Faktaboks

Plinius den ældre

Gajus Plinius Secundus

Født
23 e.v.t.
Død
79 e.v.t.

Plinius den ældre var en romersk videnskabsmand og forfatter, morbror til Plinius den yngre. Født i en ridderfamilie i den norditalienske by Como kom han tidligt til Rom, hvor han fik en retorisk og militær uddannelse. Efter krigstjeneste i Germanien bestred han administrative opgaver i flere provinser, inden han ca. 70 udnævntes til kommandant over flåden i Misenum nordvest for Napoli.

Han havde en umættelig trang til at indsamle viden om snart sagt alt og skrev 102 bind faglitteratur om militærtekniske, historiske, naturhistoriske og sproglige emner. Kun hans naturhistoriske encyklopædi i 37 bind, Naturalis historia, er bevaret. Den er "et omfattende, lærd værk og lige så afvekslende som selve naturen", skriver hans nevø Plinius d.y. i et brev (ep. 3.5), der også indgående skildrer morbroderens hæsblæsende arbejdstempo og utrolige flid.

I forordet til Naturalis historia, som er dediceret til den senere kejser Titus, nævner Plinius, at hans værk bygger på læsningen af 2000 bogruller, og at hans mål er at give et samlet billede af Universet, Jorden, mennesket, dyrene, planterne og mineralerne med stadigt henblik på den praktiske anvendelse. Trods en til tider ukritisk bearbejdelse af forlæggene er Naturalis historia en uvurderlig kilde til antik naturvidenskab, og der bringes utallige andre oplysninger om den græsk-romerske oldtid. 2008 udkom et udvalg af Naturalis historia på dansk under titlen Om mennesker og dyr oversat af Harald Voetmann.

Ved Vesuvs udbrud 24.8.79 døde Plinius under udforskningen af naturfænomenet, formentlig kvalt af giftgasser fra eruptionen. Hans nevø har givet en fremragende øjenvidneskildring af katastrofen og morbroderens død i to breve til Tacitus (ep. 6.16 og 6.20).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig