksualitet: Attis, underskøn, snart kønsmoden, flygter fra sin græske hjemby til skovene i Lilleasien, hvor han kastrerer sig selv til ære for Den Store Modergudinde Kybele, hvis præst han derefter er til evig tid.

Catuls digte er inddelt i tre grupper: korte digte i forskellige versemål, de polymetriske digte; de syv lange digte, bl.a. de tre vidt forskellige bryllupshymner og "Sangen om Attis"; epigrammerne i elegisk versemål. Digtene rummer kun fjerne ekkoer af samtidens blodige politiske omvæltninger.

Den kærlighed, Catul lovsang, var ikke rigtig mandig og derfor en provokation for romere. Men de elegiske digtere i næste generation fulgte Catul, der har præget synet på kærlighed indtil i dag.